I dag hører vi i 1. Johannesbrev, at kærlighed og frygt er hinanden modsætninger. Kærligheden jager frygten væk, og kærligheden er Guds værk, som han giver til os. Og det har en konsekvens: Når vi modtager hans gave, lader hjertet åbne sig for Gud, så kommer det til at betyde noget for, hvordan vi ser på os selv og de andre mennesker: Vi bliver brødre og søstre, som SKAL elske hinanden. I skal elske hinanden. I skal passe på hinanden. I skal se hinanden i øjnene. SKAL. Man kan lige prøve at sige det om sig selv først: Du skal elske dig selv. Du skal passe godt på dig selv. Du skal se dig selv i øjnene. Så forstår man også bedre hvad SKAL betyder: Det er et kærligheden ansvar – en kærlighedens gave. Du skal elske din bror.

Det kan føre meget med sig, at lade sig rive med af dette SKAL.

For en måned siden kom jeg hjem fra Jamaica, fra en konference hvor 1000 mennesker samledes i Kingston for at tale om den konsekvens, at troen på Gud fører med sig, at vi skal elske os selv og hinanden. 1000 mennesker fra alverdens kirker delte deres erfaringer med hvilken rolle bibelen og kirken spiller i den verden og den virkelighed, hvor vold og krig og konflikt er hverdagskost. Lige fra Nigeria med mord og trusler under påskud af religiøs konflikt til Jamaica med fattigdomsproblemer så store, at vold udøves for at stille sulten og tørsten efter et bedre liv. Lige fra en by i Rusland med stigende selvmord blandt unge til en bydel i København med bandekrigsproblemer. Det var kirkernes Verdensråd der havde samlet os, alle mennesker som har draget egne erfaringer med at arbejde som kristne mennesker i konfliktområder og med vold og død tættere på kroppen end det burde være tilfældet i en verden, som blev skabt af kærlighedens Gud. Kirkernes verdensråd er en sammenslutning af over 300 kirker i hele verden, lutherske, ortodokse, reformerte og nogle få katolske, dog ikke den romersk katolske kirke med paven i spidsen. Men det er den største paraplyorganisation af kirker i verden.

Når man holder sådan et møde og deler sine erfaringer og prøver at blive klogere på, hvilken rolle kirker og kristne mennesker kan og bør spille både lokalt og globalt for at fremme det »SKAL« - altså fremme freden i verden slet og ret, ja når man holder hvilken som helst konference, så slutter man gerne af med at skrive et dokument, som samler op på, hvad deltagerne mener er særlig vigtigt for det videre arbejde i vores samlede arbejde – i dette tilfælde: Hvad tror vi, der skal til for at fremme fred for alle Guds mennesker på hele hans jord?

En enkelt sætning i dokumentet har ophidset sindene ikke bare i den danske kirkeverden med over hele verden. Nemlig sætning: »We are unified in our aspiration that war should become illegal.« Altså »Vi er forenet i vores inderlige håb om at krig engang må blive illegalt.« Se det var simpelthen bare for skrapt, synes nogen.

Kristeligt Dagblad slog det stort op, og hærprovster og teologiske professorer kaldte det naivt og absurd at gøre krig ulovligt.

En uklædelig sammenblanding af jura og religion har nogle kaldt denne tanke om ulovlig krig. Men dokumentet er jo ikke et juridisk dokument skrevet af politikere og embedsmænd, men et dokument, der er blevet til ud af levende menneskers erfaringer med, hvad verden trænger til.

Men lad os da endelig lige prøve at holde fast i udsagnet om det naive og absurde: altså om håbet at krig en dag må blive en illegal virksomhed. Ja, selvfølgelig er det naivt og absurd! Endda uoverskueligt og umuligt. Sådan er det med tanker, der gør op med særligt indgroede og økonomisk rentable tankesæt.

På Jamaica samledes 1000 mennesker for en måned siden bl.a. for at debattere dette svære spørgsmål. På en ø i det Caribiske Hav, hvor man for nogle 100 år siden grinede hånligt af enhver, som formastede sig til at tale om, at slaveriets industri burde være ulovligt.

