Ridder af Krykhusarernes Orden

Prædiken fra Radiogudstjeneste d. 14. maj 2023. Prædikant: Pernille Østrem 5. søndag efter påske. Hør eller genhør gudstenesten her.

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. »Slip mig!« sagde han, »det er ved at blive lyst.« Men Jakob svarede: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.« Manden spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede: »Jakob.« Så sagde han: »Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret«. Jakob sagde: »Sig mig dit navn!« Han spurgte: »Hvorfor spørger du om mit navn?« Så velsignede han ham dér. Jakob kaldte stedet Penuel, »for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet«. Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften.

Første Mosebog 32,25-32 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«

Johannesevangeliet 16,23b-28

Prædiken:

Godmorgen! Dejligt, at vi kan være sammen i dag, både her i kirken og på kryds og tværs af Danmark og verden. Det kunne være spændende at vide om hinanden: Hvorfor går du til gudstjeneste? Hvorfor har du tændt for radioen og stillet ind på højmessen fra Stefanskirken? Det er der formentlig lige så mange grunde til, som der er lyttere og kirkegængere. Tal gerne med hinanden om det over kirkekaffen. Og jeg vil heller ikke blive ked af breve og beskeder om emnet. Jeg synes, det er inspirerende at høre om på kryds og tværs og særdeles lærerigt for præster at vide mere om. 

En grund, som jeg har hørt mere end en gang, er: ”Jeg kommer i kirke, fordi jeg søger svar.” Eller: ”Jeg kommer med et spørgsmål eller en undren, eller jeg kommer med en vished, som jeg gerne vil have bekræftet eller spejlet med et svar.” 

En anden mulighed er: ”Jeg søger gudstjenesterummet, fordi jeg søger et sprog til at tale om livets store spørgsmål – frelse, død, tilgivelse, skyld – og fordi jeg søger hjælp til at sætte ord på de spørgsmål, jeg kæmper med. Når jeg er alene med mig selv, mangler jeg ofte ord. Når jeg træder ind i Guds hus, bliver jeg tiltalt, og så er det pludselig mere legalt at være mundlam, stamme eller snuble i ordene.”

Tag nu dagens evangelium. Ved første ”ørekast” kunne man tænke, at evangeliet næsten i første linje svarer på, hvordan vi skal bede til Gud på den rigtige måde.

”I Jesu navn” er svaret. Tak som byder. Så kan vi jo sådan set godt gå hjem. 

MEN! Mon ikke vi aner, at evangeliet vil mere med os, og vi godt ved, at vi har brug for at blive lidt længere og såmænd også komme igen, hvis vi altså ikke bare skal blive på overfladen.

Evangeliet sætter spot på et evigt menneskeligt dilemma og stiller spørgsmålet: ”Hvordan skal vi bede til Gud uden at forstille os?” For enhver kan jo sige: ”I Jesus navn,” uden at bønnen er i hans navn eller efter Guds vilje. Det ved vi godt.

Langt mere end at evangeliet bare svarer os, kan vi opleve, at det er loyalt over for os uperfekte, halte typer, som krykker os ind med vores kampe og spørgsmål. Evangeliet nægter os de nemme svar. Og tror vi, at Jesus taler til os, så siger han tilmed i dag, at han taler til os billeder. Og endnu har vi ikke bedt I hans navn! 

Om salmesangen her ved gudstjenesten kan vi sige det samme som om evangeliet. Den er loyal over for os, digter os med ind i Guds store fortælling, lader os græde med Maria Magdalene i gravhaven, mens solen står op, og hun ser gennem tårer tilbage på os og ser os, når vi står i vildrede. Og salmerne rimer os ud i vildnisset og går sammen med os gennem natten, når vi med Jakob ikke kan andet end at lægge hovedet på en sten i et umuligt forsøg på at finde hvile. Og selv det umulige og det ensomme favner salmen og lader os synge i kor og i fællesskab, der, hvor vores eget sprog ikke magter mere, og der, hvor vi ellers var helt alene.

