Pernille Østrem: Prædiken 4. søndag efter Helligtrekonger

Holdt i Stefanskirken d. 30. januar 2022

Læs dagens evangelium her.

------------------------------------------

Kære alle sammen. Nu vil jeg gerne tage jer med ud på en sejltur. I må gerne lukke jeres øjne, hvis I har lyst. Mærk, hvordan sejlbåden vugger på de små bølgeskvulp. Og mens vi stævner ud, så kan jeg desværre ikke som på Molslinjen tilbyde de klassiske sikkerhedsmeddelelser om, at bare rolig, I kan række ned under jeres sæder og fatte en redningsvest, hvis det skulle blive aktuelt. Men vi må i stedet holde os flydende med poesi og gammel visdom.

Allerførst: Forestil dig lige noget rigtig dejligt, der er sket i dit liv. Eller noget, du drømmer om, du håber kommer til at ske, og som ville være helt fantastisk dejligt. Mærk, hvordan det føles, når det allerdejligste sker. Og når man får det sådan, så kan det godt ske, at man får lyst at sige TAK! Og så kan man få det ligesom Brorson, og ligesom vi sang det i den allerførste salme i gudstjenesten, ”O, havde jeg dog tusind tunger” (DDS 5).

Man kan blive helt overvældet af at ville sige tak. Så har man lyst at gøre det med den flotteste stemme, sådan en, folk får gåsehud af lytte til.

Og man har lyst til, at den musikalitet og skønhed, som også er i naturen, når bladene hvisker, og når blomsterne åbner sig mod solen, også skal hjælpe til med at udsige dette TAK! Og at alt, hvad der har ånde, alle dyr, alle mennesker, alle fugle med hver deres næb, at de også skal istemme dette kæmpe TAK.

Og når det taknemmelige menneske kommer helt op at ringe – måske først, når fornemmelsen af evighed åbenbarer sig for os, så opstår en længsel efter, at takkesangen må forene sig med himlens og englenes HALLELUJA!

Om bare tre måneder, den sidste søndag i april, skal Stefanskirkens konfirmander holde fest, og mange af dem kommer også til at holde en takketale til familie og venner. I torsdags blev vi undervist af en professionel retoriker med speciale i at hjælpe unge mennesker med at skrive taler, hvad enten det er en protesttale eller en takketale. Mange af konfirmanderne holdt også lige en prøvetale i torsdags. Nu skal jeg jo ikke afsløre noget, for jeg kan se, at der også er forældre til stede, men nogle af jer kan godt glæde jer!

Jeg minder lige om, at vi er ude at sejle sammen her. Kan I mærke nu, at båden skyder en vis fart? Der er kommet vind i sejlene, måske lige lidt lovlig meget endda. Måske kender nogle af os til erfaringen af at kæntre, få hovedet under vand, synke, gå til bunds, og at man efter sådan en omgang ikke længere føler sig så søstærk eller ikke altid føler sig så livsduelig. Men måske kender nogle af os også til erfaringen af, som vi sang det med Brorson, at blive taget ved hånden og løftet op, også fra dybder, vi troede, vi var gået fortabt i. Det er også den erfaring, Peter spejler til os i dagens evangelium.

Og klynke og klage, det må man jo de dage, hvor man vågner på afgrundens rand, og kun kan se for sig, at man bliver fordømt og set på med vrede og negative øjne. ”Du klarer det ALDRIG!” siger både man selv og sikkert også de andre. Sådan som vi skal synge det i første vers af salmen efter nadveren.

Men salmen favner videre også den erfaring, at der altså er et sted, hvor man i al sin klynk og klage kan vugges efter en lang og stormfuld natlig færd, i en favn, i en nadverfejring; ligge i en lille båd i smult vande og føle fryd ved, at morgenen er sød, og det på trods af synd og død, som Jakob Knudsen digtede det i ”Se, nu stiger solen af havets skød” (DDS 754), og som mange af os holder af og finder det strengt nødvendigt at synge jævnligt.

Man kunne på dette tidspunkt i prædikenen føle sig kaldet til at citere en af vores andre store danske digtere og forstille sig, at vi sammen med ham driver rundt ude på fjorden og alligevel har begge ben på jorden. Det er selvfølgelig Flemming Bamse Jørgensen, der sang: ”I en lille båd, der gynger, sidder jeg og synger, synger om de ting, der gi’r livet værdi. Jeg kan ikke gå på vandet, men jeg kan så meget andet. Jeg kan føle mig glad, jeg kan føle mig fri. Prøv at mærk hvor luften sitrer. Se på vandet hvor det glitrer. Jeg har masser af tid og slet ingen ur.”

