10. søndag efter Trinitatis

Prædiken af Thomas Høg Nørager 

Holdt i Stefanskirken den 13. august 2023 

Se dagens tekster her: https://www.bibelselskabet.dk/10-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke 

---

Det er vores lod; det er menneskets lod, at vi altid kommer for sent til historien. Først når stormen har været der, bygger vi stormsikring. Først når krigen er begyndt, køber vi kanoner. Først når vejrforandringerne er totale, ændrer vi adfærd. Som filosoffen Søren Kierkegaard siger det så rigtigt: Livet leves forlæns, men forstås baglæns. 

Fortællingen i dag maler billedet af Jesus-figuren, der rider ind i Jerusalem. En legendarisk scene, hvor kræmmerne, der sælger slagtedyr, der skal ofres, ved templet, drives ud med ordene, der nu også pryder Stefanskirkens indgangsparti: ”Mit hus skal være et bedehus.” 

Inden da har vi fået fortalt, at Jesus græder over Jerusalem. Kendte du dog blot din besøgelsestid. ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred …”

Om end det kunne være bekvemt nærliggende at lukke øjnene for det, som fortællingen siger om ethvert liv, og applicere denne fortælling én til én på nutidens Jerusalem, der synes at stå i et demokratisk vadested – forfatningsændringer og borgerkrigslignende tilstande – så må og skal vi læse Jerusalem som et billede på enhver civilisation – enhver by – ethvert samfund, der kæmper med at finde frem til en form, hvor vi er frie, hvor vi er trygge, hvor der er plads til enken, den flygtede og den forældreløse. Hvor vi ikke skal frygte for krig og for vores kære. Hvor der er skoler og hospitaler. Og hvor ingen føler sig tilskyndet til at brænde hinandens bøger af. Ikke et sted, hvor vi tænker ens og går i takt, men et sted, hvor vi tør tænke frit, og også to personer af samme køn kan danse og føle sig frie og blive forelskede.

En af de mange spektakulære performances ved dette års Copenhagen Pride, som nu er skudt i gang, er begivenheden IF I CAN'T DANCE, IT'S NOT MY PRIDE. En interaktiv danseforestilling der tjener som mindesmærke for fortidens dansende modstandskamp, for det er jubilæum. Det er i år 50 år siden – i 1973 – at danseforbuddet for personer af samme køn blev ophævet. Ja. Dette forbud blev kun ophævet pga. en masse modige menneskers vedholdende kamp for det, der burde være en åbenlys frihedsrettighed.

Men ligesom den amerikanske samfundsracisme mod sorte ikke forsvandt, ved at Barack Obama blev landets første sorte præsident i 2009, så forsvandt den offentlige homofobi i Danmark heller ikke ved et trylleslag i 1973. I slutningen af juli blev den kun 28-årige, sorte homoseksuelle mand O’Shae Sibley mydet på åben gade i Brooklyn, mens han dansede den traditionelt queer danseform ’vogue’ med sine venner. Et aktuelt eksempel på, at dansen stadig bliver undertrykt som politisk virkelighed. Her græder også vi i solidaritet – hvis bare vores civilisation kendte sin besøgelsestid: IF I CAN’T DANCE, IT’S NOT MY PRIDE. 

Det er forbavsende at se, hvordan dagens bibelfortælling om Jesus-figuren, der begræder civilisationens blindhed og driver kræmmerne ud, skriver sig ind i nuets begivenheder og mærkedage – som vi ser det med Priden. 

I tirsdags tog almindelige beboere på Christiania affære. Ved at stille betonklodser og containere op blokerede de den forråede og korrupte og berygtede Pusherstreet. De drev kræmmerne ud. De kræmmere, som har udnyttet det, der engang var et råb om frihed, til at lave milliardomsætning med ufrihed og utryghed til følge. 

