Prædiken af Finn Dyrhagen

Holdt ved gudstjenesten Store Bededag i Stefanskirken – 5. maj 2023

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet
nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens
vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde
var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev
døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og
saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan
flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved
jer selv: 'Vi har Abraham til fader'. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen
ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.«
(Matthæusevangeliet 3,1-10)

Dagen i dag er en strittedag:
Den stritter til alle sider:
- er det virkelig sidste bededag? eller skal vi bare vænne os til at fejre bededag som andre mærkedage uden at
have fri: sankthans, mortensaften, kyndelmisse
- hvorfor handler teksterne ikke om at bede?
- hvad stiller vi op med Johannes Døberens dommedagsprædiken?
- hvad er evangeliet? hvor er det glade budskab? – og:
- hvad laver vi her i det gode vejr?
Dagen hed oprindeligt: "bods- og bededag" – opfundet i 1687 og placeret på denne tid af året, så kongen
kunne nå at komme i kirke inden sommerrejserne rundt i landet. Og det med "bod" passer jo meget godt til
Johannes Døberens dundertale.
Dagen overlevede Struenses reform i 1770, fordi man gik tur på volden og spiste hveder - og man skal ikke
lægge sig ud med folketraditioner, sagde den kloge Struense (har nogen mon noget at lære her?).
Så hvad skal vi samle os om i dag? ..... Jeg vil klart foretrække: Bede!
Ordet "bede" har 13 forskellige betydninger på dansk iflg. "Ordbog over det danske sprog": 6 navneord og 7
udsagnsord. Så der er mere end nok at tage fat på!
Men jeg standser ved den 6. betydning, for den er interessant: "at holde hvil", "at lade græsse". Den vil jeg lige
bede lidt ved!
For bøn er i vores øjne vel især: "at fremsætte ønsker": "jeg beder dig om ..."
Men hvis vi tilføjer dimensionen: "Jeg vil holde pause og lade hvilen falde over mig" - så sker der noget!
Så prøver jeg at slappe af og trække vejret helt ned i lungerne - så åbner jeg mig, tager masken af, lader andre
se mig, som jeg er indeni.
Men det er noget af en øvelse!
Virkelig!
Især i vore tider, hvor vi helst skal gøre os til, vise os frem, klæde os ud, være på beatet, finde X-faktoren, vinde
bagedysten og det næste valg.
I denne uge døde Martin Lönnebo, en svensk biskop fra Linköping. Han blev 93 år, så det var ikke tragisk, men
tankevækkende. For han var - om nogen - manden, der lærte mig at bede. Han talte om det helt elementære:
"En af det moderne menneskes udfordringer er, at vi forventer at kunne sætte ord på alt. Og når det kommer til
at bede, tror mange, at det handler om at bruge de rigtige ord. Men bøn er mere end ord – meget mere. Tænk
på, hvordan man lærer et spædbarn at kende: man betragter det i stilhed, rører ved det og smiler. Sådan er det
også med bøn. Vi må tilbage til det elementære: øjet, hånden, smilet og tårerne. Ved at røre og blive rørt
oplever man en anden dimension end den rent intellektuelle.”
Og derfor opfandt han Kristuskransen, som har åbnet begrebet 'bøn' for mig:

Den blev til, fordi Martin Lönnebo opdagede, hvilken betydning en bedekrans har for mennesker i andre
kulturer end vores nordeuropæiske: her bliver bønnen til en pause, et hvil midt i den travle hverdag. Og hver
eneste perle har en enestående betydning; ikke bare de skinnende og store, men også de seks stilhedsperler,
hverdagsperlerne, pauseperlerne.
Og med Kristuskransen bliver det forhåbentligt muligt at se sammenhængen mellem "at bede" og "at holde
hvil":
At bede er at folde sine hænder og åbne sit hjerte - at trække vejret helt ned i hjertet og lade sig fylde af den
kærlighed, tro og håb, som Gud fylder livet med, hver gang han trækker vejret - og blæser os et stykke: ud på
vejen, ind i hverdagen, op i himlen, ned på jorden.
I dag holder vi ikke nadver, men vi vil opleve "absolution": den tilsigelse af syndernes forladelse, som har været
en del af gudstjenestens liturgi fra gammel tid, men som for det meste kun ligger implicit i vores gudstjeneste.
I dag giver det mening, fordi vi har hørt Johannes Døberens bodsprædiken – fordi vi nu er kommet helt ned i
gear - fordi vi tager bededagen alvorligt – fordi vi derfor kan glæde os over, at det hele ender godt - med liv og
glade dage!
På Jesu Kristi befaling
og for hans lidelses og døds skyld
kan jeg tilsige jer alle
jeres synders nådige forladelse
i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Han, som har begyndt sin gode gerning i jer,
vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag.
Hans fred være med jer!

Amen.