Den norske præst og salmedigter Petter Dass, kom en gang for sent af sted for at prædike for kongen i København.

Derfor blev han nødt til at indgå en pagt med djævelen. Han fik lov at ride på ryggen af djævelen til København for at nå frem i tiden – djævelen skulle så bestemme, hvad Petters prædiken skulle handle om, og hvis han ikke kunne holde en evangelisk prædiken på det grundlag, som djævelen præsenterede for ham, ja så måtte han overdrage sin sjæl til djævelen.

Han nåede frem, og da han stod på prædikestolen fik af djævelen sit udgangspunkt for prædiken: Et stykke blankt papir.

Petter tog det op og vendte det langsomt i hånden og sagde:

”Intet der og intet der: Og af intet skabte Gud himlen og Jorden.”

Nu er der i grunden ingen præster der er så ilde stedt, for man har jo altid evangelieteksten foran sig, aldrig bare en tom hvid side. Noget der er lige så slemt, eller værre, og helt blottet for mening som et tomt hvidt ark, det er jo hvis præsten snakker sort, men så har vi når vi går i kirke stadig selv evangelieteksten for det indre øje eller det indre øre. Ja vi kan endda også slå op bagi salmebogen selv og læse den.

Og i dag har vi jo ikke barnedåb, så her er så stille og fredeligt. Det giver jo ideelle lytteforhold vil nogen sige. Jeg ved ikke hvordan I hver især lytter bedst. Jeg har det sådan, at når jeg vil lytte til præstens prædiken, så vil jeg faktisk helst skal sidde og læne mig ind over kirkebænken foran og hænge lidt.

Så jeg vil give jer alle hver især muligheden for at læne sig lidt tilbage eller frem og lukke øjnene, eller måske endda lægge sig ned på kirkebænken og lytte til dagens evangelium og prædiken og lade billederne og ordene drive forbi det indre øje og lade fantasien fange nogle af dem op.

Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk, er sådan en rigtig flosset floskel. Det kan godt være, at tungebåndet har tendens til at sidde lige så løst, når der er røget fire bjørnebryg indenfor skjorten, som det gør på en 4-årig pige med rottehaler og munddiarre. Men der hører ligheden såmænd op. Tænk en gang på, hvad et barn er. Set i forhold til en voksen, så er det sådan halvfærdigt. Det har ligesom ikke fået sin skal endnu. Hverken på ydersiden eller på hjertet. Barnet, som Jesus stiller i midten, har ikke lært at holde sig tilbage på de rigtige tidspunkter, at holde gråden tilbage, at styre sin vrede. Hvis alt er som det skal være, tror barnet på, at det har krav på kærlighed og forlanger det på både rørende og øredøvende måder og på helt umulige tidspunkter, fx. midt under præstens prædiken eller i Netto foran slik-hylderne.

En voksen er et væsen, der har fortabt det at være barn. En voksen har udviklet uendeligt mange måder at, tabe, bedøve, holde igen med, skjule og fortrænge barnets naturlige følelser og barnets naturlige kærlighed til Gud.

Alt hvad der skal til for at møde Gud åbent og følge hans vilje ligger i barnets sind, både når det græder og når det begejstres.

Måske er vi alle aldre på en gang – hvis vi tager hele vores historie med. Så er knuden af gråd, der samler sig i brystet også barnets gråd. Knuden peger ikke kun på det, der er tabt, men også på at barnets evner kan foldes ud.

At folde det ud, kaldes også at ydmyge sig. At ydmyge sig er ikke en særlig selvudslettende holdning, en slags underbyden. At ydmyge sig er at have tillid, at tro på. Den der folder barnlig tillid til Gud ud, føler ingen trang til at hævde sig selv. Sådan bliver et hvert menneske også ”den største” i det mindste, det gælder om at lade Gud komme til.

Har I tænkt på, at det præster har om halsen til forveksling ligner en hvidvasket møllesten. Det er ikke nogen forudsigelse om helvedes plager, der bliver sagt om møllesten og afskårne hænder og fødder og blindhed. Men en advarsel, et fingerpeg om, hvad det gør ved os, når vi ikke lader barnet komme til, hvad enten det er vores eget indre barn eller om det er andres små børn vi lader i stikken.

Det sænker os dybt ned, afskærer os fra os selv, og fra vores evne til at række ud, det blænder os eller gør os blinde og hårde og tunge – enten dybt nedtrykte eller højt og flot fløjtende ligeglade.

Tanken er, at ingen går voksne rundt i livet uden at være vanføre, uden at have tabt eller ladet noget ligge. Uden at have nedsat syn eller hørelse for både sine egne længsler og andres behov. Det virker som den naturlige tilstand. Men det er det ikke. Det mest naturlige og gudsgivne er det allerdybeste i os: Barnets behov. Det er der vi kommer Gud nærmest. Men det er også der vi kommer hinanden nærmest. Når vi beder om hjælp, viser os sårbart frem, viser vovemod, afprøver nye veje, flyder over med tårer eller begejstring. Fortsæt selv listen. Og udforsk det.

Tag barnets vilkår og evner med ind i din bøn: Hvordan lyder barnets bøn, når det føler sig fortabt: Gid jeg må blive fundet? Jeg vil så gerne findes? Det burde være sådan, at alle små havde en skytsengel, sådan som Jesus taler om.

Der findes nok ikke et barn, der ikke har prøvet at blive væk, om ikke andet troet at det var blevet væk, glemt eller gået vild. Hvad bærer det i sig, at blive væk? Et dybt tab? En tillid til at blive fundet? Et knæk eller et brud? En mulighed, der åbner sig for at komme hjem?

Tænk godt om det at bede om at blive fundet. Bed om det du trænger allermest til. Bed om at blive fundet, der hvor du er allermest fortabt.

Bed om at Guds vilje må ske: ”At ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.”

Amen.