I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv!

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 18. søndag efter Trinitatis 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

---

Vi skal prøve at se et vintræ for os, for det er i grunden slet ikke et træ, det er en busk – en vild og sammenfiltret busk, hvor grene og stamme slet ikke er til at skelne fra hinanden.

Og Jesus siger ikke, jeg har en vinbusk og I er grenene; og nu må vi se om I bærer frugt. Nej, Jesus siger, jeg er vinbusken og I er grenene. Ser man det for sig, da ser vi at vi er filtret sammen. Det er ikke Jesus og menneskene som adskilte modsætninger. Det er Gud og menneske, nok forskellige, men alligevel sammenfiltret sammenført.

I det bibelske billedsprog finder der en fantastisk udvikling sted. Engang i Det gamle Testamente talte Gud til Moses inde fra en brændende tornebusk, fra et sted hvor man både kunne stikke sig og brænde sig. Historien fra Det gamle Testamente lyder: Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.« (…)Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.

Og det er jo nu en bemærkelsesværdig udvikling. Fra det adskilte, Gud som tornebusken der brænder, hvor mennesket må skjule sit ansigt og underkaste sig og tage sine sko af; Til Det ny Testamentes forståelse, Gud som vinbusken og mennesket som grenene vokset og filtret sammen hvor det ikke er til at se hvor den ene begynder og den anden slutter.

Vi er ikke adskilte modsætninger: vi er sammenført sammenfiltret i al vores forskellighed. Der er ikke en himmelsk verden og en jordiske verden. Der er en verden – bestående at det jordiske og det himmelske – sammenhængende; af det evige og det forgængelige – sammenhængende.

Moses skjulte sit ansigt for han turde ikke se Gud. De var adskilte modsætninger. I dette billede vandrer Gud frit blandt os, i skikkelse af Jesus-figuren, uden at skabe frygt, men skaber frygtløse fællesskaber, og giver selv billedet om vinbusken. Vi er ikke adskilte modsætninger: vi er sammenført sammenfiltret i al vores forskellighed.

Og nu kunne man sige, at det begge både den brændende tornebusk og vinbusken og Gud der taler til os eller Gud der vandrer med os er forældede fortællinger fra en antik verden. Jo, bevares. Men fortællingerne repræsenterer to tænkemåder som ikke har mistet deres aktualitet. Som findes overalt hvor vi ser rundt.

Ser vi verden som bestående af adskilte modsætninger. Eller ser vi verden som en enhed af forskelle?

Består verden af fjender og konkurrenter der skal udryddes eller omvendes, så de enten ikke findes mere, eller er blevet præcis som os. Eller består verden af gensidigt inspirerende – og ja for at sige det ligeud, jo også dybt irriterende forskelligheder.

Kan man så sin fjende ihjel, så han ikke findes mere; eller er det som Bifrost og de andre rødder sang i 1970’erne: I kan ikke slå os ihjel vi er en del af jer selv. Det er to forskellige tænkemåder.

Og her er der forskel på religion. Der findes religion der prædiker omvendelse og underkastelse. Og så er der religion der prædiker, gensidig inspiration ud i det åbne.

Der findes religion der siger: dette er sandheden og der findes religion der siger, som Grundtvig formulerede det: hvad sandhed er, vil tiden vise.

Det er forskellen på lovreligion og på kærlighedsreligion. Kristendom, hvis den vil, være kristendom, må huske sig selv på at den er en kærlighedsreligion. Det er selve overgangen fra Det gamle testamentes tænkemåde i lukkede lovkategorier; til Det ny testamentes tænkemåde i åbne kærlighedskategorier. Det er overgangen fra tornebusken til vinbusken. Fra underkastelse til sammenfiltring.

Lovreligionens tænkemåde vil altid forsøge at sige: dette er sandheden. Kærlighedsreligionens tænkemåde forbliver i det åbne og siger, at hvad sandhed er vil tiden vise.

Det er ikke gammelt det her. Det er så aktuelt og så nyt man ikke ved om man skal grine eller græde. Det er buske der gror i vores egen have, når vi ser hvordan Frankrig brænder lige nu. De store byer brænder. Demonstrationer, oprørere, revolutionære, sæt ild til bygninger, sætter ild til biler.

Kernen i protesterne er gymnasieelever, som demonstrerer over lærermangel, overfyldte klasser og nedslidte skoler. Bevægelsen har siden fået opbakning fra universitetsstuderende, og flere undervisere viser også deres sympati. Franske myndigheder hævder også, at et "voldeligt mindretal" deltager i protesterne uden at være studerende. Regeringen har kaldt elevernes bekymringer for legitime, men har fordømt de voldelige handlinger. Mere end 5000 personer er blevet anholdt siden mandag. Det oplyser det franske indenrigsministerium fredag.

I 1970’erne sang Bifrost og de andre rødder: I kan ikke slå os ihjel vi er en del af jer selv, I en af de smukkeste sætninger dansk rockmusik har leveret…

Men mon den sætning nogensinde blev hørt andre steder end i vores Grundtvigsk inspirerede fædreland… og heller ikke alle ville høre sætningen,

Og det var i grunden også en irriterende sætning, for den er jo også forpligtende den anden vej rundt. For et er når den pressede minoritet kræver rettens til eksistens; men når den pressede minoritet, får samlet sig i opstand, gælder den samme sætning så, eller gælder idealet om at vi en del af hinandens kun når det gælder min egen fordel.

Man siger at et undertrykt folk altid har ret. Det er simpelt noget vrøvl. Et undertrykt folk har ret til ikke at være undertrykt. Det er klart. Men derfra til at de skulle have ret i hvad de siger og til deres metoder, må komme an på hvad de siger og hvad deres metoder er. Det er lige så klart.

Men når jeg sagde, at når man ser på Frankrig og studenteroprøret og sammenholder det med de tænkemåder og det billedsprog og ikke ved om jeg skal grine eller græde er det fordi at dette antikke billedsprog jo alligevel er som talt ind i tiden… Den brændende busk og vinbusken.

Frankrig som vinens land, som landet der gav os de lifligste dråber den mest forskønnede, ophøjede udviklede saft. Frankrigs vine som har samlet og dyrket og koncentreret kulturens tænkningens håndværkets civilisationens menneskets ypperste, ved møjsommelig respekt og nysgerrighed og indsigt i vinbuskens natur…

I det land brænder tornebuske nu. Proteser der ikke søger kompromiset, men søger hævnen. Som ikke søger argumentet men søger underkastelsen. Ildbusken der fortærer, overfor vinbusken der forfiner.

Det er to forskellige måder at tænke på. Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ.