Så tæt på og dog så langt fra. Ved I hvad jeg mener. Hvid jul. Det lykkedes næsten! Det er lige ved at være, at man skal lægge lidt bånd på sig selv for ikke at blive sur over det.

Apropos at være sur:

Jeg har hørt nogen sige, at præster de er sure over, at folk kun kommer i kirke til jul og ikke resten af året. Er der også nogle af jer, der også har hørt det? Jeg tror altså ikke det passer. Jeg vil næsten love jer, at dem, der er sure over at mange folk kun kommer til jul, de er også sure over alt muligt andet - ikke kun til jul, men året rundt.  Nogle af dem er simpelthen helt imod den slags uvaner med at gå i kirke, så de faktisk et øjeblik holdt op med at være sure, da de glade så til mens politiet tidligere på året ryddede en hel kirke for kvinder, mænd og børn.

Men ved I hvad, jeg synes det er fantastisk, at vi er så mange der kommer i kirke juleaften. For mig er det simpelthen rørende, at der er en dag om året, hvor så mange mennesker samles om det samme, og at det vi samles om hverken har noget med øl eller fodbold at gøre. Tænk at der er et fællesskab, hvor mange mange mennesker synger om og hører om og tænker på: fred og glæde. Når så mange mennesker kan gøre det på samme tid til jul, så tænk bare på, hvad vi ikke kan udrette, hvis vi tager noget af julefreden og juleglæden med ind i det nye år. Den gamle kæmpe Anker Jørgensen har sagt, at vi skal omslutte alle i vores verden med så meget accept og kærlighed, at ingen kan komme og sige, at de er udenfor.

Det lyder ærlig talt lidt svært at skulle overkomme det, når det kan være kompliceret nok at få plads til alle omkring julebordet, og der for resten slet ikke er plads i vores herberger til alle der har brug for det, hverken til jul og da slet ikke resten af året. Der er faktisk mange, som har god grund til at føle sig udenfor.

 Det er måske også derfor vi godt kan lide at gå i kirke juleaften og ikke bare synge gode salmer, men også høre juleevangeliet om, at da et lille barn blev født, der sang englene også, og det de sang, det var Guds vilje - hans velbehag: De sang om det som Gud ønsker for os: Fred og glæde til alle mennesker på hele hans jord. Og ikke mindst: At der faktisk er nok af det til alle, også selvom vi ikke altid kan finde ud af at give glæden videre og fordele freden - og måske heller ikke nødvendigvis er så gode til at tage imod dem.

Hvor mange af jer har sendt julekort ud i år, kan I ikke lige række hånden op, hvis I sender julekort? Lige meget om I har sendt 2 eller 22…. 

Det slog mig den anden dag, da jeg alt for sent kom i tanke om, at jeg da vist skulle have sendt et par stykker, og jeg stod ved den enorme væg af kort i boghandlen, at der ikke var et eneste af dem med engle, jesusbarn eller julekrybbe på. Det var nisser over hele linjen. Nisser, nisser, nisser. Og hvis der var en enkelt julestjerne i sigte, så kiggede der en skraldgrinende nisse frem bag den, og på æslerne sad der ikke nogen højgravid jomfru Maria. Der sad NISSER.

Jeg synes det var et lidt fattigt udvalg. Og jeg tror faktisk at julekortsproducenterne er mere ensporede end de fleste af os andre er, når det kommer til jul. Mange af os vil da gerne have hele pakken med. Både Jesus og Josefine, og Grundtvig og nisser.

For vores jul er jo et skønt virvar af tradition og religion, af kristendom og hedenskab, lys og træer og pynt og mad. Og der er forskel på tradition og religion. Juletræet for eksempel, er jo tradition. Maria og Josef havde ikke noget juletræ den første jul. Vi sætter et træ ind i stuen, fordi tyskerne fandt på det for et par hundrede år siden. Så kan vi pynte det med kristne symboler, stjerner, engle, hvis vi vil. Og med symboler som både kan være kristne og ikkekristne: Hjerter og stjerner fx. Og i min barndom havde vi en fredsdue i toppen, senere kom jeg til at tænke på, at det jo også kunne være helligånden. Og man kan jo også gå amok med nisser på sit træ, hvis man vil.

Og der skal selvfølgelig også masser af lys på træet. Små stjernesole, som Grundtvig siger, eller et hav af himlens uendelige stjerner, der lyser den mørke tid op, mens vi venter. Venter på julegaver, venter på bedre tider, venter på det vi glæder os til eller længes efter. Når træet tændes, så er det for mange som om alle juleaftner flyder sammen, og for de fleste af os, så fyldes vi både med glæde og med noget vemod.

Det kan være en religiøs oplevelse at tænde træet, og så ved vi instinktivt godt, at mennesker har brug for lys og grønt når det er mørkt og koldt.

Og alt det, der hører julen til, for hver især af os, til hver ting, hver tradition, hver historie, der knytter vi betydninger, erindringer og mening. Det er det, der får os til at holde jul år efter år. Hvem har ikke et kræmmerhus med krøllet hank, som de husker nøjagtigt hvem der krøllede i 1982, eller hvem har ikke en duft, en julehistorie, en julesalme, der sætter gang i tanker, kredsløb og stemninger. Tænk hvilken dyb betydning, der kan ligge i den rette indkøbte julegave. Der udveksles jo ikke blot plastik, metal, stof og papir i aften, der udveksles kærlighed og omsorg, der foræres og åbnes masser af håb om tilgivelse og nye begyndelser.

