Hvad er potentialet?

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 2. søndag efter hellig 3 konger 18. januar 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-helligtrekonger-fra-anden-raekke

---

Det første der slår mig når vi læser denne tekst, er samtalen. Til en begyndelse ikke så meget, hvad der egentlig bliver sagt, men at to parter, vælger at tale sammen i stedet. I stedet for at vise hinanden ligegyldighed eller kulde; eller i stedet for at råbe og diktere, er der her to parter der vælger samtalen.

Kristendommen er en særlig religion, en særlig trosform, der, når den husker i sin egenart, har det særlige ved sig, at den ikke kigger bagud, men kigger fremad. Hvordan det? Jo, den kigger ikke på sine tekster og spørger, hvad var den sande betydning; lad os genfinde den gamle sandhed. Den kigger i stedet på sine tekster og spørger; hvad kan den sande betydning mon være, lad og os opdage hvilke sandheder disse tekster gemmer på.

Kristendommen kigger ikke på sine tekster og spørger: hvad er facit? Nej kristendommen kigger på sine tekster og spørger: hvad er potentialet!

Det er dette der gør kristendommen til en dynamisk religion, der følger med tiden. For den spørger: hvad er potentialet for at kaste lys over det som sker i vores tid tid. Og her er ikke så lidt. At præsidenter vil have lige præcis det de ikke kan få; som Adam og Eva der ville have lige det æble de ikke kunne få. Præsidenter der bliver vrede og misundelige over ikke at blive anerkendt, og begynder at slå vildt om sig. Som Kain der ikke fik anerkendelsen som sin bror, og slog Abel ihjel. En verden som hærges af erobringsivrige krigsherrer. Som Israel på Jesu tid var under Romerrigets belejring. Jesus der startede livets som flygtning. Voksede op og levede under fremmed herredømme, men som uden hævn i hænderne kunne stille sig op og sige: "Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn".

Ikke en af disse bibelske tekster har mistet sin relevans og bærer allesammen på det fineste potentiale, for igen at kaste lys over mennesket over verden og over hvad vi kan kalde for sandt.

Det første potentiale jeg får øje på ved fortællingen om den samaritanske kvinde ved Sykers brønd er dialogen. Her er ikke to parter der råber ad hinanden. De taler sammen. Det er ikke alle i vores tid der gør det. Men der gør Jesus og den samaritanske kvinde – i al deres forskellighed. Det er der potentiale i – at tale sammen.

Det næste jeg får øje på ved fortællingen er at den ene er en mand og den anden er en kvinde, i en ligeværdig samtale. I Danmark og i vores tid tager vi dette scenarie for givet. Vi tager det så meget for givet at når vi møder kræfter som vil lave kønsopdeling i det offentlige rum, så ved vi ikke altid hvad vi skal sige. For har mennesket ikke sin frihed? og hvis der er flertal for det, så er det vel ok? Og hvorfor mener vi egentlig som vi mener.

Jeg tror der er mange ting der løber sammen. Når et lands måder at gøre tingene bliver belyst. Der er oplysningstid og revolutioner og videnskab og skolegang. Der har været krige hvor mændene var væk hjemmefra og samfundet lærte at kvinderne ofte var bedre og stærkere og hurtigere på fabrikkerne, i markerne og på vandet, til at klare mændenes arbejde. Men så er der også nogle fortællinger i vores kulturelle grundvand som vi på en eller anden måde får øje på. Jamen sad kvinden ikke det offentlige rum, side om side med Jesus og førte en ligeværdig samtale? Jamen gjorde hun ikke det? – Jo, det gjordet hun! Kvinde, mand, offentligt rum, side og side. Det er der potentiale i: Kønnenes ligeværd.

Så får jeg øje på det etniske ligeværd. Ja, teksten italesætter selv det bemærkelsesværdige, og lyder: Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Men det vil Jesus altså. Jesus kommenterer ikke engang den problematik som den samaritanske kvinde ridser op. Jesus fortsætter samtalen, som er en fredelig dialog, som er en dialog mellem to baseret på køn ikke burde kunne lade sig gøre, som baseret på etnicitet, ikke burde kunne lade sig gøre – men som lader sig gøre – og bringer et boblende potetiale med til vores tid.

I morgen, den 3 mandag i januar, fejrer man Martin Luther King Day i USA som en føderal helligdag. Landet hylder og mindes en af sine helte. Martin Luther King var sort i et land præget af love der gav hvide og alle andre fordele og førsteret til alle ting. Den uret kæmpede King imod. Han blev symbolet på borgerrettighedskampen i 1960’erne USA. Han brugte ikke vold. Han brugte dialog. Bevægelsen var ikke kun tegnet af mænd. Det var kvinden Rosa Parks som havde sat bevægelsen i gang og stod side om side ved King. Både hvide brune og sorte sluttede sig til bevægelsen. For bevægelsen kiggede ikke på etnicitet; kiggede ikke på hudfarve; King sagde: ”Jeg har en drøm om, at mine fire små børn en dag kommer til at bo i et land, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men på deres personlighed.”

Hvis Martin Luther King kiggede på den fortælling vi hører i dag mellem den Samaritanske kvinde og den Jødiske mand, ville han finde potentiale for sin drøm.

Og hvilket potentiale er der ikke i følgende ordveksling, da kvinden spørger Jesus: ”hvorfor tilbeder I jøder Gud i templet, og vi samaritanere tilbeder Gud på bjerget”? Og svaret lyder: ”Der skal komme en time hvor det hverken er på bjerget eller i templet Gud skal tilbedes, for sand tilbedelse vil være i ånd og sandhed.

Hvad er potentialet her? Lad os lege lidt med. Der skal komme en time hvor Gud ikke længere skal tilbedes i synagogerne eller i templerne. Der skal komme en time hvor Gud ikke længere skal tilbedes i moskeerne. Der skal komme en time hvor Gud ikke længere skal tilbedes i kirkerne. For sand tilbedelse vil være i ånd og sandhed.

Kan vi høre potentialet; potentialet for progression. At sandhed ikke er noget der var; men er noget der kommer. Hvis vi tør tale sammen. På tværs af køn. På tværs af etnicitet. På tværs af religion. Hvor du ikke skal blive som mig, og jeg skal ikke blive som dig. Hvor de andre ikke skal blive som os; hvor vi ikke skal blive som andre – men hvor vi stadig og vedvarende er ved at blive til.

Mit barn, mit barn, giv agt, alt er igen uprøvet i dine hænder lagt.