Kærlighed til verden

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 4. søndag efter påske 3. maj 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/... 

---

Filosoffen Hannah Arendt ville gerne have kaldt sit hovedværk Kærlighed til verden, men kom ikke i mål; hun kaldte det i stedet Menneskets vilkår. Det var, som om hun aldrig helt lærte at elske verden. Hun erfarede, at man kunne elske i verden – men lærte måske aldrig helt at elske verden som sådan. Forfatteren Karl Ove Knausgårds første, prisbelønnede værk hedder Ude af verden. Hans senere hovedværk Min kamp er i grunden en beskrivelse af en mands kamp for at komme ind i verden – og lære at elske den. 

Kristendommen er ikke kun en tro og en religiøs praksis; kristendommen er også en måde at tænke på. Når kristendommen fortæller sine fortællinger, skal vi ikke spørge, om det skete sådan; men spørge: hvad vil fortællingen sige os. Kristendommen begynder med, at Gud bliver menneske. Det er den afgørende pointe. At Jesus ikke blot er en profet eller et stort menneske, men Gud selv i menneskekød. 

Gud går ind i verden. Gud forbinder sig med verden. Fortællingen understreger det gang på gang. Jesus lader sig døbe i Jordanflodens mudrede vande – himmelguden forbinder sig symbolsk med det element, alt jordisk har til fælles: vandet. Eller da Jesus er død og lægges i gravhulen – konkret forbinder Gud sig med det element, alt jordisk er gjort af: jorden. Gud forbinder sig med verden. Det er den grundtanke – og i grunden en revolution – som kristendommen sætter ind i verden: at verden er værd at elske, og at mennesket er værd at elske. Ikke bare mændene, ikke bare de rige, ikke bare vennerne, ikke bare de etnisk rene – men mennesket som sådan er værd at elske. 

Verden som sådan er værd at elske. Det er en måde at tænke på. Og uden nødvendigvis at vide, at denne tanke stammer fra kristendommen, er det ikke desto mindre den tanke, som Hannah Arendt, Karl Ove Knausgård og måske hele menneskeheden kæmper med: Hvordan forbinder jeg mig med verden? Kan jeg elske verden – og ikke bare elske i verden? 

Jeg citerede Suzanne Brøgger for et par søndage siden, som siger: Det er en pligt at elske verden. Den store Århus-teolog Johannes Sløk gav op. Han kunne ikke. Han mente, at verden var tavs, når mennesket efterspurgte mening. Så han kaldte mennesket en misforståelse – en fejludvikling, hvis eneste trøst var ordet om Guds nåde. Sløk lærte aldrig at elske verden. En anden stor Århus-teolog, K. E. Løgstrup, så det anderledes. Han sagde, at jorden, verden, er vores ophav. Det er jorden, der giver mennesket mening. Vi skal ikke spørge efter mening – vi skal tage imod den mening, som allerede strømmer imod os fra verden: sol, regn, ilt, næring. Løgstrup så, at der i verdens fænomener ligger en fordring om at elske verden. 

Niels Grønkjær den største nulevende danske teolog og elev af både Sløk og Løgstrup citerer i sit nyeste værk en prædiken fra år 403, som Augustin holdt i Rom, da den gamle verden var ved at gå under: “Verden er ond, siger de. Men himlen, jorden, fiskene, dyrene, træerne – alt dette er godt. Det er mennesker, der handler ondt, som gør verden ond. Men lad os leve ordentligt, så vil tiderne blive gode. Vi er tiderne: sådan som vi er, er tiderne.” Jeg vil mene, at det stiller store krav til os. 

For vi lever i en overgangstid, vi ved ikke, hvordan fremtiden kommer til at se ud: krige, klima, økonomiske kriser, sociale mediers opsplitning af samtalen, mistrivsel. Det kan give anledning til flere tendenser. Man kan længes efter gamle dage og indtage en konservativ indstilling, begræde at verden er af lave og længes tilbage til de gode gamle dage, hvor der var orden på tingene. 

Nogle tager slips på for at ligne deres farfar; andre tager paryk på for at ligne Elvis. Eller man kan længes efter et endnu ikke realiseret utopi: fremtidens rige, hvor vi alle er lige. En revolutionær holdning, som vil omstyrte dette samfund for at skabe et nyt. Det kan være religiøst – man drømmer sig ind i himlen – eller politisk, hvor man vil omforme verden med magt. Man kan også trække sig følelsesmæssigt ud af verden – gøre sig kynisk. Nogle trækker sig tilbage i naturen; andre går på børsen og gør livet til et spil. Konservativt: at leve i fortiden. Revolutionært: at leve i fremtiden. Stoisk: måske i grunden slet ikke at leve. 

Kristendommens fordring går på tværs af det hele. Den søger ikke det rene, men det brogede. Ikke det ensartede, men det blandede. Den konservative søger den rene fortid; den revolutionære den rene fremtid; stoikeren den rene tanke. Men ingen af dem elsker verden af i dag. Kristendommens grundytring er, at Gud forbinder sig med det brogede, det blandede. Den handler ikke om at rense, men om at rumme; ikke om at udgrænse, men om at indoptage. Den kalder os til at elske verden af i dag. Den konservative elsker verden af i går; den revolutionære elsker verden af i morgen. 

Johannes Sløk kunne slet ikke elske; han minder om Stoikeren der har trukket sine følelser tilbage – de glemte at se at livet er en gensidig forbindelse. Judith Butler, den kontroversielle kønsforsker siger om forbindelsens gensidighed “Jeg er ikke dig, men jeg kan ikke tænke mig uden dig. Du er ikke mig, men jeg håber, du ikke kan tænke dig uden mig.” Sådan lader kristendommen sin Gud blive til: ikke ved at guden bliver som os, men ved at forbinde sig med os, uden at vi deraf skal blive gud. 

Sådan kan vi også leve: forbundne med hinanden uden at blive ens. Så behøver vi ikke længes efter en anden og bedre verden. Og der er i øvrigt ikke andre verdner, Niels Grønkjær konkluderer: Hvis vi ikke nostalgisk bliver hængende i fortiden og ikke blot affinder os med tiden, men lever i den, så vil vi ikke frygte fremtiden. 

Så bliver der en ny begyndelse, som giver os ret til at håbe – og kraft til at elske fremtiden. Og jeg vil sige: Ja. Livet er smukt, og verden er elskværdig. Amen.