17. søndag efter Trinitatis

Prædiken af Thomas Høg Nørager 

Holdt i Stefanskirken den 1. oktober 2023 

Se teksterne her:  17. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet

---

To gode veninder der skal på restaurant og de bestiller bøf. De er meget elskværdige og hensynsfulde begge to, hvor den ene holder døren, fører den anden stolen. Så kommer tjeneren ind med de to bøffer på et fad og går igen. Kvinderne kigger forbløffet ned på fadet; der er en stor og en lille bøf, og de er begge meget sultne. Der går lidt tid. Ta’ du først; nej, ta’du først siger de på skift til hinanden. Det begynder at blive pinligt. Gad vide hvad man selv ville have gjort. Til sidst tager den ene den store bøf, den anden overfor må tage den lille. Hun kan nu ikke skjule sin skuffelse og udbryder, at nej det kunne hun da ikke være bekendt at tage den store. Nå hvorfor bliver der svaret tilbage – hvilken en ville du da have taget hvis du havde valgt først? – jamen så havde jeg selvfølgelig valgt den lille, svarede den anden. Jamen så er alt jo i orden sagde den første for det er jo også den du har fået.

Jeg tænker nogle gange at det Jesus-figuren siger det i dagens lille tekststykke som vi just har hørt det, til noget af det dummeste han har sagt. Så dumt at skulle der engang have levet denne mand med visdom og myndighed som langt overgik de skriftkloge, ja så tvivler jeg på han har sagt netop dette. Så må det være en forfatter der senere har lagt det i munden på ham. Altså jeg refererer til den allersidste sætning…

For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Kan I ikke høre hvor dumt det er. 

Altså det er jo godt nok det der med, at den der ophøjer sig selv skal ydmyges. Det elsker vi jo her i jantelovens land. Hovmod stå for fald lyder en talemåde. Og de gamle grækere vidste nok hvis man man var hovmodig og ophøjede sig selv, ja, så blev begik man hybris og så blev man ramt af nemesis, hvilket vil sige, at var man lidt for smart sørgede guderne for at smide dig hjem til start… Så der er Jesus-figuren helt på linje; det er mere den allersidste sætning den er gal med… og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes…

Hvorfor er det en dum sætning; jo for længe siden den dag har der været stormløb på nederste pladser. En evig konkurrence om at spille mest ydmyg. At være den mest beskedne. At være den mest selvopofrende. 

Se mig, jeg går kun i genbrugstøj. Se mig, jeg spiser kun vegansk. Se mig, jeg flyver aldrig og kører aldrig i med benzin. Se, mig, se hvor jeg ydmyg jeg er… Ja, man mindes når man hører dette tekststykke, den gode kunstner Niels Haugaard der i en af sine satiriske monologer fik sagt, han da nok hørte til de absolut mest ydmyge i verden…

Er der noget galt med genbrugstøj. Nej, selvfølgelig ikke. Er der noget galt med vegansk. Nej, selvfølgelig ikke. Er der noget galt med ikke at flyve og bruge benzin. Nej, selvfølgelig ikke. Men er der noget galt i at du bruger alle disse ting, til at hæve dig op over andre. Ja, der er. Der noget galt når man bruger sin såkaldte ydmyghed til at gøre sig bedre end andre. Når man bruger disse ydmygheds-markører til sin egen lille magtdemonstration. Se mig, siger tiden, jeg faster, jeg afstår, jeg går udenom – se, mig jeg sætter mig nederst. Er jeg ikke bare god? Se, alle sammen hvor ydmyg jeg er, jeg har sat mig allernederst… i mit genbrugstøj…

Hvor er vi mennesker simple. Og siden det blev sagt, har vi brugt ydmygheden til at ophøje os… kunne Jesus virkelig have sagt, noget så uigennemtænkt…

Eller er sætningen den der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Måske i grunden en af de klogeste sætninger der sagt. Jeg mener måske er det Jesus der tankeløst kastede en forhastet sætning ud. Måske er det os der ikke har tænkt sætningen godt nok til ende…

Måske skulle vi prøve at tage sætningen ind og så smage på den en gang til … hvis vi ophøjer os selv så skal vi ydmyges, men den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes… 

Hvis vi nu antager at det faktisk er en genial sætning; hvori består det geniale så. Det geniale består ikke i at den fortæller os hvad vi skal gøre. For vi har jo set at hvis vi derfor – fordi Jesus eller tiden eller noget andet har sagt det - prøver at være ydmyge, så gør vi det jo stadig kun i sammenligning med andre – og er straks i gang med den selvhævdende konkurrence om så at være mest ydmyg, hvilket vil sige, at vi på ydmyghedens barometer, igen er i gang med at ophøje selv…

Så det geniale består ikke i at sætningen fortæller os hvad vi skal gøre… sætningen genialitet består i at den afslører os. Den afslører at uanset om du spiller smart, eller uanset om du spiller ydmyg, så er du i gang med et konkurrence-spil  hvor du gerne vil fremstå bedst… i den hårde finansverden skal man helst fremstå så smart og hurtig som muligt, i den bløde humanistiske verden skal man helst fremstå så ydmyg og langsom (ikke- accelererende og eftertænksom) som mulig… 

Den lille sætning anviser ikke en levevej, men afslører derimod vores hovmod, vores hybris, vores selvhævdelse, at mentaliteten i den bløde humanistiske krea-verden er lige så afstumpet som i den hårde finansverden… alle vil fremstå, ses og anerkendes, ja ophøjes -  som den bedste udgave af idealerne på lige netop den etage man selv befinder sig på…  

Så nu skulle man tro at alt var endt i elendighed. Hvis ophøjer os selv så er det forkert; og hvis vi ydmyger os selv, ja, så er det jo bare en skjult måde at ophøje os selv på, og så er det jo også forkert… Altså uanset hvad vi gør – så er det åbenbart forkert… og det lyder da lidt elendigt…

Men vi må lytte godt efter. For, ja, hvis vi spiller smarte for at blive hyldet; eller vi spiller ydmyge for at blive ydmyget; så har  vi hverken spillet ydmyge eller smarte for nogens andre skyld end vores egen, og både det smarte og det ydmyge er udtryk for vores egoisme…

Så hvad gør vi… Og her kommer kristendommen ind i billedet med en genistreg, men en ekstravagant fortælling; en overrumplende og helt igennem vanvittig påstand, som ingen kan føre bevis for og som kun kan tros, hvilket kan være svært nok hvorfor man nok har brug for at høre det igen og igen…

Kristendommen siger Guds kærlighed dvs dit menneskeværd dvs dit medmenneskes menneskeværd afhænger ikke af ydmyghed eller smartness; afhænger ikke af om du er ægte eller falsk; afhænger ikke af om du har fattet pointen eller ej; Guds kærlighed, dvs dit menneskeværd dvs dit medmenneskes menneskeværd er givet med fortællingen om at du er skabt i Guds billede; er givet med fortællingen om at Gud blev menneske og ville have med selv de værste af os at gøre – også dem af os der stadig spiller ydmyge og spiller smarte… fortællingen om at Guds kærlighed gælder, ikke fordi vi har gjort særligt, men også på trods af vi oftest gør det modsatte…

Kristendommens fortælling blev ikke sat i verden for at lade os genopdrage; men for at lade os genopdage, opdage at livet er en gave og ikke en eksamen…  For det er kristendommens fortælling – at Guds kærlighed, dit menneskeværd ikke gives efter fortjeneste, men gives og det bare fordi… og fritager os derfor og dermed for at skulle leve op til noget som helst… som jeg hørte en formulere det: Du er altid allerede elsket. 

Amen