Stefanskirkens mange og forskelligartede brugere har typisk et personligt forhold til kirken, er stolte af den og synes, at det er en sej kirke. Og hvis ikke man har været kirkegænger gennem mange år, kan man tro, at kirkens status som cool kirke er af nyere dato. Men faktisk hviler kirken på en solid aktivistisk tradition, som blev grundlagt tilbage i 80’erne og 90’erne af præsterne Anne Braad og Ivan Larsen og med Ove Carlsen som en engageret og aktiv medspiller. Har du lagt mærke til kirkens orgel-engle i december? Det er Oves værk!

Ove Carlsen er 71 år og pensioneret psykolog med speciale i bl.a. Autisme og ADHD - en uddannelse, der blev bygget ovenpå en læreruddannelse.

Herudover er Ove gift med Ivan Larsen, tidligere sognepræst i Stefanskirken og desuden manden bag kirkens altertæppe, brudetæppe, messehagler, lysskulptur og juleengle!

Det lå slet ikke i kortene, at Ove Carlsen skulle være med til at definere en moderne folkekirke – og slet ikke som ægtefælle til en mandlig præst.

Ove var ordblind og mildest talt ikke glad for at gå i skole og havde egentlig svoret aldrig at sætte sine ben der igen, da han havde kæmpet sig til en realeksamen. Han ville gerne på kunstakademiet. ”Men mine forældre foreslog, at jeg skulle være lærer. Og da jeg kom i praktik til slut i uddannelsen, blev jeg vild med det,” fortæller Ove.

På en måde er det betegnende for Ove, at uanset hvilke kort han har fået på hånden, så er det lykkedes ham at spille dem på sin egen måde og nå værdigt i mål med vigtige livsprojekter.

”Jeg blev gift i 1973 med en skøn kvinde og fik to dejlige børn. For selvom jeg godt vidste, jeg var homoseksuel, troede jeg, det ville gå over!”

Det gjorde det dog ikke, og i åbenhed og dialog med sin kone, sprang Ove ud som bøsse i 1982.

Blandt de første, der fik registrerede partnerskaber

”Jeg var aktiv i bøssemiljøet og var bl.a. med til at danne en gruppe af bøsse- og lesbiske psykologer, var aktiv i Landsforeningen for bøsser og lesbiske (i dag LGBT Danmark), sad i rådgivningen, lavede HIV-rådgivning og kurser i sikker sex. Det var jo i disse år, at AIDS-epidemien rasede,” forklarer Ove.

Også Ivan var et aktivt menneske. Udover at være sognepræst havde han et ugentligt radioprogram kaldet ”Søndagstanker” på Radio Rosa, der var en lokalradio henvendt til især seksuelle minoriteter. Her havde Ove hørt ham tit.

“Vi mødte hinanden i 1986, begyndte at date og flyttede sammen efter et år. Og den 1. oktober 1989 var vi det andet bøssepar i hele verden, som indgik registreret partnerskab.” Det skete, da Danmark som det første land i verden indførte en lov, der på en lang række områder gav homoseksuelle par samme rettigheder som heteroseksuelle.

Der var temmelig meget international opmærksomhed på de i alt elleve bøssebryllupper, som fandt sted den 1. oktober 1989. ”Politiken lavede en to-siders artikel om min indflytning i Stefansgade 2. Det betød, at med ét vidste alle, hvad der foregik i præsteboligen,” husker Ove.

”Min arbejdsplads havde ingen problemer med, at jeg var bøsse, eller at vi var blevet gift. Men i en periode fik vi jævnligt sten ind ad vinduerne og modtog dødstrusler fra mennesker, som helt tydeligt havde problemer med os!”

Du må ikke stjæle!

Det var ikke kun inden for det seksualpolitiske område, der skete noget. Også i Stefanskirken blev der taget livtag med dogmerne.

”Ivan og Anne var et stærkt makkerpar, der sammen arbejdede for at gøre kirken moderne og for at gøre det muligt for præster også at være mennesker. De satte debat i gang om, hvad en kirke skal være og satte Stefanskirken på landkortet ved at turde tage stilling.”

