Først må jeg tale et alvorsord med alle I der skal med til Andrea’s dåbsfest: Har I husket at købe en gave til hende? Måske er der også nogle af jer der har strikket eller hæklet eller lavet noget selv til hende? Har I husket at pakke den ind og skrive et kort? Jeg ved jo ikke hvad Andrea får af jer, og jeg ved ikke heller ikke hvad hendes forældre har ønsket sig til hende.

Måske har de gjort lige som nogle jeg kender, der havde skrevet en meget udførlig ønskeseddel med mærker og farver og størrelser på babyting de ønskede sig, ja de havde endda angivet priserne på tingene. Og nedenunder ønskesedlen havde de så skrevet en liste med: “Ting som dåbsbarnet ikke ønsker sig:” Og så var der angivet begrundelser for hver enkelt ting, fx. at de havde det i forvejen eller at de syntes sølvskeer var grimme og den slags. Så var der da i hvert fald ingen, der gik galt i byen.

Nogle forældre og dåbsbørn lader sig såmænd også overraske og for nogle nybagte forældre er dåbsfesten også en god hjælp til at få alle de mange ting i hus, som man har brug for. På den måde kan man sige at familie og venner og faddere samler sig om familien og bakker op om det nye menneskes start på livet ved at bidrage helt konkret med materielle ting barnet mangler. For i den første tid er det jo mest mor og far og store søskende, der står for de helt nære livsfornødenheder som kys og kram og kærlighed og tryghed og omsorg.

Om ikke så længe, så vil gavebordet være fyldt. Men vi har altså allerede, alle os der er her i Stefanskirken i dag, været med til at åbne Andreas allerførste dåbsgaver.

Hendes faddere er hendes dåbsgave, om deres rolle har vi allerede talt.

En anden dåbsgave, det er syndernes forladelse. Netop dette koncept: Syndernes forladelse, altså tilgivelse for vores synder, er faktisk en anstødssten for mange af os, når vi holder dåb. Og for det meste så hopper vi bare let og elegant hen over dette, og lader som ingenting, for der er dog så mange andre gode ting ved dåben, så sådan to dumme ord skal da ikke ødelægge det hele. Men det er ærgerligt synes jeg, for der ligger en visdom og en glæde glemt og gemt i disse ord: Syndernes forladelse betyder så meget som tilgivelse for al synd, som det menneskeliv, som bliver taget imod i dåben, kommer til at indeholde. Det vil altså sige, at Gud lover, at uanset hvad livet kommer til at indeholde af sorger og smerte, både den vi påfører andre og den som bliver os påført og den som rammer i flæng, altså også det der er synd for os, alt det lover Gud at rumme og se på med kærlighedens øjne.

Syndernes forladelse er altså ikke en dom, men en omsorg og en trøst. Selv det som vi ikke magter at tale om eller at tilgive, det ser Gud direkte i øjnene og tager hånd om. For mange forældre er det en trøst at vide, at også når de ikke magter at gøre alt så godt som de gerne ville, at også når barnet selv går ud på livets toppede brostene, så er Gud med hele vejen: Så meget betyder syndernes forladelse.

Men for mange af os vedbliver syndernes forladelse at være et sort hul eller en anstødssten igennem livet. Jeg har hørt så mange mennesker sige: “Jo jo ham Jesus der ham kan jeg godt lide,” og det er jo ret så svært at tale alvorligt imod næstekærlighed og at man skal elske både sig selv og de andre, og gør mod andre som du vil de skal gøre mod dig, det er logik på begynderniveau, alle ved godt, at ens livskvalitet forringes drastisk når man går rundt og hader sig selv eller andre. Men så siger de altså videre: “Det der med at han døde for mine synder, det kan jeg bare ikke have med at gøre, for der er sgu ikke nogen, der skal tage min synd fra mig eller bære den for mig, det giver mig myrekryb at tænke på.”

Men ikke desto mindre er det en helt fundamental kristen pointe ved siden af alle kærligheds-pointerne – elller skulle man måske hellere sige, at det er er endnu et fundamentalt kærlighedsudsagn, at mennesket ikke skal være sine synder og bære sine byrder alene.

Helt afgørende er det, at mennesket ikke er skabt til at være alene, til at magte alting eller til at takke sig selv for alt hvad der sker, både det gode og det tunge. Vi er designet til at række ud og til at åbne vores arme for andre mennesker.

