“Børnene i Bullerby kunne godt lide deres skole. Især når det var sommerferie.” Jeg forsøgte mig en gang med en udtalelse om, at når det kommer til stykket, så drømmer vi vel alle inderst inde om at leve i Astrid Lindgrens Bullerby. Et harmonisk sted, hvor man behandler hinanden ordentligt og hvor jordbærrene altid er modne. Og når den en gang imellem sker noget sørgeligt, hvis fx. det lille kælelam dør, så bliver man trøstet ordentligt. Og man holder sammen og deler og leger godt med hinanden. Og selvom man også skal nogle lidt kedelige ting, som at gå i skole og lave lektier, så har man alligevel sådan et bund-solidt positivt syn på livet, at sommeren bare varer og varer og vintren er som vintre skal være.

Det faldt en herre for brystet, at jeg kunne mene, at Bullerby skulle være vores hemmelige drømme-livs-længsel. Han pointerede, at vi mennesker er skabt til leve i en dialektik mellem godt og ondt, og at han i hvert fald ikke ville trækkes ind i nogen Bullerbyromantik.

De solgte deres hjem og deres ejendele. Det de tjente delte de mellem hinanden og delte ud til fattige. De havde et tæt og oprigtigt fællesskab og så var de umanerligt godt humør. Sådan beskriver apostlenes gerninger de første kristnes samliv. Det er vores målestok for den kristne kirke vi får tegnet op her. Socialistisk utopia og Bullerby-romantik.

Astrid Lindgren skabte et litterært univers, som nogle af os kan lide at drømme os hen til i ny og næ. For apostlene var det ramme alvor at holde fast i leve den nye virkelighed ud.

Og det var ikke bare noget de havde fundet på, det var ikke et ideologi eksperiment og det var ikke et litterært billede. Der skete noget med dem,  som de ikke kunne have overkommet af egen kraft. Det var ånden der var kommet over dem.

Læn jer nu tilbage og lad mig tage jer med på en vandring igennem ånden historie.
I begyndelsen var alt tomhed og mørke og Guds ånd svævede over vandene.
Det var alt hvad der var til: Guds Ånd. Men det var også alt hvad der skulle til for at alt andet kunne blive til. Også mennesket, som blev til ved verdens første førstehjælpskursus, da Gud tog en håndfuld støv og formede en livløs krop, og i den blæste sin ånde ind - i næse og mund. Men det var ikke kunstigt åndedræt, det var livets ånde. Hver gang vi tager et åndedrag er det hans åndedrag vi drager. Vi kan holde vejret, hyperventilere, trække det dybt ned i maven, men det er ikke vores. Det er hans. Også selvom vi slet ikke tænker over det, når vi helt automatisk går rundt og puster ind og ud.

Så de gamle konger og kæmper, profeter og patriarker gik rundt og trak vejret, nogle gange lidt anstreng, for det var ikke så lidt de skulle overkomme. Men det skete nu og da at Guds Ånd kom over dem i særligt mål, og når det skete, så kunne de overkomme ting, de ikke før havde kunne magte. Ånden var som en mental tilstand, en gave der gav kræfter og klarsyn til modtageren. Som et klædningsstykke lagde den sig om heltene, greb dem når nøden var stor, gav talegaver til den stammende, usammenhængende profet, så alle lyttede henført.

Men Gud havde en plan. En af de store. Ånden skulle ikke bare være doping til krigshelte som Samson og Saul, epo til konger og kæmper. Åndelig omdannelse til alle. Et nyt hjerte og en ny ånd. Det var hans plan. Kolde hjerter skulle erstattes med varme, det åndsforladte skulle besjæles. Man kan sige at han ønskede sig, at alle mennesker skulle kunne se meningen med det hele, skulle kunne kende ham. Vi ville måske kalde det empati eller næstekærlighed, for når man gribes af livets mening og betydningsfuldhed, så kan man ikke lade andre i stikken eller være ligeglad.

Det gammeltestamentlige værk, som beretningen er hentet fra, er jo som bekendt ikke én lang fortløbende historie skrevet af én forfatter. Men i hvilken form det nu end tager i de enkelte skrifter, så bliver nyskabelsen, som Gud lover sit folk, det altoverskyggende problem i den gammeltestamentlige bibelske fortælling. Gud lover mennesket et nyt hjerte – en ny ånd. Men det er som om, at Gud og mennesker sidder fast i en uopløselig cirkelslutning. For at mennesket kan nyskabes må det have en ny ånd, men for at få en ny ånd må det nyskabes. Hvis mennesket skal kende Gud, må det omvende sig, hvis mennesket skal omvende sig, må det kende Gud.

