Søg på sitet
Dåb
I Folkekirken har vi en kristen dåb, hvor vi døber i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Når et barn eller en voksen bliver døbt, bliver han/hun samtidig medlem af Den Danske Folkekirke.
Planlægning
Ønsker du, at dit barn skal døbes, eller ønsker du selv at blive døbt, henvender du dig til Stefanskirkens kordegn, hvor man aftaler en dato for dåben. Hvis I ikke bor i Sankt Stefans Sogn, beder kordegnen jer om at kontakte en af vores præster til en snak om, hvorfor I foretrækker Stefanskirken frem for egen sognekirke.
Barnedåb
I Stefanskirken kan børn blive døbt enten om lørdagen i en dåbsgudstjeneste ved Ivan Larsen eller Pernille Østrem eller til en børnegudstjeneste ved Pernille Østrem og musikpædagog Anja Toft. Der er ofte 3-4 dåb ved disse gudstjenester. Desuden kan man også vælge at lade sit barn døbe om søndagen i højmessen.
14 dages tid forud for dåben kontakter I den præst, der skal foretage dåben og aftaler en dåbssamtale. Ved dåbssamtalen fortæller præsten om dåben, og I har mulighed for at stille spørgsmål. Alle forældre indbydes desuden til ”Dåbsintro og Babymassage” (se nedenfor).
Voksendåb
Også store børn og voksne kan blive døbt. Forud for dåben går man til dåbs-forberedelse hos en af præsterne. Forberedelsen planlægges individuelt med præsten. Man kan blive døbt fx efter højmessen eller en hverdagsaften og selv være med til at planlægge gudstjenesten.
Faddere eller vidner
Når et barn skal døbes, skal der være minimum to faddere og maksimum 5. Fadderne skal være døbt, men behøver ikke at være medlem af folkekirken. Kordegnen skal have en fadderliste senest 14 dage inden dåben på mail eller via post. Her skal der oplyses navn og adresse på fadderne og hvem af fadderne, der bærer barnet ved dåben. Den fadder, der bærer barnet, kaldes normalt for Gudmor eller Gudfar. Traditionelt set, er det faddernes opgave at opdrage barnet i den kristne tro i forældrenes sted, hvis der bliver behov for det. Nu om dage vælger mange desuden også faddere for at knytte de valgte tættere til barnet i dets opvækst. Nogle faddere vælger at fejre dåbsdagen med deres gudbørn årligt.
Er der tale om en voksendåb, skal der være minimum to vidner til stede. Kordegnen skal senest 14 dage inden voksendåben have en liste med navne og adresser på vidnerne.
Dåbsintro og Babymassage
Der kan være mange grunde til at vælge at lade sit barn døbe. Derfor holder Stefanskirken dåbsintro ca. en gang om måneden for alle nybagte forældre. Her kan man møde andre forældre og høre sognepræst Pernille Østrem fortælle om dåben. Musikpædagog og babymassageinstruktør Anja Toft instruerer i babymassage.
Om arrangementet siger Pernille Østrem:
Vi laver en anderledes dåbsintro, fordi vi synes, at alle – også de der er i tvivl, skal vide, hvad de siger ”ja” eller ”nej” til. Pludselig står man med et kæmpe ansvar, når man har fået et lille barn i sine hænder. Dåben handler lige præcis om det ansvar og også om den skrøbelighed, som livet får, når der kommer børn til. Vi kombinerer det med babymassage, fordi vi tror at de nybagte forældre har god brug for input til både krop og sjæl.
Find datoen for den næste Dåbsintro og babymassage i kalenderen.
Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding til:
Anja Toft (link til Anja Toft) på tlf: 2695 6212 eller email: anja@babybongo.dk
Pernille Østrem (link til Pernille) på tlf: 3036 0925 eller email: poes@km.dk
Medbring håndklæde eller stofble til massagen.
Dåbsintro & babymassage foregår i menighedshuset Karmel, Vedbækgade 12, 1. sal, 2200 København N.

Støt