Vi kan sige, at vores gudstjeneste nogle gange er én lang bøn, som vi kan læne os ind i, hvad enten det er en klagebøn eller en takkebøn. Mange har erfaret, at hele gudstjenesten er en mulighed for at ryste os ud af den individuelle stræben efter svar og bekræftelse og ryste os ned i suppedasen, hvor vi alle er i samme båd – hvor vi må være loyale over for, at vi alle kommer med vores kampe, vores krykker og vores tvivl og spørgsmål.

I dagens gudstjeneste går Jakob os både i møde i salmesangen og i den gammeltestamentlige læsning. I kan læse alt om hans liv og hans kampe i Første Mosebog, når I har en ledig stund. I dag hører vi konkret om hans natlige sjælekamp. Han er et menneske, der kommer kæmpende til verden, som nummer to med hånden om sin bror Esaus hæl, og fra starten af oplever, at det, han er, ikke er godt nok. Det sætter sig dybe spor, og Jakob takler det ved at forstille sig og snyde sig til sin fars gunst og velsignelse. For velsignelse er det, han længes allermest efter. En arvestrid uden løsning, to søskende, der bryder med hinanden. Han flygter fra det hele, og han kommer så langt ud, at han ikke har andet end en sten at hvile sit hoved på. 

Senere kæmper han under nye himmelstrøg for kærligheden og kommer til at kæmpe med de mest komplicerede familieforhold, med dine og mine og vores og trælkvindens børn. Og som tiden går, bliver han grådig og bedrager sin svigerfar i verdens første selskabstømning. Igen må han flygte fra sig selv og fra de andre. Og igen er han helt alene, måske er alt tabt denne gang. Der findes nok mange mennesker, der kan spejle sig i noget af det, alt fra knust selvværd, forstillelse, tab, løgn og familiestrid til ensomhed.

Om natten, som Jakob netop tilbringer i ensomhed i ingenmandsland, sker det, at han må kæmpe med Gud. Lige der i ingenmandsland mellem alle mulige svigt og tab, der sker det. Sjælekampen, nattens sjælekamp, går de færreste forbi. Men samtidig er det også en fysisk kamp, hvor Jakob bliver slemt skadet. Om morgenen er kampen til ende, og han får frit Guds velsignelse. Uden at snyde og bedrage, uden at udgive sig for at være noget andet, end han er. Den morgen bliver han set og slået til ridder af krykhusarernes orden. Nu er han blevet et halt og alligevel et fuldstændigt menneske, der ikke har forstillet sig for at få velsignelsen. 

Således hel og halt på samme tid kan Jakob nu endelig finde tilbage til sin bror og bede om hans tilgivelse. Tiden har måske læget nogle af Esaus sår, men blot dette, at Jakob kommer til ham, gør, at Esau kan tage imod ham med åbne arme. Men kun fordi Jakob kæmpede sin sjælekamp med Gud, kunne han rent faktisk komme hjem.

Måske kan vi se vores næste natlige sjælekamp i dette lys? Og måske er der mange af vores kampe, der fortjener at blive omfavnet af kirkeklokkernes lyse klang, når vi halter til kirke for at spørge, om det virkelig er sandt: ”Er jeg et helt menneske? I Guds øjne?” Når vi knæler under nadveren, kan vi ydmygt bede om at blive slået til ridder af Krykhusarernes Orden. I Jesu navn. Amen.

Kirkebøn:

Lad os bede sammen.

Gud! Vi beder for alle, der ikke fandt hvile i nat, dem, der ikke har noget sted at kalde hjem, dem, der ligger i ingenmandsland og kun har sten som hovedpude.

Gud! Vi beder for vort monarki og vort demokrati, og vi beder for verdens tilstand. Må alle, der har magt og har tiltaget sig magt, må de falde på knæ og bede om ydmyghed og fred i dit navn.

Gud! Lad aldrig vores hjerte forhærdes over for verdens nød og menneskers lidelse. Lær os at åbne vores arme, lær os at dele ud af vores overflod, og lær os at standse op, når der er brug for os.

Gud! Vi beder dig: Lad os alle engang samles hos dig under dine vinger, i dit himmelske lys. 

Amen.