Og så er der altså kun en vej. Og det er her den nytestamentlige beretning går i gang. Gud lader sig føde som menneske. Ånd og kød smelter sammen julenat. Og det åbenbarer sig nu, at Guds forjættelse, dvs. det han har lovet menneske, det gælder ALLE mennesker. Ikke kun jøder, men hans mennesker. Og ikke kun de, der mødte og kendte Jesus, men alle mennesker. Det siger Jesus igen og igen i ord og handling. Han lover dem alle en sandheds og helligheds ånd.

Helligånd må der til. Og som lovet, da han selv er faret til himmels, sender han sin ånd over sine tilhængere. En ånd alle tilstedeværende modtager, og som de får til opgave at sørge for at udbrede verden over. Vi taler nogen gange om at noget sker i en bestemt ånd, eller at der hersker en god ånd et bestemt sted. Det betyder, at noget forbinder det der sker eller forbinder stedet med de mennesker der er til stede.  Og apostlenes gerninger fortæller om, hvordan ånden kommer over dem som tunger af ild, og de tør fortælle om det de har set og hørt. Beretningen spejler babelstårnsberetningen som en moddigtning til forvirringen og splittelsen. Det der nu skal forbinde alle mennesker er Guds Ånd. Det er ikke bare det at forstå de andres sprog, men at forstå og forbindes med andre mennesker.

Og i den ånd bliver den tidlige kirke til. Og helt parallelt med al den åndfuldhed, så går det som en mand en gang sagde under et menighedsråd møde et sted: Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn: Der går det ad helvede til. Det behøver måske ikke at gå helt så galt, men i Paulus’ breve til korintherne kan man også læse om det. Paulus skriver til en menighed i strid og ufordragelighed. De rige vil ikke dele med de fattige, de skændes og lægger sag an imod hinanden, og i det hele taget er der langt til den utopia tilstand og Bullerby-romantik, som apostlenes gerninger fortæller om. For resten fortæller evangelierne også om hvordan disciplene skændtes for et godt ord, selv når Jesus sad side ved siden med dem.

Og sådan har det været lige siden. Der er helligånd og en helvedes ballade. Der er I større eller mindre grad. 

Og kristne igennem tiderne har måttet tage dette til efterretning og har spurgt: Hvorfor gik det galt? Hvorfor går det galt? Mange har givet deres bud, og det som går igen er, at det handler om, at Guds ånd, helligånden, som Gud sendte som en gave, den vil mennesker gerne eje. Grundtvig giver et sted en karikatur af, hvorledes mennesker lige siden pinse har taget ånden som gidsel, og som soldaterne ved Jesu kors kastede lod om hans klædning sagt ”Lad os kaste lod om ånden, og se, hvis den skal være”. Sådan lyder diagnosen på ”hvorfor det gik galt”. Alle vil eje ånden. Eller sagt lidt mere profant: Man vil sgu gerne have ret. Og når man selv synes man har sandhed og ånd på sin side, så er der selvfølgelig nogle andre åndsforladte idioter, der tager fejl.

Men i grunden er der jo en meget, meget dybere og smukkere årsag til at splid og ballade har så meget plads i en verden, hvor der er ånd og sandhed nok til alle.
Mennesket sulter og tørster slet og ret efter ånden. Efter det, der virker enhed, fred, forståelse. Man kan jo blot tænke på, hvad man længes efter, når man står midt i splittelse, ufred og misforståelser. Ånden taler ind i dette begær. Sådan som den gjorde det pinsemorgen. Mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Vi kommer fra intet og bliver til intet, uanset hvor meget eller lidt man havde sandhed og ånd på sin side i løbet af livet.

Om lidt skal vi synge om pinsens under, åndens pust. Det ånder rhimmelsk over støvet. Det er paradisdøren, der står åben, så det trækker fra himlen. Og underet er, at støvet og det døde og det smertelige i det der ikke lykkes, det bliver ikke blæst væk af åndens pust. Nej, der bliver i stedet blæst liv i det, liv i os. Fulde af ånd behøver vi ikke drømme om Bullerby, vi kan i stedet være lige her og nu i vores virkelighed, lade ånden forbinde os med andre, lade den opfylde os med medfølelse og mening. Amen.