Mette Juul: Prædiken til 3. søndag efter påske 

Holdt i Stefanskirken d. 8. maj 2022

Læs dagens tekst her: https://www.bibelselskabet.dk/...

--------------------------------------------------------------------------

Vi har lige hørt en afskedstale, hvor Jesus sidder sammen med sine disciple, og han fortæller dem, at han snart skal gå bort, men at de ikke må fortvivle, for han vil gøre en bolig klar til dem i Gudsriget. Disciplene er dog utrygge, for de siger, at de ikke kender vejen, og når de ikke kender vejen, kan de heller ikke finde frem til hverken Jesus eller Gudsriget.

Men så er det, at Jesus siger de berømte ord:

"Jeg er vejen og sandheden og livet;

ingen kommer til Faderen uden ved mig."

Jesu ord om vejen får mig til at tænke på min gamle mormor fra Vestjylland. Om sine seks børn og senere hen også om sine mange børnebørn sagde hun: "Ja, de er jo alle og jen kommen godt i wej".

Udtrykket "kommet godt i vej" hører man ofte ældre mennesker sige, når de om deres børn og børnebørn skal udtrykke taknemmelighed over, at de er blevet godt etableret, og at de har udsigt til et godt og trygt liv.

At være kommet godt i vej betyder ikke, at man er kommet godt i mål. I udtrykket ligger snarere, at ens forældre har sendt én afsted på livets vej – den vej, som vi alle er født til at vandre i tiden mellem vores fødsel og vores død. Udtrykket dækker over, at man er blevet udstyret med de fornødne redskaber, der skal til, for at man kan begå sig på livets vej. Udstyret med uddannelse, selvstændighed, livsmod, selvværd, venlighed. I kan selv fylde flere ord på og afslutte remsen.

Noget andet jeg kommer til at tænke på, når Jesus siger, at han er vejen, er min gamle poesibog.

I kender godt en poesibog, ikke? Jeg ved ikke, om man bruger det i dag, men da jeg var barn, skrev man små digte til hinanden i poesibøger. Det var sjældent stor poesi, fx er der én, der har skrevet:

"Husk at smile, mens du sover, så går dagens surhed over."

En anden har skrevet:

 "Lykken er som en lille fugl, der flyver og vender tilbage. Gid den hos dig må finde hvil og blive der alle dage."

Og så er den her:

                 "Held og lykke på din vej, bedre ønske har jeg ej."

Nej, det er ikke stor poesi, men ingen af os er dog i tvivl om glæden og varmen i budskaberne. De handler om, at vi ønsker hinanden alt godt i livet.

Men hvis det var så enkelt, at sådanne ønsker blot kan udtrykkes i poesibøger skrevet til en 10-årig pige af andre 10-årige, så ville der jo ikke være grund til, at Jesus kommer til verden og siger "Jeg er vejen og sandheden og livet". Hans ord vidner om, at vi kan have svært ved at finde den rette vej.

Ordet "vej" indgår også tit i vores almindelige sprogbrug. I kender udtrykkene:

• Jeg er på vej
• men han er i vejen
• og du er allerede ved vejs ende
• Men det går den forkerte vej
• Heldigvis går det den rigtige vej igen
• Og så er der ingen vej udenom
• Men er der noget i vejen?
• Ja, for hun går sine egne veje
• Og han er kommet på afveje
• Så er det derfor, du tager sådan på vej.

Hvad er det for en vej, vi har i tankerne, når vi omtaler "vej" på dén symbolske måde? I den overførte betydning?

Når vi bruger "vej" i vores daglige sprog, er det som om, vi hver især ruller en vej ud, som vi mener, at vi er forpligtet til at følge, og måske mener vi endda, at andre også skal følge den vej. En vej, som har et kendt udgangspunkt og et kendt mål.

Og det kan da have mange fordele at sætte sig et mål og udrulle vejen for at nå målet.

Men for megen målrettethed har også en bagside, som vi skal gøre os bevidst. For i vores iver efter at sætte os mål og ikke mindst efter at nå målene risikerer vi at blive for selvsikre, for selvtilstrækkelige, for selvoptagede, for selvglade, for selvfede, for selvbehagelige, for selvhævdende og så videre. Og hvis en karakteristik af os begynder med et "selv-" ja, så ligger risikoen for at glemme vores næste lige om hjørnet. Vi kan komme til at se andre mennesker som midler til at nå vores mål eller som forhindringer på vores vej. Men næstekærligheden kan kun se andre mennesker som livets egentlige mål.

