Er der andre end mig der har lagt mærke til, at hvad enten man ser X-factor, Vild med dans eller Maestro, så siger deltagerne stort set uden undtagelse, hvad enten de nu har vundet eller tabt: ”Det har været en lang rejse”, eller ”det har været en uforglemmelig rejse”?

De siger det så tit, så det i sig selv kan give anledning til at slukke, fordi man bliver så forbandet over, at deres billedsprog åbenbart ikke rækker længere, når de skal beskrive den udvikling de har været igennem.

Hvad mon det egentlig betyder? Det er noget med, at de er blevet forandret, har været i udvikling. Men når de har tabt eller vundet, så er rejsen, så vidt man kan forstå slut.

Nu er Marley blevet døbt. Nu er han kristen. Gennem vandet blev han trukket ind i et nyt liv. Kristenlivet. Ligesom han blev trukket ud af fostervandet til et nyt liv: Menneskelivet. Og ligesom hans menneskeliv vil være en lang rejse, så kan hans kristenliv også blive det. Det skal I forældre og faddere lægge grunden til. Det er en rejse som begynder her, men som varer og peger helt ind i evigheden.

Kristenlivet er en åben rejse, der ikke skal være hegnet ind af læresætninger og dogmer og lovbestemmelser. Derfor kan kristendommen heller ikke defineres endeligt. Når Jesus blev spurgt, “er det på den ene eller anden måde?” eller når han blev stillet over for livets dilemmaer, så svarede han ikke bare med ja eller nej. I stedet fortalte han en historie eller viste et billede, som skulle sætte gang i vores fantasi og tanker. Eller også handlede han med de mennesker han var i blandt, og henviste til at man må iagttage, hvad der skete i hans møde med andre mennesker. Hans væren og handlen og de billeder som han fremkaldte, blev åbne svar, som alle der mødte ham og stadig møder ham i dag, personligt må forholde sig til og drage sine konklusioner ud fra.

Derfor er det heller ikke den kristne trosbekendelses eksakte ordlyd, der er det rigtig spændende, det er hvad Kristi liv og ord og fortællinger gør med os, hvilken gave det giver os, og hvor det bringer os hen.

I den tidlige kirke, før kristendommen fik sit navn, kaldte man de kristne: ”De der følger vejen”. Ikke de der har fundet vejen, eller de der er kommet til vejs ende. Men de der er på vej. Det har vi også stadig lov til at kalde os. De der er på vej.

Vi kan måske have glæde af at tænke på os selv, som var vi religiøse landevejsriddere, når vi møder de bibelske fortællinger, religiøse og etiske udfordringer. Vi er på farten, ved ikke hvor vi ender og har ikke lagt os fast på hvad det skal ende med. Vi vandrer ind i beretningens univers hver med vores baggrund og forudsætninger, men vi er ikke alene, vi møder andre, som også er på vandring.

Vi behøver ikke overbevise andre om, at netop de afstikkere vi tager eller der hvor vi ender henne i dag, at netop det er den eneste måde at forstå beretningen på. For vi ved godt, at vejen, rejsen og livet er større end vi kan begribe, at der er mange måde at komme fremad, og det er meningen vi skal gøre holdt undervejs, lave afstikkere, endda komme på vildspor og spørge om vej.

Den store landvejsridder over dem alle, ja det er selvfølgelig Kristus. Hele hans liv var en vandring med masser af stop undervejs.

I dag stopper vi op i et rum, hvor vi har skruet lidt ned for det hele. Vi har slukket lyset og orglet. Ikke for at falde hen og gå i stå, men for at standse op og vågne op denne søndag morgen til et møde med den bibelske beretning om vores Gud som kommer med liv og helbredelse og fællesskab for vores skyld.

Pludselig som ud af det blå står det andet menneske foran Jesus. Og straks ser Jesus, hvad det menneske trænger til: Helbredelse. Og Jesus rører ham og lader ham gå videre på sin livsvej.

Der er en dyb og mystisk helbredelse i at betræde den vej som Jesus har gået før os: I forlængelse af at høre hans ord ligger handlingen. Omsorgen for det andet menneske. Helbredelsen i at blive omsluttet af et fællesskab, at blive set og rørt. Jesus har anvist opgaven ved den måde han har virket på ved at gå helbredende ind i menneskets sociale og åndelige nød. Den åndelige vej, som vi træder i bøn og sang og ord leder til praktiske, legemlige konsekvenser. For os selv og for de mennesker, der møder os.

De Jesus-billeder som indpodes i os, skal vi hver især tolke og tilegne os i samspil med tilværelsens øvrige erfaringer af tab og tilegnelse. Vi kan aldrig blive færdige med det, vi skal fortsætte vores rejse, vores åndelige bevægelse.

Og vores tradition strømmer over med fortællingerne om, hvordan Kristus går med os, leder efter os, aldrig slipper os, finder og genfinder os. Vores opgave er at gå vejen, rejse rejsen, Gud skal nok finde os, uanset hvor vi kommer hen, uanset hvad vi vinder eller taber. Det er ham der har skabt os. I sit billede, så vi ligner ham. Så vi ligner ham, så han altid kan genkende os, også bag alt hvad vi gemmer os bag, alt hvad vi synker ned i, og alle slags overflader. ”Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” - det ord gentager vi, hver gang en kristen rejse går i gang.

Når nu rejsen er så lang og kringlet og sårbar at gennemføre, så er en fantastisk gave at vi må tro på, at Gud han har indbygget kærlighedens og nådens GPS i sit skaberværk, så han altid er med os.

Amen.