4. søndag efter Trinitatis

Prædiken af Thomas Høg Nørager 

Holdt i Stefanskirken den 2. juli 2023 

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke  

---

Der er en scene i Kim Larsen og Erik Ballings film ”Midt om natten” fra 1984, hvor Arnold, spillet af Erik Clausen, bliver spurgt om, hvad han vil gøre, nu hvor politiet vil komme og smide dem ud af den ejendom i Sverigesgade nr. 16 på Amager, som de uretmæssigt har besat. De unge idealister vil gerne smide både det ene og det andet efter politiet. Den mest desperate idealist – Spacy – ender med at kaste sig ud fra 5. sal. 

Men Arnold er mere dæmpet. Han siger: ”Ja, hvad er det, vi vil? Vi er jo fredelige mennesker. Vi er jo ikke ude på ballade. Vi vil bare have et sted at bo. Så jeg vil gå ind til mig selv. Jeg vil lukke min dør. Jeg vil vande mine blomster. Og hvis politiet vil have mig ud, må de bære mig ud.” På trods af verdens genvordigheder: at vise, hvad man vil, ved at gå ind til sig selv og vande sine blomster.

Den tyske kirkereformator, protestanten Martin Luther, som levede i 1500-tallet, skal have sagt, at om så jorden går under i morgen vil jeg plante et træ i dag.

Kristian Levring er en dansk filminstruktør. Han er en af de fire dogmebrødre – sammen med Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Søren Kragh-Jacobsen. I hans dogmefilm ”The King Is Alive” følger vi elleve turister, som strander i en forladt by i Namibias ørken, da deres bus bryder sammen. For at holde håbet oppe, mens de venter på at blive reddet, går de i gang med at indstudere Shakespeares ”Kong Lear”. Under den brændende sol svinder deres håb dag for dag, og deres roller transformeres langsomt til en ultimativ kamp om liv og død.

Et klimaks ser vi, hvor en mand degenerer til det umenneskelige og urinerer på et forsvarsløst, liggende menneske; samtidig ser vi en gruppe trodse en sandstorm og med fare for liv og lemmer gå ud i ørkenen for at begrave og give en barmhjertig afsked til et menneske, de ikke engang kender navnet på. En handling, der dybest set er nytteløs og i lyset af sandstormen tilmed hovedløs. Men aldrig betydningsløs. Men at begrave hinanden i barmhjertighed er måske det, der løfter os op over det dyriske stade og giver os gudbilledligheden.

I skabelsesberetningen på Bibelens første sider står det skrevet, ”Gud skabte mennesket i sit billede.”

Jesus sagde: ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.”

At begrave hinanden i barmhjertighed er måske det, der giver den gudbilledlighed, som Bibelen taler om. Vi kan godt begrave hinanden i barmhjertighed, selvom vi er i live. 

Enhver gudstjeneste slutter med velsignelsen. ”Herren velsigne dig og bevare dig.” Prøv at lægge mærke til det. Og læg mærke til, hvad der ikke bliver sagt. Der bliver ikke sagt: ”Herren velsigne de udvalgte.” Der bliver ikke sagt: ”Herren velsigne de troende.” Der bliver ikke sagt: ”Herren velsigne de rene.” Der bliver derimod sagt: ”Herren velsigne dig.” Det vil sige enhver. Vi kan godt begrave hinanden i barmhjertighed, selvom vi er i live.

Den jødiske teolog Mellissa Raphael har undersøgt breve og dagbøger fra jødiske kvinder i kz-lejrene og stiller dem op over for jødiske teologers refleksion over de nazistiske udryddelseslejre. De jødiske teologer er enige om, at der ikke var meget Gud i Auschwitz. Men de har tre typer forsvar for han fravær. Fx at staten Israel på baggrund af udryddelserne blev oprettet. Nogle mener, at Gud uransageligt havde trukket sig tilbage. Andre igen mener, at Gud som et pædagogisk projekt ville vise, hvad der sker, når menneskets frie vilje løber løbsk. Men ingen af disse tre løsninger er tilfredsstillende. De viser en dæmonisk og kold Gud. Det svarer ikke til Gud som kærlighed. 

Mere interessant blev det i de almindelige kvinders breve og dagbøger fra kz-lejrene. Kvinderne i lejrene vasker de døde og vasker deres børn inden sabbatten. I en tilsyneladende meningsløs rutine genetablerer de en jødisk rituel praksis. De kalder ved deres vask en humanitet frem, hvor der ingen er; og dermed kalder de Gud frem, kalder mennesket frem for Gud. Kalder gudbilledligheden frem. For den handling er Guds værdighedsskabende, rensende handling, en modsigelse af alt inhumant.

Grundtvig skriver i samme tankebaner: ”Ligne vor Fader ejegod, som sig af hjertet forbarmer, som, når vi falder ham til fod, inderlig rørt os omarmer, det må vi alle i det små, det kan vi alle godt forstå, som har et menneskehjerte!”

Gudbilledlighed er det i mennesket, som Gud kan genkende sig selv i. Ikke en patriarkalsk, fjern, fraværende gud med skjulte hensigter og motiver bag uhyrlige umenneskeligheder, men en synlig gud, synlig i barmhjertigheden og værdighedens handlinger i det små. Det kan vi alle godt forstå, som har et menneskehjerte.

Jesus sagde: ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer.” 

”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?”

Hvad skulle de gøre i Sydafrika, da sorte og hvide skulle leve lige sammen efter årtier med hvidt overherredømme og adskillelse mellem racer? Hvad skal de gøre i Ukraine og Rusland, den dag freden sænker sig, og gårsdagens fjender skal blive til morgendagens venner? Hvad skulle de gøre i Tyskland, da den nazistiske rædselsutopi faldt sammen, og tidligere nazister skulle leve sammen med jøder, sammen med modstandsfolk, sammen med alle de overlevende fanger fra lejrene?

Den tyske filosof Karl Jaspers var gift med en jøde og havde derfor dette spørgsmål helt inde på livet. Han sagde: ”Vi har endnu ikke noget fælles grundlag. Vi forsøger at finde sammen. Vi ønsker at lære at tale med hinanden. Det betyder, at vi ikke bare ønsker at gentage vores egen mening, men at høre, hvad den anden person mener. Vi ønsker ikke kun at hævde, men også at tænke over sammenhængen, at lytte til begrundelser, at være klar til at komme til ny indsigt, vi ønsker at forsøge at sætte os ind i den andens synspunkt. Ja, vi ønsker tilmed at finde det, der er i modstrid med os selv. Lad os derfor ikke blive vrede på hinanden, men forsøge at finde vej sammen. Men der må ikke være nogen hindringer gennem skånsom tilbageholdenhed, ingen mildhed gennem fortielse, ingen trøst gennem bedrag. I en sådan tale er ingen dommer over den anden, hver enkelt er både anklager og dommer. I alle disse år har vi lyttet til andre menneskers nedværdigelse. Det ønsker vi ikke at forsætte med.” Og Karl Jaspers fortsætter: ”Men det lykkes altid kun delvist. Vi har alle en tendens til at retfærdiggøre os selv og gennem beskyldninger angribe de kræfter, der opfattes som fjendtlige. Vi er i dag nødt til at undersøge os selv mere grundigt end nogensinde før.” 

At gå ind til sig selv og vande sine blomster; at plante et træ. Forsøge at finde vej sammen. At vaske de døde. At begrave hinanden i værdighed og barmhjertighed, selv når vi lever. Herren velsigne dig. Amen.