Men det moderne menneske føler sig ikke som et syndigt menneske, det moderne menneske føler sig overanstrengt, er der en klog kvinde, der sagde til mig den anden dag. Jeg vil gerne personligt sige, at jeg såmænd sagtens kan mærke synderne trykke og føle mig overanstrengt på en og samme tid.

Men måske handler det snarere om, at det som vores forfædre så som synder, der trykkede for os i dag langt mere mærkes som utilstrækkelighed, stress og magtesløshed. Overanstrengelse. Og nu taler jeg altså ikke bare om det pulserende karriere- og familieliv, selvom det kan være tungt nok at magte, men om noget som biskoppen i Ribe stift Elisabeth Dons kalder den etiske overanstrengelse.

Når vi skræller det religiøse lag af etik og filosofi og moral, så siger hun, at vi kommer til at stå tilbage med, at vi skal bære alt på vores egne skuldre. Hun mener at det er uhensigtmæssigt, at skolebørn alene ud fra en etisk fordring skal lære at redde verdens drikkevand, regnskove og vandstande. Hun mener at vi ved at have et sundhedssystem, der lægger al skylden for sygdom, fedme og skavanker over på den enkeltes dårlige samvittighed for alle de shawarmaer og cigaretter der er blevet kørt indenbords gennem årene. Hun mener at vi på den måde og andre måder skaber et samfund med et moralsk værdisystem, der alene bygger på hvad MAN BØR uden at have nogen markør eller sandhed uden for os selv, og så er der ikke langt til enten at fortrænge eller til at blive etisk overanstrengt.

Det etiske værdisystem havde oprindeligt – før sekulariseringen - en overbygning, der handlede om, at vi har et sted at rette både vores taknemmelighed hen og et sted at lægge byrderne for det, som vi ikke magter at ændre – altså det etiske værdisystem har en religiøs overbygning, som er det der forhindrer den etiske overanstrengelse. Den etiske overanstrengelse, både den nære i familieliv og arbejdsliv, hvor vi aldrig helt slår til, men også den som handler om samfund og miljø, hvor vi slet ikke slår til, den har vi faktisk brug for både at se i øjnene og få trøst for.

Jeg synes det er en sorg, at vi selvom vi har al den moral og etik ikke magter at have et samfund hvor tryghed og trøst og omsorg kan blive fordelt til alle – for der er altså nok af den, hvis vi lige tænker os om.

Jeg synes det er en sorg, at vi bliver nødt til at fortrænge, at vi ikke magter at tage imod og give i en sådan grad, at ingen skal være omsorgsløse.

Når Jesus siger: Kom til mig alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, så skal man altså både erkende sin overanstrengelse eller sin synd, for at høre det, men også mærke behovet for at blive lettet og behovet for hvile. Syndserkendelse bliver på den måde også til en bevidsthed om ens ansvar – og så bliver det til en bevidsthed om, at der også ting, som vi ikke er herrer over sådan cirka alting er vi ikke herrer over. Det er Gud der er herre over det hele. Derhen vi kan rette vores tak for det vi har fået, altså en ydmyghed over for livets mange ansvar og opgaver. Vores klage over det, vi mangler og vores bøn om hvile til det overanstrengte hjerte – for hvis man kaster sig ud i livets opgaver og tunge ansvar, så kommer hjertet til at bløde for alt det vi ikke magter og når.

Når vi føler os kloge og synes vi kan klare det hele selv, eller måske bare synes vi burde bære det hele selv, så kan vi ikke høre hans ord om trøst og hvile, måske ikke engang mærke at vi har brug for det. Så er der også automatisk en masse ting vi lukker øjnene for, fordi vi ikke har plads til mere på paletten.

Alternativet til at bære den etiske overanstrengelse som et åg, altså at bære al sin overanstrengelse og synd på sine egne skuldre, alternativet, det er at bære noget så kuriøst som “Jesu åg”. Hvad det betyder tror jeg ligger gemt i den salme vi skal synge om lidt, De dybeste lag i mit hjerte. Det er noget med at få knust sin selviskhed – optagetheden af sit jeg som centrum. I stedet for at gå rundt og bære sit eget åg og føle sig forpligtet til det, så i stedet bære et større åg, et som intet menneske kan bære alene, når man tager det på sig, så mærker man straks at man vakler, der må andre skuldre, flere lårmuskler, andres arme til – Ja selv Gud må bære med, når vi skal bære hele jorden og alle hans børn i vores hænder.

Amen.