Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken Påske 5. april 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/paaskedag-fra-anden-raekke

---

Glædelig påske! Kristus er opstanden. Sådan har kristne sagt det til hinanden verden over, påskedag, i generation efter generation. Med vanlig skandinavisk blufærdighed er det ikke noget mange gør på vores breddegrader.

Selvom jeg er glad for den religiøse blufærdighed når vi færdes i det offentlige rum, kunne vi måske godt opøve at sige det til hinanden – her. For det er godt at sige. Ord skaber virkelighed. Ord åbner sanser. Ord er ikke bare ord. Poeterne sætter ord sammen på nye måde, så vi må kalde det poesi. Ordet poesi kommer af det græske ord poesis, som betyder skabelse. Når poeternes digter, skabes og udvides den verden vi kan have hjemme i.

Verden er vores hjem. Men nogle gange har man lyst til at flytte hjemmefra. Man er måske vred på sine naboer. De amerikanske. De mellemøstlige. Eller man er led ved sig selv. Som rockpoeten Niels Brandt synger det: Alle skuffer over tid. Og man har ikke hjemme i sig selv, og han synger: Jeg ska' ud af min krop, mens jeg lever. Mens jeg lever, må jeg ud af min krop.

Hvordan forvinder vi fremmedgørelsen? At bo i en verden, vi har lyst til at flytte hjemmefra; at bo i en krop vi må ud af? Hvordan forbinder vi os med verden, med hinanden, med os selv? Eller hvordan genopdager vi, at vi allerede er forbundne også når vi ikke lige kan mærke det?

Jeg vil ikke bo i en verden hvor Kristus ikke er opstanden. Nej jeg har ikke set ham gå ud af graven. Nej jeg har ikke mødt en af kvinderne der var der først eller en af mændene der var der næst. Men jeg vil ikke, nej jeg kan ikke bo i en verden hvor Kristus ikke er opstanden.

Tænk dig en verden hvor ordet om at elske ikke bare sin næste men sin fjende, langsom var gået i glemmebogen; det var ikke verden for mig.

Tænk dig en verden hvor fortællingerne om den Barmhjertige samaritaner der rækker hjælpen til den der altså har foragtet ham; eller fortællingerne om den fortabte søn der vender hjem og mødes med åbne arme, ikke længreb blev fortalt: det var ikke en verden for mig.

Tænk dig en verden hvor fortællingerne om at smide alt hvad man har i hænderne for at finde det ene vildfarne får ikke længere blev gendigtet igennem salmer og sange; det var ikke en verden for mig.

Der har jeg brug for dig til at fortælle mig; hey: Kristus er opstanden

Kan I huske da han sagde  »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Jeg har altid været i tvivl om hvad fattig i ånden betyder. Men så er man måske netop fattig i ånden, og så står himmerigets dør alligevel åben…

Eller da han sagde: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Det ord forstod jeg og gjorde mig glad. Eller da han sagde: Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Det ord forstod jeg og gav mig håb.

Hvis bare der er nogen til at fortælle det videre; nogen til at huske det; hvis bare vi ikke lader det gå i glemmebogen, men giver det videre

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage, skriver forfatteren Naja Maria Aidt, efter at have mistet sin 25 årige søn Carl i en faldulykke.

Jeg er ikke færdig med at forstå hvad den sætning betyder, men jeg fornemmer den er sand: Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Jeg vil ikke bo i en verden, hvor Kristus ikke er opstanden. En verden hvor vi ikke længere oprøres over døden. En verden hvor vi ikke længere kerer os om at stifte fred. Hvor vi ikke længere leder efter hinanden når vi bliver væk. Hvor ingen længere fester når vi kommer hjem. En verden hvor vi ikke længere vil holde vores nabos fremstrakte hånd.

Fortæl mig at Kristus er opstanden. Fortæl mig at lyset stadig er på vej igennem universet og hver dag gør det større og smukkere. Fortæl mig at de i skolerne stadig taler om historen hvor Jesus får alle de gamle mænd til flove at gå hjem fordi han sagde til dem; lad den der er ren kaste den første sten – og til kvinden: jeg fordømmer dig ikke.

Fortæl  mig at Kristus er opstanden, med lån af forfatteren Pascal Mercier som en modvægt mod verdens banalitet som en modvægt imod uniformernes gråmelerede ensformighed som en modvægt mod kasernegårdens skrålen og medløbernes dybsindige vås som modvægt imod marchmusikkens skingre idioti som en modvægt mod overfladiskheden og tankeløshedens snigende gift som en modvægt mod sprogets slaphed og parolernes diktatur. Ja, og med mine helt egne orod: Fortæl  mig at Kristus er opstanden, så jeg igen kan føle mig hjemme her. Så vi bereder en verden hvor også vores børn kan finde et hjem - her; Fortæl  mig at Kristus er opstanden,

Nogle ord er guddommelige. Og nogle ord er Guds. Måske er i grunden alle ordene Guds som vi har fået til låns til at sætte sammen på alle mulige måder – så vi igen kan finde os til rette i verden – her – også med at døden er vores vilkår.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage, skriver forfatteren Naja Maria Aidt

Og rockpoeten Bisse skriver: Jeg var en søgende sjæl, Der blev ved med at lede, Som en borebisse, Gravede jeg mig lige lukt ned på stedet, Med tiden gik pandelampen ud, Og til sidst blev jeg nødt til at sætte mig ned, I mørket, Og heureka!, Det var her jeg omsider, Fandt min fred!, Uuuuuh det' ikke nemt..., Jeg hilser min sol hver eneste morgen, Jeg omfavner vreden, Og dens søster sorgen, Jeg skal helt ud af mit mindset, Helt holde op med at tænke, Jeg skal bare ud, Og frem til her og nu, Og dyrke min solgud, Er I klar til Gud derude?!, Her og nu

Eller med kirkens ord: Kristus er opstanden.