Menighedsplejen
Der er ikke langt fra at leve trygt til at overleve utrygt. Det må nogle af os sande i dette liv. Måske har du et økonomisk overskud, som du kan give videre til andre? Hvis du har, kan du donere til Stefanskirkens menighedspleje. Hver uge banker mennesker i knibe på kirkens dør, og vi bidrager til madpakker, soveposer, tøj, julehjælp, børns fritidsaktiviteter med mere. De ting, som du kan forestille dig, er basis for ikke at fryse, ikke at sulte, ikke at føle sig udenfor i skolen. Kort sagt materielle ting, der giver sjælen næring og ro.
Menighedsplejens formand er sognepræst Pernille Østrem, og kordegn Rasmus Pinnerup er kasserer. Stefanskirken samler løbende ind til menighedsplejen, hvis midler går udbeskåret til hjælp og støtte til mennesker i sognet, der er kommet i økonomisk klemme – primært enlige forsørgere og småbørnsfamilier. Du kan altid give et bidrag, enten i kirkebøssen i kirkerummet lige inden for døren eller ved at kontakte Pernille Østrem. Du kan også indbetale et bidrag på MobilePay 127663 eller ved bankoverførsel til vores konto i Nordea på reg.nr. 2191 og kontonr. 6899 184 074.
Hvis du vil være med til aktivt at støtte arbejdet, kan du engagere dig frivilligt i vores årlige julebazar og menighedsplejens arbejde. Kontakt Pernille Østrem på poes@km.dk.
Menighedsplejen ved Stefanskirken er medlem af Menighedsplejen i Danmark. Du kan læse vores vedtægter her.