Langfredag faldt der mørke over jorden. Det var vandvids mørke. Torturkammeret, domhuset, den lange vej til Golgata, og selve henrettelsespladsen var fyldt med vanvittige mennesker, der gik ud af sig selv for at tæske, spytte, håne, dømme og fornedre.

Så mørkt var vanviddets mørket, at det blev så frygteligt svært at se, hvad der egentlig skete, og mørket dækkede hjerter og øjne, så det blev lettere at være umenneskelig.

Står vi lidt på afstand fx. på 2000 års afstand, kan man prøve at råbe dem op, alle de der bidrog til hans smerte og ensomhed. Men de hører intet, ser intet, gennem langfredags mørke og alle årenes afstand. Hvert år langfredag genoplever alle der vover at høre og se det, hvordan ikke særlig udsædvanlige mennesker deltager i Guds fortælling om, hvor svært det er at være menneske – hvor smertefuldt og hvor ondt det kan være.

En veludviklet retfærdighedsfølelse får det nemt til at brænde i svælget, når vi får den fortælling serveret. Pege på og fremhæve uretfærdigheden, som historien indeholder. Men som tilskuere og tilhørere når langfredags mørke os ikke. Vi ser det på afstand – på sikker afstand.

Mørket når så nemt som ingenting vores tid. Tortur og fornedrelse og smerte er også vores virkelighed, en virkelighed som vi har del i, andel i og ansvar i. Hvad enten vi tier om det, deltager aktivt eller snakker løs om uretfærdigheden ved det.

Ofte vækker verdens smerte medlidenhed i os. At vi synes det er synd for nogen. På Jesu vej til Golgata, fandtes der også mennesker, som fik medlidenhed, folk, der fulgte med den store flok og græd og råbte og jamrede sig og syntes det var synd for det stakkels menneske.

Jesus vendte sig om og sagde: Græd ikke over mig, græd over jer selv og jeres børn.

Ja vist kan der være en lindring i, at nogle synes det er synd for en, så meget at de rækker ud med et venligt ord eller en lille skærv. Men almisser og velgørenhed og ”jeg synes det er synd” kan også lukke vores øjne, kan også være som langfredags-solbriller, der skygger for, hvad der virkelig er brug for at vi skal gøre, hvis vi vil forandre noget radikalt.

Når vi er velgørende, har medlidenhed, så stiller vi os på sidelinjen. Det kan måske være det eneste man kan, når man hører om den gamle mystiske historie fra Bibelen, om et menneske, der blev fornedret og som led for grusomt. Men vi bør magte mere, når beretningen er om den virkelighed som foregår lige her omkring os i vores tid. Så må vi prøve at stille os ind midt i fortællingen, ind midt i vores tid. Lad os ikke være tilskuere til vores verdens lidelse.

Lidelsen ligger lige for, når vi tager slumrebrillen af og blændes af den umenneskelighed, vi har indbygget i vores liv på så mange måder. Og man behøver ikke engang tage til fjerne himmelstrøg som guantanamo og grænsen til afghanistan. De sociale systemer af lighed og medlidenhed vi har opbygget her i vores næreste virkelighed, som bare ikke passer til mennesker, af hud og hår. De forventninger om stabilitet og accepterede former for samliv, som vi fortæller vores børn og omverden om, som ingen alligevel kan leve op til. Allerede her kommer lidelsen og smerten til syne. Lad os stille os ind midt i den brændpunkt. Lad os sige at den kommer os ved. Og lad os handle i overenstemmelse med dette.

Det er smertefuldt at gøre. Til tider har vi ikke noget valg, så kommer lidelsen til os og omslutter os. Til andre tider, må vi have et skub, en påmindelse, en inspiration. Et syn for, at vi står på en klippe og skal kaste os ud i det uvisse, for at være tro mod livets smertefulde virkelighed. Langfredag er sådan et puf. En fortælling om, at livet ikke kun er fremgang og effektivitet. Men standsning, fald, nedbøjelse, ydmygelse, deltagelse, nåde. At lidelsen er et mysterium, som vi skal åbne os for, fordi det åbner vores hjerter og vore hænder.

I lidelsen ligger ikke bare håbløsheden, men også håbet. Nu er tiden til at stille sig i mørket, vove at se hvad lidelsen vi vise os. Og lade håbet følge os, indtil påskemorgensolen står op over vores smerter og tab. Amen.