Religionsfrihed! Konfirmandtalen 2026

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken den 25. april 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/... 

---

Kære konfirmander, kære familier og venner til konfirmanderne. I dag er en stor dag: I har valgt at blive konfirmeret – og i dag sker det. Det er ok at være lidt spændt og lidt nervøs, men samtidig så måske I også godt slappe lidt af, for I er bestået. Konfirmation betyder nemlig ikke eksamen, men betyder bekræftelse. Det er her kirken genbekræfter det budskab som lyder til os i dåben at du et Guds barn og deraf kan du vide at du er altid allerede elsket – hvilket man også kunne formulere: I kirken er du altid allerede bestået…

Og det er godt at markere. Kirke og kristendom som en del af ens livsfortælling. Et sted hvor man henter livsforståelse og livsværdier. Og det må man egentlig godt være glad for og stolt af, at man hører til et sted, et sted man har hjemme – et sted man ved man altid er velkommen. Som vi sang det i gudstjenesten første salme: Et hus at komme til, velkommen her du være vil. Bygget af sten, af ånd og krop, rejser sig op, solid, urokkelig, et hus du trygt kan høre hjemme i.

Og det er det sjove, men kan gå ind i enhver kirken verden over jorden rundt, og så i grunden gå ind i det samme hus. Samme budskab - Velkommen altid allerede elsket - og så alligevel med små særligheder. I Rom ligger Peters Kirken. Opkaldt efter disciplen Peter. På Christianshavn Ligger Frelserkirken – kan I huske da vi var oppe i tårnet – turde I godt at gå hele vejen op udenpå? Og i Nørregade ligger domkirken, men Thorvaldsens fuldstændig vilde marmorfigurer af Jesus i midten over altret disciplene ned langs siderne. 

Så kan man jo synes at det er lige lovlig mange mænd, og det er det da også men ved I godt at domkirken hedder vor Frue kirke; altså opkaldt sin minde om Jesu mor. Det kan man faktisk godt være stolt af. At I kristendommen var der intet der fungerede uden kvinderne. Vor Frue aka Jomfru Maria, Maria Magdalene, kvinderne der fulgtes med Jesus rundt, kvinderne der ikke stak af som mændene, men blev stående ved Jesu kors langfredag. Kvinderne der vovede sig ud og var de første ved graven påskemorgen. Man kan faktiske godt være stolt af den ligestilling der hele tiden trænger sig på i kristendommen.

Og så er der Stefanskirken, vores kirke, hr midt på Nørrebrogade. Helt særlig. Opkaldt efter Stefanus. Jeg ved ikke om alle kan se billedet, men her ovre til venstre i kirken hænger en dramatisk gengivelse af, hvor Stefanus bliver stenet.

Han var ikke en af de tolv disciple. Stefanus var med lem af den første kristne menighed i Jerusalem. Han blev udvalgt som en af syv  til at varetage omsorgen for menighedens fattige. Bom 1: Stefanus har blik for de fattige; dem som er i nød; dem som har brug for hjælp.

Men Stefanus trådte også hurtigt frem som en vís og kraftfuld taler der kompromisløst fortalte kristendommen budskab vidt og bredt. Det kunne de hellige og de ordensfikserede ikke lide. Og de samme typer som havde slået Jesus ihjel – satte sig nu for at stene Stefanus ved mindre han trak sin tro tilbage – men han ville ikke trække sin tro tilbage…

På den måde var han ligesom Rosa Parks. Kan I huske hende? En sort kvinde i 1950’ernes USA, der troede på alle menneskers ligeværd og derfor ikke ville rejse sig og give sit bussæde til en hvid mand (bare fordi hun var sort og han var hvid) , som reglerne dengang ellers sagde – og hun blev anholdt og slæbt henad jorden, for hun ville ikke trække sin tro tilbage – det fantastiske er – det lykkedes Rosa Parks at forandre sit samfund.

Eller Stefanus var ligesom den tyske munk Martin Luther. Han blev bedt om at trække sin tro tilbage. Men han ville ikke. Og sådan deltes kirken og nu havde vi den katolske kristendom i Sydeuropa, men vi i Nordeuropa blev protestanter – og derfor er folkekirken en protestantisk kirke – Luthers ord til sine forfølgere var: Jeg er nødt til at følge min tro og min samvittighed – her står jeg og kan ikke andet.

Og både Rosa Parks og Luther var inspireret af Stefanus  som på mange måde blev det første ikon for religionsfrihed. At man har ret til – som det også står i grundloven - Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning. Den paragraf i Grundloven kan vi godt være stolte af. For den paragraf giver frihed til at vælge den religion som man vil – og giver også frihed til ikke at tro. 

Og her sidder vi så i Stefanskirken, opkaldt efter et menneske hvis opgave på jorden var at drage omsorg for folk i nød og som blev et ikon og inspirator for religions- og samvittighedsfrihed – at ingen skal tvinge en til at trække sin tro tilbage – uanset hvad man tror på. 

Med Stefanus som forbillede er vi frie til at tro og til ikke at tro, for nogen gange er man så maget it tvivl om alting at man ikke kan tro på noget som helst. Så derfor har vi prøvet at formulere hvad tro i grunden er, og er indtil videre endt på: tro er tillid til at du er velkommen her, selv når du ikke kan tro på noget som helst. 

Det er det konfirmationen bekræfter og vi også sang det i den første salme: Et hus at komme til, velkommen her du være vil. Et hus, hvor kærlighedens bud folder sig ud, hvor mismod mødes af Guds løfte om at bære dig hver dag.

Venner jeg kommer til at savne jer. Det har været en fornøjelse at være sammen med jer. Det har ikke været meget vi skulle lære udenad. Lærte vi fadervor – måske? Lærte vi trosbekendelsen – måske?  Men vi lærte noget der er vigtigere. Vi lærte at Gud er kærlighed og vi lærte at Gud ikke er regler, men gud er relationer, at kristendom ikke handler om at være renset og ren, men handler om at være rummet og rumlig. 

Men et vers skulle vi lære udenad, og det håber jeg I kan. Det var nr. 2 salme vi sang, vers 4, som handler om at kirke og kristendom ikke spærrer os inde, men sender os ud i samfund med hinanden; verset lyder: så gå da frit, enhver til sit og stole på Guds nåde, da for vi lyst og lykke til, at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.

Tillykke med friheden venner! Hermed bekræftet. Amen.