Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 6. søndag efter påske 17. maj 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/... 

---

Alle taler om Aarhus i disse dage. Men de kan jo mere end spille fodbold; de kan også spille musik. Blandet andre rockbandet TV2 som ynder at kalde sig Danmarks kedeligste orkester. Jeg kom i tanker om en linje fra en af deres sange hvor de synger: ”Jeg var dig og du var mig og vi var her. Og hvem af os ku’ drømme om at kræve mere. Alting var så smukt og det var lige før. Ingen turde tro på at det virkelig lod sig gøre”

Jeg var dig og du var mig og vi var her, synger forsanger Steffen Brandt, uden at i vide at han på sin vis næsten gengiver tankerne i det stykke bibel vi lige har hørt læst, hvor Jesus taler til Gud og siger: ”for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at verden skal forstå, at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.

Jeg indrømmer det er en svær passage fra den bibelske verden. Jesus taler til sinde disciple og han ved han snart skal dø. Han vil fortælle dem om hvad der egentlig betyder noget er kærligheden og kærlighedens relationer. Det er det Jesus fortæller sine disciple denne aften inden sin henrettelse.

I grunden kunne vi lade Steffen Brandt føre ordet fra samme sang, for at forstå hvad der er på spil: ”Nu er sommeren for længst forbi. Og der er ikke ubegrænset tid tilbage. Jeg har lidt af dig gemt indeni. Som en glæde til de kolde mørke dage.”

Jeg har lidt af dig gemt indeni, synger Brandt. Det er præcis sådan, det er. Det er det, som den bibelske poesi handler om denne søndag. At vi hænger sammen, på en sådan måde, at når vi er adskilt, findes vi stadig for hinanden. 

Og det er i grunden miraklet. At vi kan indgå forbindelser, hvor verden bliver meningsfuld. Og at disse forbindelser kan bevare deres kraft selvom vi adskilles. Det er disse forbindelser som er kærlighedens væsen; som er kærlighed.

Det er den kærlighed som bibelteksterne handler om, når Jesus siger; for at de skal være ét, ligesom vi er ét; det er den kærlighed som Steffen Brandt synger om, når han siger: Jeg var dig og du var mig og vi var her. 

Og filosoffen Hegel sætter kærligheden på følgende formel: Kærligheden er at der gøres forskel på to som dog i forhold til hinanden slet og ret ikke er forskellige. Jeg har ikke min selvbevidsthed i mig selv men i forhold til den anden; ligeså den anden. Vi er begge ikke andet end denne bevidsthed om at være ude af os selv og have vores identitet i det. Det er kærligheden.

Jesus, Steffen Brandt og Hegel. De har fat i noget. Jeg kunne også have citeret kvinder. Hanna Arendt, Susanne Brøgger, Judith butler. Men i dag bliver det Brandt og Hegel, der hjælper os til forstå den kristne kærlighedstanke.

Hvorfor er det så vigtigt for os her? Jo fordi det hedder sig i den kristne religion at Gud er Kærlighed. Gud er kærlighed. Men så skylder vi også at prøve at sige noget om og prøve at forstå hvad kærlighed så er. Hvad er kærlighed?

Hos den gamle græker Platon var kærlighed forstået som begær; man begærede noget og når man så fandt det man begærede, så var målet nået – så måtte man enten finde noget nyt at begære; eller sige: det var det.

Hos den gamle græker Aristoteles tager kærlighed udgangspunkt i venskabets respektfulde omgang med hinanden. Her er det ikke den anden der opfylder dit behov. Nej, hos Aristoteles hviler man i sig selv og kærlighed er at respektere den anden fordi den anden også hviler i sig selv. Man kan derfor finde hinanden elskværdige. Men der opnåes i grunden aldrig forbindelse. Man er kun hos sig selv og spejler den anden i sine egne fortræffeligheder.

Problemet med disse grækere er at de kun kan tælle til to – til dig og mig. Den kristne  kærlighedstanke, kan i modsætning til den platonske og den aristoteliske tælle til tre. 

De andre kan kun tælle til to. De kan kun sige dig og mig – og hvad kan vi bruge hinanden til. Den kristen-treenige kærlighedstanke, går ud på at de to ikke møder hinanden der hvor de er – som det hedder på nydansk: mød mig der hvor jeg er, siger vi; men Den kristen-treenige kærlighedstanke sætter mødet et tredje sted; et sted udenfor de to; man mødes om noget, man mødes i et fælles tredje udenfor sig selv – man mødes i kærligheden – man mødes i forbindelsen.

At opdage at livet ikke handler om at finde sig selv – men at livet handler om at finde ud af, at man kun et til i forbindelser – forbindelse med jorden, med forbindelse hinanden, forbindelse med naturen, forbindelse med vores fremtid, at vi bliver til i lyset af de drømme vi gør os om fremtiden – at vi bliver til i lyset af det som gik forud for os, og alle dem som gik forud for os – at uden alle dem var vi slet ikke og de var heller ikke uden os.

Gud er kærlighed. Kærlighed er at opdage at vi hænger sammen på tværs af tid og rum; på tværs af liv og død. Kærlighed er at vi kan forbinde os med jorden. Kærlighed er at vi kan forbinde os med hinanden.  Det betyder ikke at vi skal blive jord. Eller vi skal blive den anden. Det betyder at meningen med livet – kærligheden – er at finde i forbindelsen – mellem os og jorden mellem os og hinanden.  Steffen Brandt får lov at slutte:  ”Jeg har lidt af dig gemt indeni. Som en glæde til de kolde mørke dage. Og lykken er stadig ligeså svær at forstå. Som den allerførste gang

En sommerdag for alt for længe siden. Jeg var dig og du var mig og vi var her. Og hvem af os ku drømme om at kræve mere.” Amen.