Retten til at være uinteresseret

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken Midfaste søndag 15. marts 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/midfaste-fra-anden-raekke 

---

Det er i grunden helt vanvittigt at tænke på, at disse evangelier, vi læser op fra søndag efter søndag fra kirkernes altre og prædikestole, alle er skrevet efter katastrofen.

I år 70 faldt det jødiske tempel i Jerusalem. Templets fald indrammes af den første jødisk-romerske krig, som begyndte i år 66. Det blev en skelsættende begivenhed for den jødiske befolkning, som efter krigen måtte skabe en ny identitet uden templet som det naturlige samlingspunkt.

Det siger også noget om den brand, der synes altid at have været i Mellemøsten. Dengang førte den militært overlegne romermagt krig. I dag fører den militært overlegne amerikanske magt krig. Og mange andre.

Som almindelige mennesker er vi ofte magtesløse og forvirrede. Jeg kan som almindelig borger ikke gå ud og trykke på en stopknap. Jeg kan måske råbe det i en demonstration – og det kan være nødvendigt. Og jeg må tro på, at det på en eller anden måde virker.

Men hvilken demonstration skal jeg gå med i?

Jeg hørte en eksiliraner fortælle om det største politiske dilemma, han havde stået i. Politisk er han imod mange af USA’s og Israels handlinger i Mellemøsten. Men samtidig er han dybt lettet over, at præstestyret i Teheran ser ud til at vakle. Hvor han tidligere havde demonstreret imod USA og Israel, står han nu i demonstrationer, hvor amerikanske og israelske flag vajede side om side med det gamle iranske kongeflag – til støtte for iranere, der råber på frihed.

Det er ikke de nemme og enkle svars tid. Det er komplekst. Det er forvirrende.

For vi står også der, hvor sagen vi kæmper for kan være god, men metoderne, der bruges, er uforsvarlige. Terror er uforsvarligt. Brud på folkeretten er uforsvarligt. Alligevel lever vi i en tid, hvor veluddannede mennesker seriøst argumenterer – nogle for terrorens nødvendighed, andre for nødvendigheden af brud på folkeretten.

Det er ikke de nemme og enkle svars tid. Og det var det heller ikke på bibelsk tid.

For Bibelen er netop skrevet efter katastrofen. Da den gamle verden for mange af dens forfattere var gået under.

Der kan være noget håbefuldt i at genbesøge disse gamle tekster. For de er ikke kun gamle. De er også på forbløffende vis aktuelle. Det er håbefuldt at se generationer før os forsøge at finde vej gennem kaos, forvirring og magtesløshed – og gøre det på en overraskende måde.

Bibelen beder os ikke gribe til terror eller magtovergreb i den retfærdige sags tjeneste. Den forsøger i stedet at finde veje til fællesskab. Fællesskaber, der ikke er politisk-horisontalt definerede, men himmelsk-vertikalt funderede.

Den lader jøder og romere og samaritanere, kvinder og mænd, slaver og frie sidde ved samme bord i lyset af, at vi har den samme skaber.

Kan vi det i dag? Sidde ved samme bord i lyset af, at vi har den samme skaber?

Jeg synes stadig, det er svært. For når vi så sidder der ved siden af hinanden – hvad gør vi så? Holder vi pause fra hvem vi er og hvad vi mener? Eller får vi endelig lejlighed til at sige, hvad vi virkelig mener?

Mødes vi i kritik – hvilket i øvrigt er en god protestantisk akademisk sport – hvor vi virkelig går til den og stiller kritiske spørgsmål til alt og alle? Her begynder og slutter man i den evige kritik og selvkritik.

Eller mødes vi i dialog – i samtale, hvor vi faktisk er åbne for selv at blive klogere? Hvor vi stiller os så nysgerrigt an, at vi i princippet kunne blive overbevist om noget nyt – religiøst eller politisk – og forventer den samme åbenhed hos den anden?

Eller mødes vi i paradefremvisning, hvor vi skiftes til at fortælle om vores egne fortræffeligheder? Sådan nogle middage har jeg været til mange af. Først fortæller imamen om islams storhed, så rabbineren om jødedommens storhed, og til sidst præsten om kristendommens storhed. Men der sker aldrig et egentligt møde.

Noget jeg i øvrigt savner i både politiske og religiøse samtaler, er retten til at være uinteresseret. Ikke uinteresseret i dig – men retten til at være uinteresseret i, hvad du stemmer på. Hvad du tror på. Hvor du kommer fra. Din seksualitet. Din hudfarve.

For vi er alligevel børn af den samme skaber.

Vi higer efter stærke ledere. Det har mennesker altid gjort. Nogle søger en militant mand i uniform til at forme verden og gøre fjenderne tavse. Andre søger en humanistisk forfatter, der kan beskrive verdens uretfærdigheder og gøre fjenderne tavse.

Det ville folket også med Jesus. De ville gøre ham til konge.

Baggrundsscenen i evangeliet i dag er, at fem tusinde mennesker er blevet mætte af fem brød og to fisk. Vi møder menneskene dér, hvor de har opsporet Jesus. De har set ham gøre mirakler. Nu vil de gøre ham til konge.

Men Jesus afviser dem og siger: »Sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte.«

For folket var det maden, miraklet, det horisontale, de så.

For Jesus var det madens betydning, det vertikale, de skulle se.

I leder ikke efter mig, fordi I så betydningen, men fordi I så miraklet.

For kristendom har aldrig været mirakeltro. Det har været evnen til at få øje på betydningerne i de fortællinger, der bliver fortalt.

Men hvad er det så, de skal se?

Jesus siger: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.«

Det er gådefuld tale – men også gribende.

For måske er det, Jesus peger på, dette enkle: At livet ikke er en kamp, hvor den enes overlevelse er betinget af den andens udslettelse. Men at livet i sin dybeste natur er fælles liv.

Et liv, vi får givet. Et liv, vi må dele. Ja – det er nu ikke fordi det er enkelt.

Men måske er det alligevel dér, evangeliet begynder.