For en del uger siden gik statsministeren i kirke. Ikke langt herfra, oppe i Tingbjerg. Det gjorde han fordi, der er masser politik i den danske folkekirke. Og politikere driver helt automatisk derhen, hvor der er noget god politik at gribe fat i. Og det har der været masser af i folkekirken i 2009. Og politikerne driver derhen, hvor deres politiske flagskibe sejler dem, og sikkert også til de destinationer, hvor deres spindoktorer med sekstant og stjernekort udregner de skal hen.

Så er der en sag i folkekirken, som den ene eller anden politiske flåde finder det betimeligt at mønstre deres tropper til, så sætter de alle sejl og møder op med tv-kameraer og retoriske kanoner og sabler mellem de klorblegede tænder. Og mange politikere smider selvfølgelig ballasten over bord og haster til kirken, fordi de faktisk brænder for en sag, og fordi det er deres job at være dér, hvor det politisk brænder på.

De politiske vinde blæser altså så bare også sådan, at præster og kirker for Guds skyld – om man så må sige – ikke må udtale sig om noget, der har relevans ude i verden, hvor alt jo stort set er politik. Jo vi må vist godt sige noget om hjemløse og enlige mødre, men helst skal vi holde os til at hjælpe med soveposer og julepakker.

Den brasilianske teolog Helder Camara sagde en gang: ”Når jeg deler mad ud til de fattige, så kalder de mig en helgen, men når jeg spørger, om det er nødvendigt, at de fattige sulter, så kalder de mig kommunist. ”

Her i Stefanskirken har menighedsrådet for nyligt besluttet, at Stefanskirken på sigt, lige som en lang række andre kirker i det danske land, skal være Grøn Kirke. Det betyder, at man som kirke forpligter sig til at en række punkter, der gavner og sætter fokus på miljøet. Det kan være alt fra at gøre ting der nedbringer CO2-udslippet til at der årligt afholdes friluftsgudstjeneste og at vi underviser konfirmanderne om skaberværket og jordens beskaffenhed.

Når man som kirke sætter sådan et skib i søen, så kan det svare til at give mad til de fattige eller uddele julehjælp. Kirken tager et standpunkt i forhold til, at det er vigtigt, at de sultne får noget at spise eller at miljøet lider så lidt som muligt under menneskeskabte klimaforandringer. Og helt konkret handler kirken efter det. Det gør en forskel for den sultne, og det gør en forskel (om end en lille en) for miljøet. Og hvis vi tror på, at der er brug for en forskel, så må den – vil mange mene – også komme til udtryk i vores egen dagligdag, også som kirke.

Og samtidig er det også en symbolhandling. Det kan ses på to måder: Det kan være en symbolhandling, der er så symbolsk, at der ikke kommer andet ud af det, end at man kan klappe sig selv lidt på skulderen og måske håbe på, at nogle synes man har de rigtige meninger. En symbolhandling kan faktisk ende med at blive ganske klam og selvretfærdig. Men det behøver ikke at gå sådan.

For det kan også være en symbolhandling, der retter vores fokus hen imod dette: At vi i kirken og som kristne ikke kan undgå at tage stilling ind i den politiske virkelighed, hvis vores religion bevæger os til handling. Og det skulle vores religion egentlig meget gerne gøre. Ikke sådan forstået, at vores religion skal gøre os til politikere eller parti-flådesoldater, men sådan forstået, at det vi tror på er så vigtigt og så dyrebart for os, at vi røres til at føre samtaler om, hvilken verden vi ønsker at leve i, hvad vores rolle er i den verden, og at de tanker og samtaler bevæger os i den virkelighed vi lever i. Hvis det kun bevæger os, mens vi sidder på kirkebænken eller mens jeg står heroppe på prædikestolen, så er det lidt som at se vores liv på film eller fortælle en historie om vores liv og vores verden, i stedet for at leve.