Hjalp det noget? Det ved jeg ikke. Hjalp det noget, dengang Jesus væltede et par borde i Jerusalem? Ja. For det gav os et vendepunkt. Det gav os en indsigt. Det gav os inspiration. Det giver os et håb. Det betegner en holdning. At nok kender vi aldrig vores besøgelsestid, men vi kan erkende vores blindhed. Vi kan blive klogere. Vi kan sige, at nu vil vi noget andet. Vi kan begynde på ny. Og det er vores gave.

For 80 år siden, mandag den 16. august 1943, blev en støberiarbejder på vej til arbejde i Odense stukket ned med en bajonet af en tysk soldat. Det førte snart til en total generalstrejke i den fynske hovedstad, og byens tyske kommandant sendte militærpatruljer og soldater fra det nazistiske Frikorps Danmark ud for at rydde gaderne. Det hjalp ikke; tværtimod bredte urolighederne sig de kommende dage til andre byer som Esbjerg, Aarhus, Aalborg, Fredericia, Bogense, Svendborg og Frederikshavn.

13 døgn efter knivstikkeriet, søndag den 29. august, gik regeringen med stats- og udenrigsminister Erik Scavenius af, fordi den ikke ville acceptere et ultimatum fra besættelsesmagten om blandt andet undtagelsestilstand, udgangsforbud, dødsstraf, særdomstole og forbud mod strejker. Dagbladet Information kalder det for det mest forsinkede nej i Danmarkshistorien.

Hjalp det noget? Det ved jeg ikke. Hjalp det noget, dengang Jesus væltede et par borde i Jerusalem? Ja. For det gav os et vendepunkt. Det gav os en indsigt. Det gav os inspiration. Det giver os et håb. Det betegner en holdning.

Kendte vi dog blot vores besøgelsestid! Så der aldrig havde været et danseforbud. Kendte vi dog blot vores besøgelsestid! Så Christiania kunne havde været det eksempel på fred – som var dets dåbsattest. Kendte vi dog blot vores besøgelsestid! Så der aldrig havde været en 9. april 1940. Et Auschwitz, en Berlinmur, en 11. september 2001, en coronapandemi, en 24. februar 2022 og 41,8 graders varme i Rom denne sommer. 

Og så havde klimaaktivister i desperation ikke igen stormet lufthavne og blokeret indfaldsveje, som vi har set det også denne sommer.

Hjalp det noget? Det ved jeg ikke. Hjalp det noget, dengang Jesus væltede et par borde i Jerusalem? Ja. For det gav os et vendepunkt. Det gav os en indsigt. Det gav os inspiration. Det giver os et håb. Det betegner en holdning. At nok kender vi aldrig vores besøgelsestid, men vi kan erkende vores blindhed. Vi kan blive klogere. Vi kan sige, at nu vil vi noget andet. Vi kan begynde på ny. Og det er vores gave.

Og også dette hus er en gave. Et bedehus, står der. Der skulle måske stå kølehus. Ikke ment som en spøg, men i alvor. Som det sted, hvor vi kan køle vores tanker. Køle vores tempo. Køle vores sprog. At være eftertænksom. At stoppe op. At bede handler ikke om at bede om noget – men om at sige tak. For bøn er ikke en trylledej, men en ”huske”-kage. I bønnen, når vi takker, husker vi, hvem vi er.

Måske kender vi aldrig vores besøgelsestid. Men vi kan erkende vores blindhed. Vi kan blive klogere. Vi kan sige, at nu vil vi noget andet. Vi kan begynde på ny. Og bede for Jerusalems fred, som er bønnen om fred i enhver civilisation. Hvor vi er frie, hvor vi er trygge, hvor der er plads til enken, den flygtede og den forældreløse. Hvor vi ikke skal frygte for krig og for vores kære. Hvor der er skoler og hospitaler. Og hvor ingen føler sig tilskyndet til at brænde hinandens bøger af. Ikke et sted, hvor vi tænker ens og går i takt, men et sted, hvor vi tør tænke frit, og også to personer af samme køn kan danse og blive forelskede. Kendte vi dog blot vores besøgelsestid. Glædelig søndag. Glædelig Pride. Amen.