En lang læreproces. Sådan kan man se på et menneskeliv. Uanset om man er et lille barn eller om man er blevet ældre. Det bliver vist nok sværere og sværere at lære nye færdigheder efterhånden som livet skrider frem. Så det gælder bare om at komme i gang, og desto mere man lærer, desto mere kan man lære.

Noget af det man kan lære rigtig meget af, det er ens fejltagelser. Selvom det ikke altid er givet, at man faktisk tager ved lære af dem. Og der er forresten nogle forældre, der ser det som deres fremmest opgave at sørge for, at deres børn ikke oplever modgang – det er dem man kalder curling-forældre, de fejer ligesom forhindringerne bort foran børnenes fødder, og dermed forhindrer de altså også børnene i at drage nytte af fejlslagne missioner ud i at rejse sig op, gå selv og tage gode beslutninger for sig selv.

Nu behøver man jo ikke ligefrem være en curling-voksen for at få lyst til at give børnene i ens liv gode sunde råd, for der er ting det er bedst ikke at gøre sig erfaringer med, bare for at tage et eksempel så virker metoden learning by doing enormt uhensigtsmæssigt, hvis man vil finde ud af, at heroin er noget rigtig lort.

Så nogle ting skal man bare have at vide, at sådan er det. Men mange forældre ved godt, at det ikke nødvendigvis hjælper noget at sige tingene, eller for den sags skyld forbyde tingene. Der skal ligge en dybere mening bag, og ordene skal folde sig ud i handling.

Ikke bare i den konkrete situation, når ordene bliver sagt, men i det hele taget så må man vide, hvad man tror på og stå ved det og lade det skinne igennem. Jeg tror, at det er det børn vil opleve som ærlighed. Så kan vi voksne også godt vise usikkerhed og sårbarhed, uden at hverken vores eller børnenes verden bryder sammen.

Ordene man siger skal skabe en virkelighed, som stemmer overens med det vi siger. Det er ikke nok bare at sige dem. Hvis der er uoverensstemmelse mellem hvad vi siger og gør, så bliver børn forvirrede, og ikke bare børn men alle vi har i vores nærhed mister tiltroen til os.

Dagens tekster handler om den overensstemmelse eller uoverensstemmelse mellem ord og handling. Man kan fx godt gå rundt og sige ”I Jesu navn” og alligevel opføre sig som en præmie-idiot.

Man kan også skabe sig et panser af ord og holdninger alene, uden nogensinde at tage ansvar for de holdninger i den måde man lever på, men Jesus siger, at sådan et panser af ord altid vil bryde sammen. Det er som at bygge sit hus på sand.

Det er inspirerende synes jeg, at kristendommen er en meget lidt resultatorienteret lære. Altså man opfylder ikke sit mål ved at nævne sit mål og opnå det, man opfylder derimod livets mål ved at nævne i hvilken ånd man bevæger sig, og så bevæge sig i overensstemmelse med den ånd.

Det er altså når ordet skaber en bevægelse, at man opnår overensstemmelse.

Man kan jo spørge sig selv om, hvordan man så skal bevæge sig, hvis man gerne vil bevæge sig i overensstemmelse med bibelens og trosbekendelsens ord.

Det står ethvert menneske frit at vælge hvilke ord og hvilken lære man vil lade sig bevæge af. Vælger man kristendommens lære, så får man en kuffert fuld af ord med sig som bagage.

Lad være sagt en gang for alle, at der står en masse vrøvl i bibelen, at den indeholder et væld af uoverensstemmelser, og dele af den er komplet uforståelig, andre dele af den er kedelige opremsninger af slægtstavler og krige og forbud, og i øvrigt læser vi den med det filter foran, som en hver oversættelse lægger ned over en tekst. Ud over bibelens ord, så har man så også trosbekendelsen, som …. så frejdigt svarede ja til at tro på, på Viggas vegne for lidt siden. Jomfrufødsel, ja tak. kødets opstandelse, ja tak. evigt liv, ja tak. Trosbekendelsen fortæller historien om den Gud den kristne tror på. Ham der skabte himmel og jord, ham der Jesus, den der Hellighånd. En helt konkret Gud, ikke bare ”noget”, og slet ikke ”ingenting”.

