Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle være præst på Nørrebro i mere end en menneskealder. Jeg er født så langt ude på landet i Nordvestsjælland, at vi sjældent så krager! Mine forældre fik 12 børn, min far var husmand og senere jord- og betonarbejder. Som 50-årig fik min mor uddannelse som hjemmehjælper for at kunne være med til at klare økonomien.

Da jeg var 10 år, vidste jeg, at jeg ville være præst. Ingen stemme, intet kald - bare en vished. Og det blev jeg!

I min studietid var jeg med i en gruppe af mandlige teologistuderende. Gruppen var delt i 2: Nogle flirtede med det karismatiske, andre med det højkirkelige. Jeg tilhørte den sidste gruppe. Jeg har forlængst aflagt det højkirkelige; tilbage er ønsket om, at tingene skal foregå ordentligt.

Jeg skulle jo tilbage til landet og være præst - men en af mine medstuderende nævnte noget med en stilling på ydre Nørrebro og så var jeg solgt. Siden 1976 har det heddet Stefanskirken.

Er det kedeligt at være det samme sted i så mange år? Ikke som Nørrebro har udviklet sig og stadig gør det! Jeg er meget tryg ved at være her, men man skal stå tidligt op for at kunne følge med.