5. søndag efter påske. Denne søndag bliver forhåbentlig sidste gang nogensinde, vi ikke kan fejre gudstjeneste i Stefanskirken og alle landets andre kirken. Hele perioden har vi udsendt videoer og lyd og tekst, og sådan bliver det også denne dag. 

I dag har vi forberedt lidt salmesang til dig, som du kan synge med på:

En dejlig evergreen, som mange nok savner at synge i en fuld kirke, er "Det dufter lysegrønt af græs". Syng endelig med!

En af de tekster, som hører til dagen er fra Romerbrevet 8, 24-28:

* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.  Amen.

Grundtvig har digtet om netop dette sted i "Talsmand, som på jorderige".

Læs sognepræst Pernille Østrems prædiken:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

Når man skal giftes, siger man ja til at ville elske og ære hinanden til døden skiller de elskende ad. Fra et hvert menneske vi elsker og har mistet til døden, ved vi at kærligheden varer endnu længere. Kærligheden mellem ægtefolk, søskende, venner, børn og forældre KAN vare helt ind i evigheden, sådan forstået at var man blevet spurgt: Vil du elske og ære, den og den person til døden skiller jer ad, kunne vi have svaret: Ja og endnu længere, til evig tid.

Og når vi kommer til at elske en anden, så er det netop sådan det føles – for:

Kærligheden er ikke tilfreds med tidsbegrænsning, hvis den ikke har evighedens perspektiv over sig, ville den ikke være kærlighed. Hvis man kunne man mærke at den og den ville man elske til cirka henad sankt hans 2022, ville det være noget andet end kærlighed.

Men samtidig er den kærlighedsaffære, der kun har tanke for evigheden og perfektionen og drømmen, jo en virkelighedsflugt.

Lykkelig det menneske, som i sin kærlighed på 1 gang følte, at han stod midt i evigheden og dog hørte stueuret slå. Således digteren.

I et hvert slags kærlighedsforhold af hvilken som helst slags er der tre størrelser: En selv, den elskede og kærligheden. Kærligheden er så at sige til, endnu før vi begynder at elske hinanden, en forudsætning for at vi kan elske. Ellers kunne vi lige så godt overgive os til pessimistisk livsvisdom: Belært af tragiske erfaringer kunne vi beslutte aldrig mere at elske, så man undgår at blive såret. Kierkegaard er kendt for at have sagt, at den, der unddrager sig kærlighed, er offer for et tab.

Man kunne også sige, at nok kan man forsøge at undgå at elske og dermed også muligheden for at miste. Men netop deri ligger tabet, for det ligger så dybt i mennesket – trangen til at elske, at kærligheden helt grundlæggende tilhører det at være menneske.

Den bøn vi hører i dag i evangeliet, fra Johannesevangeliet kaldes Jesu ypperstepræstelige bøn. Han beder den aften før sin død, i yderste livsfare og ensomhed. Det er en kærlighedens bøn for alle, og for al tid, for ethvert menneske – og for evigt.

Langt de fleste forbindelser vi mennesker knytter, er nogle hvor vi i en eller anden grad ser os for. I en eller anden grad ser hvad der også er fordelagtig for os. Jesus knytter forbindelse uden at tænke på sin egen fordel. Ja selv hvis han vidste, at de mennesker, han sluttede sig sammen med, slet ingen fordel kunne byde ham men tværtimod ville komme til at volde ham de største smerter og de dybeste ofre, og til sidste ville forråde ham. Han søgte ikke de pengerige og indflydelsesrige kredse, han søgte kun at skabe enhed, ikke mindst til alle os der føler os fortabt, og alle os der på den ene eller anden måde er det. Hvad enten vi vil være ved det eller ej.

Måske har I hørt det Jesus-citat, der lyder: ”Kom til mig alle i som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Kom til mig, alle I som er afmægtige og uden håb. Alle I, som er uretfærdige og skyldige, alle I, som er egenkærlige og ikke lytter.

Den bøn Jesus beder, handler hele tiden om enhed. Både når han beder til sin far og når han beder mennesker komme ham nær.

Mens vi her er forskellige med hver vores problem, med hver vores baggrund, med hver vores alder og muligheder, fortjenester, fortrin, skyld eller angst, så ophæver Jesu kærlighed til enhver af os alle de skel, hvad end de måtte være, og hvor ude af stand vi end er til at se ud over de skel.

Det meste af den kærlighed vi støder på er selvkærlighed eller forkærlighed. En kærlighed, der søger sit eget. Men den sande kærlighed søger ikke sit eget, derfor søger den os, også når vi er allerlængst borte, når vi står allerfjernest så søger kærligheden enhed med os. Vi kender som et minimum trangen efter denne kærlighed, der ikke søger sit eget. Men vi ved også alle noget om forbitrelsen, skuffelsen og ensomheden. Og kærligheden taler om enhed, hvor vi er elsket på trods og på tværs.

Vi tænker tit, at vi skal være så og så gode, så og så smukke, kloge, rige, milde, tiltalende for at blive elsket. Sandheden er, at vi er elsket fra begyndelsen af. Når vi mærker det, smager det, synger det, bekender det, så kan vi opleve os selv og hinanden smukkere, mildere, rigere på nåde, mod og tilgivelse, end vi troede muligt. At tro sig elsket, som et grundvilkår, som Gud har lagt ind i vores menneskelighed, er noget vi alle har fortjent. Men selv om man aldrig i dette liv tror sig elsket, selvom man holder alle kærlighedsforhold ud fra sig i strakt arm, selvom man kun oplever selvkærlighed og forkærlighed i dette liv, selv hvis alle disse ting til sammen skulle gøre, at man aldrig hørte om kærlighedens sande væsen i denne verden, så vil vi alle høre om den i evigheden. Men det skulle gerne være det budskab, der blev prædiket hver søndag i de kristne kirker, når evangeliet bliver læst op. Evangelium er græsk og betyder godt budskab. Og vi kan fortælle det gode budskab alle steder vi går hen. Vi kan gøre det med ord, og vi kan gøre det med handling. Det er en livstydning, som nægter at holde noget menneske udenfor. Det er også en livstydning, som vi ikke kan leve op til, så vi kommer til at fejle. Og vi kommer til at trænge til at bede om tilgivelse.

Der er en sætning fra Jesu ypperstepræstelige bøn, som ikke er med i dagens tekst, som jeg læste op. Jesus siger også ”Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men at bevare dem mod det onde.” Altså det er ikke meningen vi skal blive skinhellige og verdensfjerne af at få sans for hvor radikal Guds kærlighed til os er. Vi skal blive i denne verden, det er her vi skal tage konsekvensen af, at vi er elsket, det er her vi skal tage konsekvensen af at vi er uperfekte, det er her vi skal leve som hele mennesker, vi skal ikke tages ud af denne verden og bort fra den nød, men blive i kærlighed. Amen.

Hvis du ønsker at fejre nadver, kan du gøre det hjemme via denne video. Fra på torsdag kl. 19 og på søndag kan du igen modtage nadver i Stefanskirken.