Det er sådan set alvorligt ment, når Jesus i dag fortæller en historie om at være menneske. Han fortæller den for at røre og bevæge os ud over de 3 et halvt minut, det tager at fortælle den.

Fortællingen om de ti brudepiger, hvor fem har olie på lampen og fem ikke har det, skulle gerne falde ned midt i vores liv. Jeg har prædiket over denne her tekst mange gange, og i min optik kommer det ofte – og synes jeg meget relevant – til at handle om den eksistentielle side af menneskelivet. Altså hvordan magter jeg mit liv, og hvad gør jeg, når jeg ikke kan magte det? Hvad er min opgave i livet, hvordan får jeg noget godt ud af mit liv, for mig selv og de andre?

De ti brudepiger har det, kunne man synes, meget let, de er brudepiger, deres opgave er at vente på brudgommen, og da de venter om natten, må de have olie på lampen, for at han kan finde dem. Det skulle vel ikke være så svært endda. Og så viser det sig jo, at det kan være rigtig svært alligevel. Fem af pigerne magter det ikke, de kommer for sent til deres bestemmelse. Og beskrivelsen af at stå ude i mørket, mens de andre fortsætter derud af, er en meget præcis beskrivelse af, hvad det vil sige at opleve at have forpasset sine chancer, at stå et sted i livet, hvor man slet ikke har lyst til at være, de mørke steder i livet, der hvor man kun støder på lukkede døre, de tider hvor man kun kan se ryggen af både Gud og mennesker. Denne her beretning er simpelthen en knivskarp analyse af, hvad der kan ske med os, når der er noget vi ikke magter at komme overens med i vores liv, når det mislykkes.

Og lige så virkeligt det er at blive omsluttet af mørke, lige så virkeligt er det også, når lyset bryder frem igen, de mest uventede steder, gennem sprækker vi ikke vidste fandtes. Og også den del af menneskelivet beskriver Jesus knivskarpt: I hans beretning siger brudgommen til pigerne: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.” Det betyder vel så meget som: Ja du kom for sent. Ja her er virkeligt mørkt. Og læg mærke til at brudgommen – altså Jesus – jo ikke håner de fem, der kom for sent og siger: ”Ja hvis I bare havde våget og haft lys på lampen, så var I kommet med indenfor i varmen. Men tough shit for jer, I har ikke flere klip på balkortet” Det er så nemt at læse teksten sådan, men hvorfor i alverden skulle han bede dem om at våge og have lyset tændt fra nu af, hvis der ikke var en chance til for dem. Jeg tror på, at det er håbets Gud, der trøster og siger: Våg fra nu af, for der er også lys og åbne døre til jer, også selvom I ved ikke hvor og hvordan lige nu. Det er det personlige og eksistentielle håb, vi kan tage med os herfra i dag.

Og om et øjeblik så oversvømmes vores hverdag af vejspærringer og politi-brandslukningskøretøjer. Og fly, busser og tog, der sender mere CO2 ud i atmosfæren end de 5 brudepiger nogensinde ville kunne udlede, uanset hvor længe de vågede i mørket med deres olielamper. Alle disse transportmidler fragter i disse dage politikere og hvad der dertil hører, til Hopenhagen.

Hvad de kommer frem til, har vi ganske lidt indflydelse på her og nu. Meget af det er sikkert bestemt på forhånd. Men jeg kan i hvert fald godt have brug for med beretningen om brudepigerne i dag at blive mindet om, at det ikke bare er på det personlige plan, Gud ønsker, at vi skal bevare håbet og fortsætte med at holde lyset tændt. Nu kan man jo heldigvis sagtens brænde for en sag uden at udlede CO2. Og det er også hvad religiøse bevægelser og mennesker over hele verden i disse uger viser, at de gør. At de brænder for en stor sag, den største af dem alle: Jordens fremtid.