Ove var involveret i en stor del af det kirkelige liv.

”Der blev jævnligt stjålet fra kirkens indsamlingsbøsser, sandsynligvis fordi ydre Nørrebro i endnu højere grad end i dag var et fattigt område. Så på et tidspunkt lavede vi en slags installation om det 7. bud, ”Du må ikke stjæle”, hvor vi gjorde forskellige ting frit tilgængelige på kirkepladsen og så dokumenterede i en protokol, hvis der blev stjålet noget, ligesom vi lavede en plakatsøjle på kirkepladsen, hvor både tyve og andre mennesker kunne skrive om deres forhold til tyveri,” fortæller Ove. ”

I det hele taget ville Anne og Ivan gerne have mennesker til at forholde sig til sig selv og deres liv. Så de bad Ove om at lave, hvad der sandsynligvis var Danmarks første lysskulptur – en skulptur, der stadig bruges i kirken. På ægte Nørrebro-manér brugte Ove en kantsten som udgangspunkt. Denne blev placeret på højkant og omviklet med metal med lyseholdere. Ovenpå lysskulpturen blev der anbragt en jordskive.

”Jeg tegnede skulpturen og lavede den i samarbejde med kunstneren Geert Funder Daa. Mange kirkegængere var glade for den, men der var også mennesker, der anklagede os for at være katolske,” husker Ove.

Dronning Margrethe sagde nej – Ove sagde ja

Da man forberedte kirkens 125-års jubilæum frem mod 1999, henvendte menighedsrådet sig til dronning Margrethe for at høre, om hun havde lyst til at designe nye messehagler til kirken. Det havde hun ikke! Så i stedet spurgte man Ove, som heldigvis sagde ja.

”Jeg designede fire messehagler, som blev syet af tekstilkunstneren Inger Green Petersen.”

Herudover har Ove designet kirkens altertæppe og brudetæppet, som bliver fundet frem til alle vielser og velsignelser, og som alle, der bliver viet eller velsignet i kirken, sidder på.

”Altertæppet blev syet af 18 mennesker fra menigheden, som mødtes en gang om ugen i et år og arbejdede på det. Også brudetæppet er et sådant kollektivt arbejde,” siger Ove.

Engle med vuvuzelaer!

I juletiden er der særligt mange mennesker i Stefanskirken. Og mon ikke de fleste af disse har set de tre engle, som er monteret under kirkens orgelpiber? Også disse er Oves værk.

”Annes ex-mand Carl havde lavet en julekrybbe med bl.a. en giraf og engle til kirken. Men da han og Anne blev skilt, tog han det hele med. Kirken var i akut englemangel, så jeg vovede mig ud i at fremstille tre engle i papmache.”

I arbejdet var Ove inspireret af barokengle. Det gælder dog ikke englenes musikinstrumenter. Englene spiller nemlig på forgyldte vuvuzelaer! Hvis man så – eller hørte – VM i fodbold i Sydafrika i 2010, vil man vide, at vuvuzelaer er et ualmindeligt støjende instrument. Men forgyldte og i hænderne på engle er de heldigvis helt stilfærdige!

Dejligt det stadig er en levende kirke

Ivan stoppede som præst i Stefanskirken i 2012, og han og Ove rykkede ud af præsteboligen i Stefansgade.

”Det var dejligt at være en del af en meget levende kirke, som turde tage stilling til sig selv og sin samtid, en kirke, der var bannerfører for en ny måde at tænke kirke på,” siger Ove.

Og apropos bannerfører, så var det at bruge bannere en tradition, der blev startet af Anne. Og ældre nørrebroere har muligvis set det gigantiske Pride-banner, som prydede kirken i Pride-ugen, indtil det gik i stykker. Også det var Oves værk.

”Det er dejligt at se, at Stefanskirken stadig er en levende kirke. Både Ivan og jeg kommer her jævnligt, og det er også herfra, vi begge vil begraves,” slutter Ove Carlsen.