Reklamer, markedsmekanismer, indkøbscentre, de ville aldrig kunne holde liv i julehandel og julestress, hvis det ikke var fordi, der ligger en dyb mening i julen for os.  Hvis ikke vi hele tiden blev ved med at genopleve og genoplive vores historier og vores traditioner hvert år til jul, så er jeg helt sikker på, at vi holdt op med at fejre jul med tiden, uanset hvor mange reklamekroner, der blev lagt i at holde den live.

Julen er en evergreen. Traditioner og religioner opstår og blomstrer og forgår, men julen og alt hvad den bærer med sig, bliver. Fordi dens betydning og budskab er så gennemtrængende, fordi den repræsenterer noget, der ligger dybt i os alle. Håbet om fred og glæde. Længslen efter at dele glæden med mennesker man kan stole på. Og taknemmeligheden over, når freden fylder vores liv.

I december har jeg flere gange haft glæden af at besøge muslimske kvindefællesskaber på Nørrebro, for at fortælle om julens traditioner og betydning. Og til min milde forbavselse var der flere steder godt gang i julebag og så rigeligt med pynt, hvor jeg kom frem. Jeg har simpelthen mødt nogle kvinder med en meget fin sans for forskellen og sammenhængen mellem religion og tradition, som har taget nogle danske juletraditioner til sig, som gør dem og deres børn glade. Kristne og muslimer er jo fælles om beretningen om Jesus, vi tillægger ham hver vores betydning. Men fordi de udmærket ved, hvor de selv kommer fra, er det ikke farligt at tage del i danske juletraditioner.

Men der var masser af detaljer som de gerne ville have fod på. Opskrifter og fx. hvornår man skal tage julepynten ned. Jeg genfortalte juleevangeliet, og også beretningen om de helligetrekonger, som markerer julepyntsnedtagningen for mange danskere, hvis vi altså husker det. På et tidspunkt brød en ung kvinde ind: “Jamen er det rigtigt? Skete det sådan? Kom de virkelig med gaver til ham?”

Og det må vi sige, at det aner vi ikke. Vi ved med sikkerhed at han blev født, men detaljerne kan vi hverken af eller bekræfte. Men pointen er også meget mere, hvad det betyder for os, at det skete. Sådan er det altid. Vi har brug for fortællingerne og minder for at holde fast i tings betydning. Sådan er det også i vores eget liv. Vi husker tingene, ikke for deres detaljer, men for hvad de kom til at betyde for os.

Hvad fortæller man fx om sin egen jul? At man var stresset og udmattet før det overhovedet blev juleaften, og at det var frygteligt pinligt da onkel Thorleif blev fuld og faldt i søvn under juletræet? Eller fortæller man i stedet, at det virkelig var et stort arbejde at finde de rette gaver, men hvor glade folk blev for dem, og at man da lige gav onkel en hjemmestrikket sweater som hovedpude, så han kunne ligge bedre, og i øvrigt listede bilnøglerne ud af hans lomme? Fortæller man om omsorg og kærlighed - både den man fik og den man længes efter? Eller hvad?

Det er en fantastisk julegave, at julen er så fuld af traditioner og betydninger, som vi kan bygge på og genopdage år efter år. Og det er også en gave til os, at mennesker med andre kulturelle baggrunde ønsker at kende vores traditioner. I det forgangne år holdt vi Ramadanmiddag her på pladsen sammen med gode muslimske venner og tog del i deres traditioner. Til påske inviterer vi igen, når Stefanskirken og muslimske naboer byder på påskelammesteg til for alle, der vil være med.

Når vi bruger tid og energi på at formidle vores egne traditioner og hvad de betyder for os, og når vi vover at dykke ned i vores naboers traditioner og religiøse skikke, så bliver vi rigere mennesker, og det åbner os for, både hvem vi selv er, og hvad der vigtigst for os at holde af fast på i livet. Og det giver inspiration til at leve sammen, ikke bare når det er ramadan eller jul.

Om nogle timer vil mange danskere styrte rundt i huset med hinanden i hænderne, mens de synger “Nu det jul igen og nu det jul igen, og julen varer lige til påske.” Det er sådan en remse, som næsten kan blive lige så betydningsløs som hokus pokus filiokus. Men hvis I skulle få et roligt øjeblik, når I puster ud efter maraton-dansen, så prøv at give ordene en ekstra tanke. For det er faktisk nok af det gode i julen til at lade dens betydning for os række helt ind i det nye år, ja helt til påske - også igennem fasten, som jo som bekendt kommer der imellem - og når man så er i gang, hvad så med at lade den vare hele året, helt til næste jul?

Hvordan skal man nu gøre det? For jeg orker i hvert fald ikke at spise and hver torsdag eller danse om grantræer, hver gang jeg kommer i nærheden af et. Men hvad med at samle alle de gode og betydningsfulde traditioner op, som ligger spredt ud over et år. Tilføje dem mad og drikke, godt selskab, nye venner - og mening. Der ligger masser af fred og glæde - håb og kærlighed på vores vej. Lad os bruge det nye år på at samle alt det vi kan og give det videre til naboer, venner og familie, og til alle vi møder på vores vej. Ikke bare for at give sure præster og andre gnavpotter kam til deres hår. Kærlighed vil ikke spares op, glæde vil ikke pakkes ned i julekassen, fred skal holdes ved lige. Håb skal vandes for at forblive lysegrønt. Alle disse ting er julegaver vi har fået for at bruge dem - hele året rundt. Amen.