9. søndag efter Trinitatis

Prædiken af Thomas Høg Nørager 

Holdt i Stefanskirken den 6. august 2023 

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/9-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke 

---

Kristendommen er i grunden noget af det mest grænsesprængende, anarkistiske og revolutionære, som nogensinde har set dagens lys.

Det glemmer vi ofte når kristendommen nedskrives til pæne møbler og lamper og bløde tæpper og et hyggeligt krybbespil til jul.

Hvad vi ofte glemmer, er, at krybbespillet til jul handler om et par, der er på flugt. Et barn født uden for ægteskab med tvivl of faderskabet … 

Hvad vores vestlige kultur og struktur har gjort til det ultimative billede på en lille, sød kernefamilie, er i grunden det stik modsatte: at livet springer frem, også i flugtens skygger, også uden for ægteskabets rammer – og at familie er meget mere end biologi …

Der, hvor vi har gjort kristendommen til det pæne og det kontrollerede, er kristendommen i grunden det modsatte. Det normbrydende og revolutionære. 

Og så en ting mere: altid med kærligheden som fortegn. En revolution, hvor vi, hvis vi bliver slået på den ene kind, så vender den anden til. En revolution, hvor du, hvis nogen ved rettens hjælp vil tage din kjortel, så også lader ham få kappen. En revolution, hvor du, hvis nogen vil tvinge dig til at følge ham én mil, så går to mil med ham. En revolution, hvor du giver den, der beder dig, og ikke vender ikke ryggen til den, der vil låne af dig. En revolution, hvor du beder for dem, der forfølger dig.

I vores lille andedam har vi lært at sige: ”Gør din pligt, og kræv din ret.” Og jeg skal hilse fra min oldemor i 4. baggård i det 20. århundredes begyndelse og sige, at det var mirakuløst at opleve at ende sine dage i en lejlighed med både lys, vand og varme. Hvem skulle have troet det? Men hvem skulle også have troet, at retten nu, ved begyndelsen af det 21. århundrede, var nedskrevet til, at alle skulle have ret til et fedt køkken? 

Skal vi drage en lære af kristendommen, lyder den nærmere: ”Gør din pligt, og kræv intet til gengæld.”

Hun havde også oplevet bogafbrændingerne i 1930’erne, da Nazityskland krævede jødiske og jødevenlige bøger brændt. Så jeg skulle hilse fra oldemor og sige at det var mirakuløst at opleve nedfældelsen og vedtagelsen af menneskerettighederne som gældende norm i efterkrigstidens verden. Men hvem skulle også have troet, her ved begyndelsen af det 21. århundrede, at nu var retten nedskrevet til, at alle skulle have ret til at brænde hinandens bøger? 

En mærkværdig krævementalitet har sneget sig ind i vores hjerner. Jeg har ret til et fedt køkken. Jeg har ret til at brænde bøger. Jeg har ret til. Den bibelske visdom modsiger vores krævementalitet og spørger retorisk: Hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?

Har du skabt solens lys, fuglenes sang, bækkens rislen, vindens svalhed og træernes livgivende ilt? Træerne? Har du skabt træerne, som giver tømmer til dit køkken? Har du skabt træerne, som bliver til bøgernes papir? Hvordan kan du tiltage dig retten over det, du ikke selv har skabt? 

Hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?

Jeg læser dagens tekst med det spørgsmål som mine brilleglas. 

En mand bliver grebet i dårlig forvaltning. Ejeren går i rette med ham. Men i stedet for blot at tage sit gode tøj og gå, og blive tigger eller graver, gør han noget andet. På en eller anden måde skaffer han sig medskyldige. Han tager imod dem, som har gældsbeviser – og så beder han dem om at forfalske dem. De skal selv nedskrive den gæld, som står på deres gældsbevis. 

Man kan sige, at den er da helt gal. Først bliver han selv grebet i uærlig forvaltning. Og dernæst indrullerer han sine skyldnere i noget mere miskmask. Kan det blive meget værre? Men i denne bibelske beretning får han ros. Beretningen slutter: ”Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. ’Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.’” Sig mig, hvad er meningen? Skal jeg skaffe mig forbrydervenner med uærlighed?

I en verden, der er bygget op omkring sætningen ”Gør din pligt, og kræv din ret,” giver denne fortælling ingen mening. 

Men i en verden bygget op omkring sætningen ”Hvad har du, som du ikke har fået givet?” giver denne fortælling masser af mening.

Forvalteren har forvaltet godset ødselt. Som om han havde ret til et fedt køkken. Han har sørget for gode forretningsforbindelser. Han har sørget for gode bankforbindelser. Han har sørget for billig arbejdskraft. Hver dag har han gjort sin pligt og krævet sin ret. Egentlig har han vel gjort det rigtige. Derfor undrer det ham vel i grunden også, at godsejeren beskylder ham for at være ødsel. Han har jo gjort sin pligt, så har man vel også ret til både et fedt køkken og at brænde bøget af? Men godsejeren er ikke tilfreds. 

Det er, som om han stiller spørgsmålet: ”Hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?”

Så i stedet for at kræve sin såkaldte ret, som er gældsbeviser, og beholde sine goder, begynder godsforvalteren nu at dele ud af godsets goder, ikke mindst ved at begynde at nedskrive medarbejdernes gældsbeviser. 

For hvis han ikke har noget, som ikke er blevet ham givet, hvordan kan han så forvalte det, som om det var hans? Ja, hvis han ikke har noget, som ikke er blevet ham givet, hvad anden mulighed er der så end at dele goderne? Derfor får han ros i fortællingen. 

Det er godt nok imod al gængs moral. Det er godt nok imod gældende norm. Det er revolutionært. Det er anarkistisk. Det er kristendom. Tillad mig at illustrere det med en anden fortælling fra Bibelen.

Jesus og disciplene går en tur. Det er sabbat, altså helligdag. Allerede det er en forbrydelse mod al gængs moral og gældende norm. Men ikke nok med det. Da de er sultne, spiser de fra en anden mands mark. De stjæler. Da de bliver anholdt for denne uorden, svarer Jesus: ”Mennesket blev ikke til for lovens skyld; men loven blev til for menneskets skyld.” Underforstået: Loven er kun lov, hvis den tjener livets fremme.

Det viste den såkaldt uærlige godsforvalter. Han forstod pludselig, at livets fremme langt overgår pligtsamfundets rettighedstænkning. Han forstod pludselig, at han intet havde, som han ikke havde fået givet. At han ikke havde skabt solens lys, fuglenes sang, bækkens rislen, vindens svalhed og træernes livgivende ilt. At intet, han havde, i grunden var hans – og derfor måtte han dele og derfor fik han ros …

Det er selvfølgelig hårdt at høre i vores del af verden, hvor vi har lært, at vi har ret til vores rigdom, ret til at varme os ved flammerne fra brændte bøger og ikke mindst ret til et fedt køkken …