Dertil kommer, at på trods af alverdens forberedelser og planlægning kan vi jo ikke på forhånd kende vejen, for undervejs kan vi komme ud for overraskelser, for sorger og glæder, for frygt og bæven.

Sandheden er, at i livets store forhold kender vi ikke vejen, for vi ved ikke, hvor vi kommer fra, og vi ved heller ikke, hvor vi skal hen. Og med dén konstatering følger der nemt en følelse af usikkerhed. Af utilstrækkelighed. Af ufuldkommenhed.

Alt dette med for meget selv- og u- som forstavelse går Jesus op imod i dagens evangelielæsning, når han siger:

"Jeg er vejen og sandheden og livet".

Han siger derimod ikke, at han er vejen til sandheden og livet. Det er altså ikke sådan, at han viser os vejen. Det er ikke sådan, at han er endemålet, som vi skal nå eller stræbe efter at nå. Han er en anden vej, end den vej, som vi udtrykker i vores daglig tale om de nære, jordiske forhold. Han er – kan man sige – processen. Den proces, der foregår fra vores fødsel til vores død. Det, der er vores liv.

Om dette siger han til os, at vi ikke skal lade os bekymre over ikke at kende vejen. Han siger derimod: "Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud og tro på mig"!

Det kan godt være, at vi ikke forstår den proces endnu: Processen fra vores fødsel til vores død. Men, siger han til os, vi skal blot have tillid. Tillid til, at han er vejen til Gud, som er sandhedens og livets kilde. Tillid til, at vejen til kærlighed altid er værd at gå.

På den vej fjernes afstanden mellem Gud og menneske. Den afstand, som vi hørte om, da Moses stod over den brændende tornebusk, og hvor Moses måtte skjule sit ansigt, for at han ikke skulle komme til at se Gud, for i teksterne fra Det gamle testamente hører vi, at ingen kan se Gud uden at dø.

Men i Jesus er Gud trådt os helt nær, for som han siger:

"Den, som har set mig, har set Faderen."

I Jesus ser vi, hvem Gud er, for i Jesus har Gud gjort sig tilgængelig.

Den vej, som vi bydes at gå, er, at vi skal tjene hinanden, ligesom Jesus tjente mennesker i sin tid på jord, og ligesom Moses adlød Gud og tjente israelitterne ved at redde dem fra slaveriet i Egypten.

Den vej er belagt med næstekærlighed, barmhjertighed, opofrelse og overgivelse til Gud. Det er den vej, Jesus har lagt for os. Det er den vej, den sandhed og det liv, der sprang ud af Jesus’ liv på jorden. Når vi følger den vej, vil Jesus bringe Guds hus til os.

Til Moses siger Gud – da han sammen med israletterne står tæt på tilintetgørelse – at der findes en vej; at liv og mulighed findes. At der ikke bare findes håbløshed. At der ikke bare findes ingenting.

Gud siger: "Jeg vil være med dig", og til dåben af lille Frida for kort tid siden hørte vi Jesus sige, "og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Vi er altså ikke alene på denne vej.

Nu ved jeg ikke, hvor stor interesse I har i fodbold. Min interesse er ganske begrænset, men jeg har en søn, der er vældig interesseret i fodbold, og som hver weekend følger Liverpools hold. Derfor følger jeg også lidt med. Liverpool spillede i går mod Tottenham Hotspur - kampen endte uafgjort. Liverpool har gjort sangen "You will never walk alone" til deres egen. Den stammer ganske vist fra musicallen Carousel fra 1945, og den er sidenhen blevet sunget af adskillige fodboldfans til støtte for det fodboldhold, som de holder med – eller tilbeder – fristes jeg til at sige.

På Anfield stadion i Liverpool stod de i titusindvis i aftes og sang:

When you walk through a storm

Hold your head up high

And don't be afraid of the dark

At the end of a storm

There's a golden sky

And the sweet silver song of a lark

Walk on through the wind

Walk on through the rain

Though your dreams be tossed and blown

Walk on, walk on

With hope in your heart

And you'll never walk alone

Teksten giver lovning på, at der findes trøst selv i mørke tider, hvor vi er udsat for prøvelser. Den fortæller os, at der efter enhver storm kommer en gylden himmel med lærkesang. Og selvom vores drømme og planer ikke altid går i opfyldelse, så skal vi fortsætte ud af livets vej med håb i vores hjerter – og så sidst men ikke mindst skal vi vide, at vi aldrig går alene.

Med buddene om næstekærlighed, barmhjertighed og opofrelse samt troen på og tilliden til Gud har Gud sørget for, at vi og lille Frida er kommet godt i vej.

Amen