Pyntehavebørn

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 1. søndag efter Hellig 3 konger 11. januar 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/... 

---

Når vi læser og hører den tekst, vi just har hørt, så kan man godt blive døv. Fordi den høres hver gang, der er barnedåb, hører man måske ikke rigtig noget. Man har hørt det så tit. Man ved, hvad der kommer. Det sjove er nu, at for at få vores hørelse tilbage, må vi høre efter, hvad der ikke bliver sagt. Fx siges der ikke: Lad de raske børn komme til mig, eller: lad dem, der kan læse og regne, komme til mig. Der siges heller ikke: lad dem, der kan Fadervor, trosbekendelsen og de ti bud udenad, komme til mig, eller: lad de rene børn komme til mig. Jamen, det står der ikke.

Tove Ditlevsen skrev engang:

“Mit hjerte elsker alle de umuligste børn,

de som ingen holder af og ingen kan forstå.

Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,

de børn, som alle voksne folk er meget vrede på …”

Det lyder meget godt, ik’? Men så lyder næste linje:

“Mit hjerte ynder ikke disse pyntehavebørn,

der står i bed og intet ved om synd og bittert savn.”

Man kan da sige, hun er ærlig. Men ærlig talt: Er hun bedre? Der er dem, hun kun kan li’, og dem, hun ikke kan li’. Hun kan bare li’ dem, som nogle andre ikke kan li’, mens hun ikke kan li’ dem, som nogle andre godt kan li’. På den måde er hun ikke en snus anderledes end dem, hun ikke kan li’.

Det ville være noget, hvis der fandtes en kærlighedsfortælling, der rummede – ikke bare dem, vi syntes, var dem, der skulle holdes af. Tove ville vælge de umuligste børn og vælge nogle andre fra – nemlig pyntehavebørnene. Andre ville gøre det omvendt. Hvem har plads til begge poler? Hvem præsenterer en fortælling, hvor ingen er ladt ude?

Lad de små børn komme til mig.

Der bliver ikke sagt: lad balladebørnene komme til mig.

eller: lad pyntehavebørnene komme til mig.

Men der bliver heller ikke sagt: lad ikke balladebørnene komme til mig.

eller: lad ikke pyntehavebørnene komme til mig.

Kristendommen er ikke revolutionerende, fordi den rummer balladebørnene. Herregud. Det har alle jo gjort siden 1968. Kristendommen er heller ikke revolutionerende, fordi den rummer alle de angrende og omvendte pyntehavebørn. Herregud. Det gjorde alle jo indtil 1968. Nej, kristendommen er revolutionerende, fordi den proklamerer kærlighed til enhver på den anden side af hegnet, uanset hvilken side du nu står på.

Det giver ikke mening, kunne man indvende. Der må da være nogen indenfor og nogen udenfor, ellers er det vel ligegyldigt.

Og det er fuldstændig rigtigt. Det er ulogisk. Men så kunne vi jo kalde det guddommeligt.

Det er i øvrigt derfor, man ikke kan bygge politik på kristendommen. Jeg kan huske, da jeg skulle søge mit første job. Jeg havde en anbefaling med fra min universitetsvejleder. Det sjove var, at lige præcis her havde to andre af jobkandidaterne også haft den samme vejleder og altså en anbefaling med fra den samme person. Anbefalinger, der skulle give os en forlom, havde stillet os alle lige.

Det er derfor, Hannah Arendt siger: Vi kan ikke drive politik på næstekærlighed, for den menneskelige forvaltning af næstekærligheden er alt for vaklende. Den ene dag er den der, den anden dag er den væk, og der vil alligevel altid være nogen, mennesket bedre kan li’ end andre. Derfor må en politik være baseret på rettigheder. Derfor kan rettigheder godt være inspireret af den kristne kærlighedstanke. Det er noget andet.

Jeg tænker, det er derfor, Gud blev menneske: for at oplyse og inspirere. Vi kan give hinanden og enhver rettigheder; så har vi et retssamfund. Og så må vi lade Gud om at give alle og enhver kærlighed og således inspirere. Inspirere.

Etymologisk kommer inspirere af latin in-spirare, som betyder “at indånde” eller “at blæse ind i”. Roden spirare betyder “at ånde”, “at trække vejret”. At lade sig inspirere er at lade sig beånde af noget større – eller erkendelsen af, at noget større har beåndet én; måske ordet om, at man er omfattet af kærlighed, selv om man er et balladebarn eller et pyntehavebarn …

Men hvorfor skal man så døbes, hvis det er ligegyldigt, om man er et balladebarn eller et pyntehavebarn? Er det ikke, fordi man så at sige skal vaskes, så man står ren for Gud? Eller er det, fordi man vasker det gamle liv af sig for at begynde på ny? Eller er det for at markere en omvendelse: at man forlader en gammel vej og går ind på en ny? Hvis det ikke markerer, at man går fra den forkerte side af hegnet til den rigtige, hvorfor så gøre det?

Den tidligere engelske ærkebiskop Rowan Williams formulerer et sted:

"[At blive døbt er ikke] et privilegium, som adskiller os fra og hæver os over resten af menneskeheden. At kalde sig døbt er tværtimod at hævde en ny grad af solidaritet med andre mennesker. Det at være kristen er at være påvirket af – for ikke at sige forurenet af – rodet i den menneskelige verden... De døbtes forsamling består altså ikke af en afgrænset privilegeret elite, men af dem, der har accepteret, hvad det vil sige at være stillet midt i en nødlidende, uren og kaotisk verden. Med andre ord: Du kan ikke dykke ned i Jordandalens vand uden at rode en masse mudder op."

Det er så smukt, at der skal et barn til at forstå det. Amen.