Som Uffe, Bisse og Brøgger

Prædiken af Thomas Høg Nørager i Stefanskirken 2. søndag efter påske 19. april 2026

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/... 

---

Den store danske forfatter Susanne Brøgger, har efter sigende sagt et sted: Når man er ung, er den ens opgave at være kritisk overfor verden for at forandre den; og når man bliver ældre, er det ens opgave at elske alt i verden.

Susanne Brøgger maler en bevægelse. Det hører jeg i hvert fald. En bevægelse vi må gøre os. Forstået på den måde at hvis vi skal kunne komme til at elske verden, må vi også i en eller anden forstand forholde os kritisk eller have forholdt os kritisk til den. Dvs det er ikke forkert at være kritisk; det er faktisk nødvendigt – ja, en forudsætning for kærligheden.

Vi har i den forløbne måned haft besøg af to meget forskellige kunstnere her i kirken. Bisse og Uffe Lorenzen. De var her hver især med deres nyeste grammofonplade. Vi havde stillet en pladespiller op. Så lyttede vi til pladen fra ende til anden. Kunstneren og jeg sad på to barstole forrest i kirken. Havde en indledende samtale. Så hørte vi side a. Vi talte lidt mere om det vi havde hørt. Så hørte vi side b. Så talte vi om den; og vi talte om de tanker og processer der lå til grund for hverken. Det blev to meget forskellige aftner.

Uffe Lorenzen understregede flere gange sit ateistiske og religionskritiske udgangspunkt. Bisse fortalte om hvordan han var kommet frem til at tage imod verden som en guddommelig gave. Det var klart det var nemmere for mig at interviewe Bisse. Her blev jeg som religionsrepræsentant ikke udsat for kritik; nærmere kærlighed. Men det var sværere med Uffe Lorenzen som kom med kritiske udsagn om religion jeg på en eller anden måde måtte forholde mig til i samtalen. 

Det gik nu fint nok. For jeg havde på sin vis ikke lyst til at modsige Uffe. Når man ser på Donald Trumps misbrug af kristnes billedsprog – jeg refererer til det AI- genererede billede hvor han får sig selv til at ligne en Jesus-figur der helbreder. Ja, og når man ser hvordan religiøse argumenter bliver brugt til at begrunde krigerisk og undertrykkende politik i Mellemøsten, så kan man jo ikke give ham uret.

 Jeg kunne selvfølgelig have talt om, at Kina som er en officielt ateistisk stat ikke ligger på den lade side når det kommer til overvågning, undertrykkelse og oprustning og det så ikke er religionen i sig selv der er problemet; men nærmere magtens mænd. Men jeg gik en anden vej. 

For ved at sige – se de andre er meget værre end mig – så glemmer man ofte at kigge på sig selv. Så jeg sagde. Det er godt at være kritisk og det er godt at pege fingre; men vigtigere endnu er det at kunne være selvkritisk. At turde stoppe op og se om man selv; om ens land; om ens politik om ens måde at forstå sin religion på, trænger til et eftersyn – ikke for at udskamme, men for at omfavne. 

Thi, når man er ung er det ens opgave at være kritisk overfor verden for at forandre den; og når man bliver ældre er det ens opgave at elske alt i verden

For uanset hvordan vi end vender og drejer det, så er religionen en af menneskets grundytringer – måske den første; ja, mennesket har været religiøst siden tiderne morgen; måske er det i grunden det der har gjort os til mennesker – for religion er det der indkapsler og udtrykker at der bagved og foran; under og over os er mening med tilværelsen; 

Men hvad den mening er må vi finde ud sammen. Og hvordan vi indretter os meningsfuldt, må vi finde ud af sammen. Og her er måske et spørgsmål, hvor man kan bedømme om vi har med god eller dårlig religion at gøre.

Har vi med en religion at gøre som på forhånd har fastlagt hvad meningen med livet er. Fx at kvinder skal gå hjemme. Fx at et ægteskab kun kan bestå af en mand og en kvinde. Ja, så er det en dårlig religion. Hvor for det? Fordi så har du fjernet friheden. Tvang er forkert. 

Men har vi med religion at gøre som giver frihed. Som inspirer frihed. Som ikke på forhånd låser sig fast på bestemte leveregler, bestemte ægteskabsmønstre osv., men siger i kærlighedens navn vær frie. Indret jer efter bedste evne, og gør jer umage, men gør det i kærlighedens navn. Ja, så er  det god religion. Religion er god når den frisætter mennesket.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvad andre har fundet i andre religioner og politiske ideologier, men personligt har jeg i kristendommens fortællinger fundet et sprog og et potentiale for at forstå, at verden er elskelig, at den kan favnes i frihed, men at vejen der hen er en aldrig afsluttet vandring gennem kritik og selvkritik.

Ja, jeg vil kritisere andre, når de prædiker ufrihed og åndsformørkelse; og ja jeg må være selvkritisk, når jeg bliver for selvgod og isolerer mig og gemmer mig fra den verden, jeg er sat til at elske.

I dagens evangelium, hører vi de lærde slå ring om Jesus og afkræve ham svar: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. Og Jesus slutter samtalen med at sige: Jeg og Faderen er ét.«

Hvad skal vi mon få øje på, her; hvad er potentialet i denne gamle tekst. En af de største kriser vi lever i vores tid, er følelsen af at være afkoblet. At vi ikke kan mærke forbindelser. Vi kan ikke mærke forbindelsen til os selv. Vi kan ikke mærke forbindelsen hinanden. Vi kan ikke mærke forbindelse med livet og med verden

Den krise kan jeg selvsagt ikke løse med tre sætninger fra denne prædikestol. Men jeg fortælle at kristendommens ideverden et tanken om at forbindelser er mulige. I kristendommens forestillingsverden så sker det ved at Gud bliver menneske. Gud forbinder sig med verden. Eller mere poetisk: kærligheden og sandheden forbinder sig endegyldigt med verden. Og i den bevægelse befries mennesket. Vi skal ikke længere længes efter himlen – vi skal ikke tænke os ud af verden eller til en anden verden – for Gud, dvs. kærligheden og sandheden er nu i denne verden. 

Det er denne bevægelse vi hører i diskussion hvor de lærde vil høre om Jesus er messias; de vil høre; jamen er det rigtigt har Gud gennem et menneske – forbundet sig med verden. Ja, siger Kristendommen. Hvilket samtidig er den kristne religions hørbare ja til verden, 

Og det er det ja, til verden, som gives os gennem kristendommens billedsprog, som forbinder os til hinanden – vi er alle jordboere – sat til at indrette os efter bedste beskub. 

Dårlig religion adskiller os og insisterer på skel mellem mennesker og lover nye og bedre verdner.

God religion forbinder os, ophæver skel mellem mennesker og lader os forså at denne verden er vores gave at leve af og passe på.

Jeg kan godt forstå at Uffe Lorenzen er kritisk; der meget dårlig religion derude; jeg kan også godt forstå at Bisse råber at han priser sin solgud hver eneste morgen og spørger om vi klar til Gud derude. For der findes også de religiøse erfaringer der forbinder os med hinanden og med livet og skænker os frihed.

Når man er ung er den ens opgave at være kritisk, når man bliver ældre, bliver det ens opgave at elske –  og hey, husk i den forbindelse; alder er bare et tal. Amen.