At forestille sig Guds kærlighed

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken 1. søndag efter Helligtrekonger den 10. januar 2021.

Link til evangelieteksten: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke   

Hvornår bliver man sig selv – jeg tænker, hvornår bliver man klar over at man er sig?

Jeg tænker på at man nogle gange ser tilbage på sit liv og så træder én bestemt situation frem – en bestemt hændelse der gør at jeg blev mig på den måde jeg er i dag.

Blev ens forældre skilt eller lige ved at blive det –Et dødsfald i den nære familie gør at man pludselig bærer på en særlig historie – en jordomrejse – en guitar i julegave – eller første gang man blev væk i et stormagasin

Hvad er din situation? Hvilken situation drager du frem når du fortæller om dig selv?

Mon Jesus nogensinde tænkte tilbage på dengang han var 12 år gammel og var blevet væk fra sine forældre i den pulserende hovedstad.

Mon Jesus nogensinde tænkte tilbage på de dage. Tre dage havde han været væk – de fandt ham i templet – og da de finder ham bebrejder han nærmest sine forældre at de har ledt –mon han, senere fortrød han havde været så hård ved sin mor 

Mon Jesus nogensinde tænkte tilbage på de dage; og kunne man forestille sig at Jesus i Gethsemane have eller på korset havde fortrudt at han havde fået rollen som ham der kunne belære og forbavse de lærde, ypperstepræsterne og de skriftkloge – ville han være havnet på korset hvis ikke det var for disse dage i Jerusalem? Blev Jesu livsbane lagt i disse dage

Det er jo et interessant billede, der males for vores øjne – den 12årige dreng, der opdager han kan får folk til at lytte – selv de lærde lytter til ham – gad vide hvad han egentlig har sagt, der kunne få dem til at spærre øjne og ører op

Kunne man forestille sig Jesus sige, ”jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud” – ”jeg tror ikke på templets Gud” – ”jeg tror ikke på en fysisk opstandelse”?

- ”Hvad siger du knægt”, ville den voksne lærer indvende. ”Er du klar over du sidder i templet og i dette tempel har vores forfædre tjent Gud, pas på du ikke påkalder Guds vrede med din snak”.

Kunne man da forestille sig Jesus sige, – ”jamen det er det jeg mener, jeg tror ikke på en vred Gud, og jeg tror ikke på en straffende Gud – jeg tror på en kærlig Gud og en tilgivende Gud”.

Måske nogle af lærerne der ved templet havde hørt denne første ordveksling mellem den voksne mand og Jesus – og måske de ligefrem havde længtes efter en sådan snak. Så man kan forestille sig at omkring Jesus udspiller sig nu nærmest et teater i spørgsmål og svar.

Og måske Jesus har fået lov til at tale og svare for sig – han var jo alligevel kun 12 år – de har vel betragtet ham som harmløs, men alligevel interessant – mon ikke Jesus har fortsat.

”Jeg tror Gud er kærlighed, levende kærlighed – tilstede i verden iblandt os - i en sådan grad at han selv kunne finde på at blive menneske og tage del i vores liv”.

”Jeg tror ikke på en Gud der har udvalgt et bestemt folk – jeg tror på Guds kærlighed gælder ethvert menneske. Jeg tror ikke på at Gud har opfundet er helvede for at lade nogen gå fortabt – jeg tror på en Gud som tilgiver selv det vi mennesker ikke kan forstå at tilgive.”

”Jeg mener, jeg tror på en Gud der vender den anden kind til – en Gud der elsker sine fjender – en Gud der tilgiver, selvom vi ikke forstår hvad vi gør”

Og der har de siddet alle de lærde, omkring Jesus og måske har de rystet på hovedet– altså han var jo kun 12år – og en har måske sagt: ”Det der det kan du da ikke mene! Skulle Guds kærlighed også gælde hedninge, folk der åbenlyst siger de ikke tror på vores Gud? Skulle Guds kærlighed virkelig gælde, således intet menneske går fortabt?”

Og jeg forestiller mig Jesus sidder med sådan et lille smil om munden – måske med sådan lidt dun på overlæben – stille og roligt svare:

”Ja, sådan kunne jeg godt forestille mig Guds Kærlighed.”