Man sover så godt om natten

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 1. søndag efter Trinitatis 7. juni 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

---

Dagens tekster synes måske, og for en gang skyld, at høre til de mere enkle. Vi hørte det læst op fra altret: kærlighed til penge er roden til alt ondt. Gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv. Og ja, Jesus fortæller en lignelse der ikke overlader meget til fantasien: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.

Lige hvad angår det sidste, så det er måske værd at bemærke, at Jesu lignelse jo er forfattet af evangelisten Lukas – det er altså forfatteren Lukas udgave af Jesus vi hører – og Lukas har aldrig haft det nemt med rige. Han kan simpelthen ikke li’ rige mennesker. At udskamme den rige er nærmest et omkvæd i Lukasevangeliet, så man må spørge om det er Jesus eller Lukas der udtaler sig sådan.

Men nuvel en vis skepsis over overdreven rigdom er Lukas nu ikke ene om. Brevskriveren Paulus ligger heller ikke under for omkvædet når han siger: kærlighed til penge er roden til alt ondt, bortset fra en lille forskydning, som kan synes banal, men som er helt afgørende. Den forskydning vender jeg tilbage til

Jeg kom på sporet da vi i vinters læste Albert Camus’ roman Faldet, hvis fortælling er lagt i munden på den fallerede forsvarsadvokat Jean-Baptiste Clemence, der indleder præsentationen af sig selv med at sige: ”For nogle år siden var jeg advokat i Paris og, min tro, en ret kendt advokat. Jeg har naturligvis ikke sagt til Dem hvad jeg egentlig hedder. Jeg havde et speciale: de ædle sager. Enken og det forældreløse barn, som man siger, jeg ved ikke hvorfor, for der er enker, der snyder og bedrager, og forældreløse børn, der er grusomme og brutale. Men jeg behøvede bare at fornemme et anstrøg af offer hos en anklaget så samlede alt i mig til handling”.

Ja, hvad siger advokaten i grunden her. Jeg havde de ædle sager, for jeg tjente de fattige, altså enken og de forældrelæse. Det er vel i grunden en opsamling af Lukas-evangeliet, som også på mange måde er gået ind i vores kultur. Er du rig er du suspekt, er du fattig er du et offer. Hvilket lige så hurtigt bliver til: er du fattig er du god; er du rig er du ond. Er du fattig fortjener du omsorg; er du rig fortjener du skepsis og afsløring.

I dansk populærkultur kørte for nylig tv-serien Reservatet som ikke fremstillede velhavere nord for Københavns specielt godt. Hvilken fryd det var at sidde på Nørrebro med sin studiegæld og føle sig som et bedre menneske. Ja, for var det i grunden ikke det bedste ved serien, at den fik os til at føle os bedre.

I hver fald var det, hvad der drev engagementet hos de fattiges advokat Jean-Baptiste der forklarer: ”jeg var hjulpet af to ægte følelser: tilfredsheden ved at befinde mig på den rigtige side af skranken og en instinktiv foragt for dommere”.

Åh ja, indskyder jeg, tilfredsheden – eller skulle vi sige selvtilfredsheden - med at være på den rigtige side af skranken, siger advokaten her. I dansk politik, hører man igen og igen et ekko når endnu en politiker fremhæver sig selv for at stå på den rigtige side af historien. Men det er da også et dejligt sted at stå. Som advokaten Jean-Baptiste siger: ”Men, altså, jeg var på den rigtige side, og det var nok til at give mig fred i sjælen”.

Er det også sådan vi har det? Tilfredse med at bo i det rigtige postnummer, på den rigtige side af kommunegrænsen, lang fra reservatet. Taknemmelige for at der heldigvis er nogen der er rigere, så man selv ikke kan regnes med i den klub, ja, gud ske tak og lov for de rige, så alle kan se at jeg ikke er som dem. Lykkelige for at stå på den rigtige side af skranken, at vide sig stående på den rigtige side af historien.

Jo, jo, Vores advokat arbejdede skam også i velgørenhed, nej der var ikke en moralsk finger at sætte, han siger: ”endelig har jeg aldrig forlangt honorar af fattige mennesker, en ting, jeg aldrig har udbasuneret. Tro nu ikke, min herre, at jeg bryster mig af noget af alt dette. Jeg havde virkelig ingen fortjeneste selv: Den grådighed, der i vores samfund har gjort det ud for ambition, har altid kaldt på latteren hos mig”. … og nu kommer det … det er helt utroligt godt det her… så siger han: Jeg stilede højere (…) De kan forestille dem hvor tilfreds jeg var. Jeg nød at have den natur jeg havde, (…)

Åh jeg elsker den har passage hos Camus, der lader hovedperson gå linen ud, og udstille sin selvretfærdige selvtilfredshed, hvor tanken om hvor god man er, fordi man ikke er som de rige, fordi man ikke er som borgerskabet, fordi man ikke engang vil kræve sit honorar, bærer lønnen i sig selv, giver den  forløsende fred i sjælen og stiller ham på den såkaldt rigtige side af historien…

Men hvad var han da uden den rige? Hvad var han da uden borgerskabet? Hvad var han da uden lønmodtagerne? så man kunne se hans velgørenhed?  Hvad var han da uden de forkerte?

Hvad var evangelisten Lukasevangelisten uden de rige ... Og hvad var vi uden… tør vi indrømme at vi alle …

Jeg lovede at vende tilbage til Paulus, der hvor han siger: ”kærlighed til penge er roden til alt ondt”. Jeg nævnede her en lille forskydning som er vigtig. Hvor Lukas nærmest siger: ”penge er roden til alt ondt”. Da siger Paulus: ”Kærlighed til penge er roden til alt ondt”. I den lille forskydning ligger en afgørende forskel.

Det er ikke penge i sig selv der gør verden ond. Det er kærligheden til penge. Man kan spørge sig selv: skaffer jeg medmennesker for at tjene penge, eller skaffer jeg penge for at tjene medmennesker?

Man kan også spørge sig selv hvad ens pengevaluta er. For nogen er det sedler og mønter. For andre er det at stå moralsk ren og retfærdig. Så kunne man spørge sig selv, tjener jeg i grunden medmennesker for at skaffe mig moralsk anseelse…  for som vores advokat så fint sagde det, så sover man så godt om natten… Amen