I dag er krig en industri, som ofte hævder at være drevet af en særlig retfærdighed. Den tale om retfærdig krig ønskede fredsmødets deltagere at tale imod. Man kan måske godt på tegnebrættet eller på pressekonferencer tale om en retfærdig krig, men så snart et menneskeliv går tabt i den retfærdigheds navn, så knuses ORDET retfærdighed og falder til jorden, som splintret glas. Og selvfølgelig kan vi komme i tanke om situationen, hvor mennesker har taget op våben, fx. for at forsvare sig selv mod en overmagt eller en trussel, som vi kan synes virker som en nødvendighed. Nødvendigheden i modstandskampen under anden verdenskrig. Nødvendigheden i frihedsbevægelsen i Sydafrika. Ja! Nødvendigheden OG retfærdigheden i at mennesker kræver frihed og ligeværd. JA. Men når blodet flyder i gaden eller på slagmarken, så render retfærdighedens ord, ud mellem vores fingre, når liv går tabt og går i stykker.

I pinsens evangelium læste vi for 14 dage siden, at Jesus sagde: »… min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver«. Den fred og den ånd har kirken fået, ikke til at eje eller have magten over, men til at fremme og lytte til. Det er en fred, som springer ud af Guds retfærdighed, og det er min personlige tro, at den retfærdighed taler verdens vold imod.

Lad mig spørge: »Er det en lokal kirkes opgave og pligt at træde til og hjælpe en kvinde, der er udsat for vold i hjemmet?«, og videre »kan og bør kirken arbejde for, at politikerne lovgivningsmæssigt eller ressoursemæssigt gør noget for at give kvinder og mænd bedre vilkår for at undslippe og ikke senere igen ende i voldelige forhold?« Nogle vil sikkert svare ja. Det er det vi plejer at kalde diakoni.

På Nørrebro har kirkerne igennem de seneste år bedrevet endnu en form for diakoni. Nemlig været initiativtagere til initiativet »Vi ta’r gaderne tilbage«, hvor vi, også mange af os som er her i dag, hver gang der har været en banderelateret voldsepisode, næste dag mødes på gerningsstedet og, som navnet antyder, tager stedet tilbage i beboernes varetægt med fysisk tilstedeværelse og samtale. Initiativet er støttet af politiet, fordi man ved, at det gør en forskel, hvad lokalbefolkningen gør og tør. Angst og beboerflugt avler mere vold og mere plads til banderne.

Nu har jeg beskrevet to områder på det lokale plan, hvor jeg mener, at kirken har en opgave at udføre, når det gælder at lade freden komme til orde. Med konkret handling og ved argumentation. Kirken har en stemme og skal bruge den i det samfund, den er sat.

Jeg mener, at kirken har samme ansvar og opgave på nationalt og internationalt plan. Læser man erklæringen fra mødet i sin helhed – og jeg har nogle kopier, hvis nogle ønsker at læse – så vil det stå klart, at deltagerne ønsker at understrege, at det er kirkens umiskendelige ansvar forhindre, lindre og forsone voldens årsag og virkning. Og det er faktisk ikke absurd.

Allerede i dag findes der lovgivning på krigens område; På en side kan man sige, at så absurd er det jo egentlig ikke: Tag vores eget Nørrebro: Bandekrig fx. ER jo ulovligt. Man må ikke gå rundt og skyde hinanden på gaden, pga magt og penge og æresbegreber. Og der er også i forvejen masser af regler for krig ude i den store verden: Man må fx. ikke lægge landminer på marker, man må ikke voldtage kvinder og plyndre landsbyer, når man laver krig. Jeg vil fortsætte med naivt at tro på, at vi kan nå endnu længere i fredens og retfærdighedens navn. Lad os sammen som brødre og søstre stædigt kæmpe FREDENS kamp for at fordrive verdens frygt med Guds kærlighed. Amen.

Dokumentet fra Kirkernes Verdensråds konference Overcoming Violence kan læses i sin helhed her.