På næste søndag ringer kirkeklokker over hele Europa til alarm, håb og handling for den fremtid. På Fiji blæser de konkylier, i Afrika slår man på gasflasker og tønder. Og ja det er en symbolhandling. En symbolhandling som samler religiøse mennesker og sammenslutninger over hele kloden. Vi har nemlig brug for symbolhandlinger, når vi skal holde liv i håbet og flammen, der skal brænde for viljen til at vende en udvikling, der truer med at sende menneskeheden ud i mørket.

Først bliver det de fattigste, der ryger. Vi andre kan nok sidde på pæle nogle årtier eller århundrede endnu.

Det er relevant at sige, at mennesket i løbet af de sidste 100 år har fået en ny næste. Den næste er jordkloden, fordi vores magt over den er blevet så stor, at dens skæbne afhænger af os. Mytisk betragtet fik Adam og Eva ansvaret for den overdraget i tidernes morgen.

Filosofferne kan fortælle os, at det er en etisk pligt vi har, at tage det ansvar alvorligt nu. Skære ned på udledninger, forurening, alt hvad der ødelægger alle næstes moder, vores jord. Og politikerne kan sige til os, at der er behov for, at den pligt bliver sat på formel, politisk og juridisk, til vores eget bedste. Hvis de ellers kan blive enige, når de økonomiske og geopolitiske interesser skal falde i hak.

Det religiøse aspekt kommer ind på to måder. Dels kan man hævde, at filosofferne og politikernes argumenter i sidste ende bunder i urgamle religiøse forestillinger om etik og moral og om menneskets bedste og næste.

Men endnu vigtigere i vores virkelighed her og nu, vil jeg gerne til sidst prøve at opridse nogle afgørende religiøse bidrag, vi kan yde i klimadebatten. Bidrag til de mennesker, der sidder med ved forhandlingsbordene, til vores børn og til alle andre vi møder i livet.

Allerførst skal vi gøre det lysende klart, at bag ved al pligt og alle juridiske og politiske forpligtelser står kærligheden. Til livet og til de andres liv på kloden. Vi er skabt i kærlighed og til kærlighed. Vi beskytter vores jord, fordi vi elsker livet og den verden, vi er givet at leve livet i. Vi beskytter livet, fordi naturen og himlen og havet er smukt og unikt. Pligten sætter vi ind som erstatning for kærligheden, fordi vi ikke kan have alle mennesker og hele verden i vores favn. Pligten er ringere end kærligheden, men bedre end ligegyldigheden. Den er nødvendig for at tæmme egoismen og kynismen. Men i længden kan pligten aldrig tvinge og fastholde vores gode viljer. I længden vil pligten alene gøre os trætte og ligegyldige, fordi pligten også altid bærer løftede pegefingre og tvang med sig.

Pligt kan ikke holde liv i håbet, ikke holde fast i skønheden og skrøbeligheden. Det er der ikke andet end kærligheden, der kan. Hverken juridiske eller politiske aftaler kan gøre det alene. Hvis vores næste generationer ikke bag løfterne og løftede pegefingre ser en kærlighedens grund, en spirituel vilje til forandring, så kommer det aldrig til at gøre en forskel i længden. Ser de kun pligten og aftalerne, og ser vores politikere og alle os, der skal vælge dem, kun pligten og aftalerne, så vil de og vi snart glemme, hvorfor det egentlig var, at vi ville gøre en forskel.

Vores spirituelle og religiøse bidrag bliver da også at deltage i debatten og i forandringen – i stort og i småt. Så håbet ikke slukkes, heller ikke hvis Hopenhagen bliver lidt af en fuser. Og så vi holder fast i, at neden under aftaler og forpligtelser ligger altid vores dybe forelskelse i vores liv, vores jord og vores fremtid.

Og ja: Så tager kirker og præster og imaner og munke og rabbinere over hele jorden stilling til spørgsmål af brændende politisk relevans. Og ja: Så kræver religiøse mennesker verden over forandring. Våger, beder og handler og taler og tager ansvar for at klodens skønhed og menneskelivets gaver ikke skal formørkes, fordi vi glemte kærligheden.

Amen.