Der er noget utroligt tilfredsstillende ved at drysse karsefrø på vat og vande det og et par dage efter har man karse til æggemaden. Måske fordi det bare altid lykkes, når man gør – jeg mener, hvem har sidst slået sin karseplante ihjel? Eller måske fordi det er sådan et dejligt lille mirakel, som man kan følge med i time for time. Karsefrøet er en pålidelig og taknemmelig ven at have i vindueskarmen.

Man kan ikke bevæge sig meget rundt i litteraturen, poesien, musikken og ordsprogenes verden uden at falde over frø, planter, strå, træer og blomster, der bruges som symbolsprog for at tale om menneskets væsen og vilkår. Sjældent sammenlignes vores tilværelse dog med karse. Det er simpelthen for ukompliceret til at kunne danne et brugbart billede på menneskelivet.

En plante der ikke er sådan lige at have med at gøre, er kaffetræet. Hvis man, i det man planter det, bøjer træet pælerod, så vil træet meget snart begynde at udsende en mængde små fine rødder nær overfladen. Træet vil blomstre før de andre træer og langt stærkere end de andre. Umiddelbart ser alt ud til at være fint, ja faktisk bedre en fint. Men faktum er, at det træ aldrig vil komme til at trives og bære frugt, fordi roden er bøjet. Karen Blixen har sagt, at de små fine siderødder, som et kaffetræ med bøjet rod udsender, det er træets drømme. Når det udsender dem, behøver det ikke længere tænke på sin bøjede pælerod, det holder sig i live ved hjælp af drømmene, men kun en kort tid, ikke længe. Man kan også sige, at træet dør ved hjælp af dem.

Kaffetræet er slet ikke noget dårligt billede for et menneskeliv, kunne man tænke. Hvis man læser politiets døgnrapport sådan en søndag morgen og her ser, hvad københavnerne har måttet trækkes med den forgangne nat, så er det nærliggende at tænke, at der findes mange bøjede rødder blandt ophavsmændene til meget af alt muligt og umuligt vanvid, som man kan læse om.

I pyskoanalysen kunne man tale om, at en vellykket psykoanalytisk proces ville kunne rette roden uden, så mennesket kunne vokse, blomstre og sætte frø på et sund og levedygtigt grundlag.

Sådan set er mennekset et autonomt individ, som står i kraft af sin egen rod, eller falder i kraft af sit eget rod. Det er et nærliggende billede, men også et der er meget ensomt. Man kan selvfølgelig håbe på at blive plantet ved siden af nogle andre træer, så kan man stå der og række bladspidserne ud mod hinanden og holde lidt i gren eller måske flette rødder. Men kærlighed hænger jo ikke på træerne. Ikke bare sådan.

Billedet af mennesket som et træ er ensomt – netop sådan som det kan mærkes at være både menneske og træ. Og selvom – eller nogle gange netop fordi - det har ensomheden indbygget i sig, så tror jeg træets symbolik passer godt til mange menneskers forståelse af sig selv om individ. Det værste er jo nok, at bevægelsesfriheden er langt mere indskrænket, end vi synes den burde være. Der er ikke meget Anders Foghsk “at gå fra bistandsklient til bankdirektør” over at være et træ, der har slået rødder.

Man kan jo vælge at tage sin skæbne på sig, lade det store rodnet være skjult, lade det vokse i mørke og ubemærkethed. I erkendelsen af, at dernede i den sorte muld ligger kimen til træets livsbetingelser, og der skal det blive.

Eller også så kan man simpelthen vælge at plante om, få det hele op i lyset, skifte jorden ud, tage fat om roden. Måske for simpelthen at overleve.

Træet står som en akse i hele vores historie, både den bibelske og den før bibelske. Yggdrasil, livstræet eller verdenstræet, aksen, hvis rodnet rækker fra vores dybeste erfaringer om både døden og livet der spirer, der nede hvor alting både begynder og slutter. Stammen vis årringe peger på tidens gang og vores forgængelighed i vores verden. Og kronen, der rækker helt op til himlen, længere end vi fysisk kan nå, og peger på at grænseoverskridelsen til “det andet”, til det der er uden for os er en uafvendelig del af det at være menneske. Vi må simpelthen gå ud over os selv, række ud, også så langt, som vi ikke selv tror vi kan nå. Og at vi er bundet til ting, som vi end ikke kan sætte ord på, som går ud over vores fatteevne, men som vores fantasi alligevel altid er beskæftiget med.

Vores drømme og vores håb og vores frygt rækker både lige så dybt som træets rødder og lige så højt som dets trækrone. Er der en akse i vores liv, et sted at stamme fra, så er dybt ned og højt op dimensioner af livet, som vi kan kaste os ud i og blive næret af.

At der står et ganske særligt træ i Paradisets have er det mytologiske grundlag for, at vi mennesker i dag kender godt fra ondt. Et folks forklaring på, at det hele er så langt mere kompliceret og smertefuldt end vi kunne forestille os, at det kunne være, hvis vi kunne vælge at leve, som var vi karse, der stod i vat.

Træet står plantet dybt i menneskehedens forestillingsverden og historie. I en kristen spirituel tydning bliver mennesket til grene på livets træ, en dybere forbundethed med vores kerne. Hvis Jesus er træet, stammen, roden, så er vi grenene. At tro på at hver og en af os er forbundet, både til hinanden og til livets kilde er fundamentet i denne tydning. At Guds ide er, at ingen skal være løsrevet og sig selv alene, for det er vi slet ikke skabt til. At vi alle bærer kimen i os til at blomstre og bære frugt. At være bundet og at sidde fast betyder pludselig noget andet end at være ufri, fordi grenen er FORbundet og fordi grenen er fast forankret. Hver gren sine blade, sine blomster og sin frugt.

Man skal høre til et sted. Hvis grenen føler sig rodløs, er det ikke dens opgave at rive sig selv op med rode eller lade sig knække af i tungsind. I stedet er grenen forbundet til at suge næring fra livet, fra et rodnet, der vokser ud af helheden. Hvis mennesket er en gren på livets træ, så vokser livet, så bliver vores åndelige liv mere farverigt og frugtbart, når så mange grene som muligt får lys og vand og kærlighed og opmærksomhed, og alle de andre ting, som nærer os.

Derfor bøjer vi os også som grene nye steder hen, efterhånden som livet går. En nybagt mor eller far bøjer sig ned over sit barn, for at skærme det. De nyforelskede rækker ud efter hinanden. Og desto mere næring og ånd vi suger til os, desto mere mening skabes der omkring os, så kan vi også få styrke til at bøje os og slå et knæk, når andre har brug for mere lys og næring.

At se på hinanden som grene på det samme træ kan være en livgivende billeddannelse. At tænke alvorligt over, hvad der får os til at blomstre, og også have sans for, hvad der kan få os til visne. Intet menneske er skabt til at visne og knække.

Alle har vi lov til at tro, at næring og vækst skabes af det gudsskabte fællesskab, vi er sat ind i, og at hver en gren har sit eget unikke fæste-punkt på livets træ.

Amen.