Konfirmation

Konfirmationen er en bekræftelse af dåben. Det er her vi fejrer, at Gud bekræfter – altså siger ja til – at man tilhører ham og er hans barn. De fleste bliver døbt som små og kan derfor ikke huske deres dåbsdag, hvor deres forældrene bar dem hen til kirken. Det kan derfor blive en livsbekræftende og vigtig dag, når konfirmanden selv går op ad kirkegulvet på konfirmationsdagen og hører ordene igen.

Konfirmation i Stefanskirken ligger fra og med 2025 den sidste lørdag i april. Konfirmanderne er med til at tilrettelægge konfirmationsgudstjenesten, og der er tradition for, at nogle af konfirmanderne selv læser tekster og bønner, synger eller spiller til konfirmationen, og man kan selvfølgelig tage alle sine gæster med i kirken.

Stefanskirkens sognepræster står for konfirmationsforberedelserne. De lægger vægt på en varieret undervisning, der indeholder historiefortælling, rollespil, udflugter, praktik i kirken og meget mere.

Konfirmationsforberedelsen er egentlig en dåbsundervisning med 13–15 års forsinkelse. Du kan sagtens begynde til konfirmationsforberedelse, selv om du ikke er døbt eller du ikke ved, om du vil konfirmeres eller ej. Du kan også fortsætte med at gå til præst og deltage i de sjove og udfordrende aktiviteter med kammeraterne, hvis du hen ad vejen skulle finde ud af, at du ikke vil konfirmeres.

Formålet med forberedelserne er at give konfirmanderne indblik i kristendommens historier og temaer, at sætte ord på etiske dilemmaer og livets og dødens mange spørgsmål i en kristen kontekst.

 

KONFIRMATION 2027

Stefanskirken er lukket på grund af renovering fra maj 2026 og cirka 10 måneder frem. Derfor fungerer konfirmationsforberedelsen anderledes end sædvanligt i den kommende sæson. Konfirmationerne afholdes dog i Stefanskirken, som heldigvis er genåbnet til den tid. 

Konfirmationerne afholdes lørdag d. 24. april 2027.

Konfirmationsforberedelsen i sæsonen 2026/2027 begynder i september 2026. Det er som udgangspunkt muligt at melde sig til konfirmationsforberedelse, når man går i 8. klasse. Det er Pernille Østrem og Thomas Høg Nørager, der varetager undervisningen. 

Tilmeldingen er åben fra d. 1. maj 2026.
Tilmeldingsfristen er d. 26. august 2026.

Tidspunktet for konfirmationsforberedelse i 2026/2027 varierer og vil ligge på udvalgte onsdage og udvalgte søndage. 

Vi inviterer til informationsmøde vedrørende konfirmationsforberedelse:

  • Den 11. juni kl. 17–18 ved Pernille Østrem og Thomas Høg Nørager.

Alle konfirmander kan også komme i praktik som kirketjener, sanger, organist, præst eller kordegn. Hvad har du lyst til? Ringe med kirkens klokker? Være med til at skrive søndagens prædiken? Eller synge med i kirkens kor?

Hvis du ikke er døbt, skal du døbes før din konfirmation. I Stefanskirken holder vi drop-in-dåb for alle de konfirmander, der endnu ikke er døbt. Præsterne kan naturligvis også tilrettelægge en hyggelig og festlig dåb, fx en søndag i højmessen eller bagefter, sammen med konfirmanden og familien. 
Læs mere om dåben her.

Find linket til tilmelding her: Skal du konfirmeres i Stefanskirken? Tilmeldingen er åben!

Hvis I har nogen spørgsmål forud for eller i forbindelse med tilmeldingen, er I velkomne til at kontakte os på kirkekontoret på 2425 9600 eller sanktstefans.sogn@km.dk.