Prædiken af Pernille Østrem, anden påskedag 2023

Dagens salmer:

233 Jesus lever, graven brast

238 Det er så sandt, at ingen så

249 Hvad er det at møde den opstandne mester

217 Min Jesus, lad mit hjerte få

236 Påskeblomst! hvad vil du her?

Dagens evangelium:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«

Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«

Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

Lukasevangeliet 24,13-35

Prædiken:

Der er noget rivravruskende galt her! De to disciple, vi møder i dagens evangelium, burde være i Jerusalem, hvor alle de andre, der har fulgt Jesus, opholder sig. Beretningen tager os med til dagene lige efter Jesu død og opstandelse.

Det begynder at dæmre for disciplene, hvad der er sket og vil komme til at ske. De, der har hørt budskabet, holder sig tæt sammen, og der opstår også langsomt et nyt hierarki iblandt dem. Det er kvinderne der har set, og som vidner om opstandelsen. Det er tvivleren Thomas, der får svar, da de møder den opstandne. Men det er nogle andre, der tager magten, har historien herefter lært os.

Og det er dem, der bliver i Jerusalem, og altså efter alt at dømme ikke disse to, som er, hvor de ikke burde være. Den amerikanske teolog Robert E. Goss foreslår i bogen The Queer Bible Commentary, at de to har været en del af et brud, at de enten er blevet sendt bort fra magtens centrum, som allerede er ved at forme sig, eller at de selv er gået og har smækket med døren. Måske er de to et par, de er i hvert fald på vej sammen, væk fra centrum og magt. Der er sket et brud, deres liv er brudt. I den usikre og uvisse fremtid, som alle Jesu følgere befinder sig i, er de særligt udsatte. De er outsidere ligesom kvinderne, ligesom Thomas, ligesom, ligesom … ligesom mig, er der en, der siger. Lad os slå følgeskab med dem på vejen og se, hvad der sker.

Hov, jeg synes, jeg kan høre en mave, der knurrer!

Er det en mavefornemmelse, jeg kan høre? Hvad siger din mavefornemmelse dig? Det hører jeg tit nogen spørge om. Følg din mavefornemmelse, hører man som et mantra. Min mavefornemmelse siger mig, at jeg skal sådan og sådan. Nå, men så er det jo på plads. Jeg må sige, at min mavefornemmelse ofte siger mig, at jeg skal spise fire frikadeller på rugbrød med tandsmør. Og måske er der også nogle af jer, der har en mavefornemmelse af, at man håber, prædikenen ikke bliver for lang, så vi kan nå til frokostdelen af frokostgudstjenesten, hvor vi skal bryde brødet sammen. Jeg lover ikke noget.

Ofte er det lidt på bagkant, fornemmer jeg, at folk siger: ”Uh, jeg skulle have fulgt min mavefornemmelse og skulle aldrig have sagt ja til en date med fyren, jeg mødte på Burger King den lørdag nat. Men jeg var både træt og sulten, min dømmekraft var nede.” Ja, det er en sand historie – skulle jeg sige fra ven. Jeg tror ikke, man skal lægge for meget eller for lidt i, hvad maven fornemmer. Det er, hvad det er, og ofte er det måske bare efterrationaliseringer og helt almindelig småsult.

I dagens tekst er der tale om noget andet, nemlig en hjertefornemmelse. To disciple på vejen møder en fremmed, som får deres hjerter til at brænde. Så meget, at de inviterer ham med ind til at spise og sove, for dagen er allerede gået på hæld, og de er nået til deres bestemmelsessted.

Bemærk pointen, at han lader, som om han vil gå videre, så de kan invitere ham.

Ved middagsbordet agerer han dog vært. Han bryder brødet, brækker det midt over. Det svarer til, når man får øst op på sin tallerken af madmoren. Det er en kærlig og måske for nogen formynderisk handling. ”Jeg ved, hvor meget kartoffelmos du har brug for, værsgo.” Og Jesus bryder også brødet og giver disciplene det, de trænger til – ikke det, deres mavefornemmelse siger dem, men det, som deres hjerter aner – for det er jo Jesus, der har fulgtes med dem – han giver dem sig selv, brødet brydes, som hans krop blev sønderbrudt langfredag, sønderbrudt, som deres liv også synes at være. På den måde forener han sig med dem i bruddet, han er gået med dem bort fra magtens tinder i Jerusalem, han er med dem på vejen.

Han tog brødet, velsignede det, brød det og gav dem det. Og deres øjne åbnedes, og de genkendte ham. Og lige da hjertet ser Gud i øjnene, og alt bliver klart, bliver han usynlig for dem. Øjeblikket ses nu kun med hjertet.

Og nu kommer de i tanke om, at deres hjerte allerede brændte i dem på vejen, da han udlagde skrifterne for dem. En hjertefornemmelse. Hjertet forstår sandhedens sprog. En mavefornemmelse er vores egen, men en hjertefornemmelse, det er Guds ord, der taler klart.

Sproget tales til os gennem salmernes poesi og evangeliets gode budskab. Vi fornemmer det kun, for vi er hele mennesker, og mavefornemmelsen og hjernekrøller blander sig med hjertets sprog. Til særlige tider fylder hjertets sprog mere i os, det brænder ligefrem i os. Af længsel, af sult efter sandheden og kærligheden

Sådan kan vi også tro, at det var for de to disciple. Deres liv er brudt. De er brudt op fra centrum, og tvivlen er deres brudte vandringsstav på usikker vej ud mod periferien. Og lige dér bliver de mødt og fulgt. Jesus slår altid følge med det sønderbrudte menneske, også der, hvor vi ikke magter at gå med eller ville ønske, at vi ikke gik.

Det er den korsfæstede og opstandne frelser, som i dag og alle dage breder armene ud og inviterer os til bords og bryder brødet. Han har bredt armene ud til den store velsignelse for alle sønderbrudte liv, alle knuste hjerter. Uanset hvilken vej vi er gået, så gik han med, og brændte vores hjerter ikke i os på vejen?

Min Jesus, lad mit hjerte få en sådan smag på dig, at nat og dag du være må min sjæl umistelig!

Amen.