Hvordan skal man så, hvis man siger man er kristen, bevæge sig? Først kunne man overveje at bare blive helt handlingslammet, der er simpelthen for mange ord, som det så endda er helt umuligt at bevæge sig i overensstemmelse med, fordi de ikke engang er i overensstemmelse med sig selv.

Til det har Kierkegaard sagt, at man skal læse bibelen som man ville læse brevet fra sin elskede. Hvis man forestiller sig, at der lå et brev fra ens elskede på posthuset og den elskede selv var i en anden verdensdel eller måske endda omkommet efter brevet at var sendt. Og hvis man forestiller sig, at der var gået ild i posthuset og alle breve var svært beskadigede, dels af røg og ild, og dels af vandet, der slukkede ilden, og man derfor må læse brevet med stort besvær, fordi der er ord der mangler og linjer der er ulæselige, så ville man jo alligevel anstrenge sig med at få meningens frem i det man kunne læse og kunne forstå, fordi brevet var fra den elskede. Sådan skal man læse bibelen med dens fejl og mangler, siger han. Og så siger han også: Du skal ikke sætte dig til at gruble over alle de steder, du ikke forstår, de dunkle og de svære steder. Men er der bare en eneste ting du forstår, godt, så lyt til det, og der er jo da ting, som ikke er umulige at forstå: Fx. ”du skal elske din næste”. ”Gør godt uden at vente gengæld”, ”Hvad du ønsker andre skal gøre mod dig, skal du gøre mod dem”. ”Vær altid glad” osv.

Og Trosbekendelsen, hvad så men den. Jo den er jo sammensat i det 3. århundrede, også på den tid havde man et ikke ringe hyr med, at alle mente noget forskelligt om, hvad kristendommens lære var, og det tænkte, de der havde mest at skulle have sagt så, at de kunne gøre noget ved, hvis de gik sammen og satte ord på, ord der så udelukkede nogle andre ord.

Skal den kristne, som siger trosbekendelsens ord, så handle efter hvert eneste ord i den?

Det ved jeg slet ikke hvordan jeg skulle gøre. Lige nu aner jeg fx. ikke, hvad det betyder for mit liv, at Jesus blev født af en jomfru. Jeg ved dog, at det betyder rigtig meget for andre, og at det griber ind i deres liv og gør noget ved, hvordan de bevæger sig i livet. Men ordene ”himlens og jorden skaber” fx. betyder rigtig meget for mig lige nu: Det at alt hvad jeg ser omkring mig, alt hvad jeg er givet, alt hvad jeg kan, det skylder jeg Gud. Det skaber taknemmelighedens bevægelse i mig.

Og jeg ved at evigt liv – det at døden ikke er det sidste, der sker med os, det kan være det mest bevægende og trøstende at høre og sige højt, når man skal begribe hvordan man lever videre uden den man har mistet.

Måske kan man se trosbekendelsen som et troens rum. Et rum som man kan bevæge sig, sådan at troen netop kan bevæge sig, udvikle sig, skifte fokus, form og farve, efter hvad man mest trænger til og hvor man er i livet.

Der er så mange gaver af ord og ånd at lære af og bevæge sig med. Der er også masser at tvivle på og sætte spørgsmålstegn bagved. Jesus sagde: Du skal søge overensstemmelse mellem ord og handling, så du har noget at stå fast på og give videre af. Så kan du også gå i krig med uoverenstemmelserne og tvivlen, bevæge dig derud, hvor du ikke har fast grund under fødderne. Hele tiden – hele tiden er der noget nyt at lære. Amen.