Hvilken velsignelse at vugge af sted og ikke skulle kunne gå på vandet, for det tager Gud sig af. Og når man ikke har sit ur med, kommer man lidt tættere på evigheden og får særligt blik for livets værdi.

Og til allersidst i gudstjenesten skal vi sammen synge nogle vers af Hans Anker Jørgensens gendigtning af dagens evangelium (”Søger du mod fjerne havne”). Den blev faktisk sunget første gang for præcis 46 år siden, og det var netop her i Stefanskirken, for Hans Anker havde digtet den til en prøveprædiken. Den kom aldrig med i salmebogen, selvom den er flot og smuk – gå hjem og slå den op, den har endnu flere vers, end vi synger i dag – for både han og salmen var vist for revolutionær og for grænsebrydende. Så meget desto mere grund til at synge den i dag ind i nye kontekster, og med nye havne i sigte.

Han digter om, at selv når NOAS ARK går ned – som vel er det mest usandsynlige, man kan forestille sig, altså selv når alt, absolut alt, er tabt, så er det på Guds grænseoverskridende kærlighed, vi skal bygge.

Og hvor sand den sandhed end er, så er det ikke nemt hverken at gøre eller at indse eller at stole på.

Disciplene tror, Jesus er et spøgelse, da de ser ham gå på søen! For mødet med Gud er altid utroligt, skaber tvivl og frygt. Det kan ikke passe! Jeg har altid selv tænkt, hvorfor det lige skulle være så meget mere realistisk, at det var et spøgelse, der kom svævende, end at Jesus går på vandet.

Så abonnerer jeg personligt meget mere instinktivt på, at Gud kan træde til, ud over hvad fysikkens og videnskabens love tillader.

Som Grundtvig også skriver det i den fantastiske salme ”O Kristelighed”: at troen skaber en bro fra dødningehjem til de levendes land, fordi Gud bøjer sig ned, uanset hvor dybt det skal være. Om jeg kan begribe det? Nej! Kan jeg tro på det? Ja! Kan jeg tvivle på det? Ja! Og derom kredser hele mit åndelige liv.

Og Hans Anker digter netop også i et af de vers, vi ikke synger i dag, at selv de steder, hvor al mening er hørt op, når man er gået til bunds, ja, selv dér går Jesus igen, som man plejer at sige, et spøgelse gør; ”går igen”. Men det ”igen”, Jesus går, det er det trofaste ”igen”, det insisterende ”igen”, det umulige ”igen”. Som alligevel, på trods og på tværs, ved kærlighedens kraft stiller sig på den fortabtes side, igen og igen.

Og om lidt skal vi afslutte vores sejlads sammen ved at synge en til lejligheden helt nyskreven salme. Det er ikke første gang, vi kan glæde os over, at Naja digter og rimer og lader Jesu versefødder glide hen over vandoverfladen og kærtegne en af mange meget elsket melodi.

Og mødet med denne nye tekst gør, at jeg vil slutte prædikenen med en tanke. Kan I huske den gamle revy-sang ”Vi er alle i samme båd”? Det er nemt at tænke, at sådan må det jo være. Vi har jo samme menneskelige vilkår og kommer samme sted fra, og det ender ens for os alle.

Og tanken om at være i samme båd har fået mere taletid under corona, sådan ekstra meget fællessang og fælles sammen hver for sig. 

Men jeg ved også, at mange har det sådan, at de ikke føler sig i samme båd som ”de andre”, enten fordi de ikke har lyst, eller fordi de ikke føler sig velkomne. Og så kan det lyde så utrolig falsk og hult at ”være i samme båd”; omklamrende eller ensomt. 

Også kirkens fællesskab kan have den effekt. Men derfor kan man jo godt have lyst til at synge eller knæle eller bede eller takke, måske endda i kirkens rum og siddende på de samme kirkebænke som andre mennesker. Det må det her rum altså være stort og gammelt nok til og have højt nok til loftet til at kunne rumme. Både så fællesskabet bliver mere åbent, og så man så at sige bedre kan få lov til at undgå at gå i gåsegang ud af katamaran-færgen, mens Kombardo-sangen skærer sig ind i hjernebarken.

Her i kirkeskibet er vi måske nok i samme båd, men vi står også hver for sig og spejder ud i mørket, ned i vandet, ind i dybet efter ham, der kommer og går det enkelte menneske i møde, også dér, hvor man ikke kan tro det. Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, søn og Helligånd, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.