Thomas Høg Nøragers prædiken 14.6.2020, 1. søndag efter trinitatis

Det er ikke vores krops behov – eller de ting vi omgiver os med der gør os åndløse og fremmedgjorte. Det er at vi glemmer at tænke og handle i fællesskab.

Det er en af den jødisk-ateistiske filosofs Hannah Arendts fine indsigter, at de materielle ting vi omgiver og med ikke i sig selv er udtryk for materialisme og tomt forbrug.

Det er ellers en tanke som vi både har hørt som religiøs kritik af denne verdens åndløse forbrug. Og som ideologisk kritik af denne verdens klima-ødelæggende forbrug.

I kølvandet på denne kritik kan man hurtigt føle sig både fremmegjort og magtesløs. For det synes som om vi lever en tilværelse hvor vi imod vor vilje er skubbet ind i et liv af forbrug vi ikke føler os komfortable med. Vi vil gerne være både åndsfyldte og klimabevidste.  Men skal man leve af kildevand, må man købe det i en plasticflaske. Og så har vi paradokset.

Men som sagt. En af de ting vi kan lære af Hannah Arendt er at de ting vi omgiver og med ikke i sig selv er udtryk for åndløshed.

Hun inddeler vores livsverden i tre dimensioner; eller tre sfærer. Vores liv består eller vores samfund består af arbejde, af fremstilling og af handling.

Arbejde, er den sfære hvor vi spiser og sover. Skaffer os føde. Opfylder vores krops umiddelbare behov. Arbejde er de ting der må gentages. Spise, træde af; sove, elske. Forgængelige ting. Selvfølgelig er der her en bagside. Hedonismen. At man overgiver sig totalt til sin krops umiddelbare behov. Men i sig selv hører det livet til.

Fremstilling er den sfære hvor vi gør verden beboelig. Hvor vi bygger en verden vi kan føle os trygge og hjemme i. Det gør vi ved at fremstille ting af varighed. Vi bygger huse. Vi sætter en hylde op. Putter ting på hylden. Et stykke keramik. En vase. Også her er der en fremmedgørende bagside. Det tomme overforbrug.

Men at omgive sig med ting, siger Hannah Arendt er ikke sig selv åndsløst; ting kan bære på erindring. Og vi har brug for at fremstille en verden vi kan genkende og føle os hjemme i –– kort og godt for at kunne handle som mennesker; dvs tænke og være til i fællesskaber, som er den 3. sfære.

Vi skal have mad i kroppen, men også et bord for at holde møde så at sige. Men uden mødet bliver både vi maden og bordet åndløse. Uden fællesskabet bliver vi åndløse. I fællesskabet får vi blik for vores egen begrænsning og tilværelsens grænser.

Man kunne kalde dette fællesskabets møde – som Arendt kalder for handling – for politik; men det skal så forstå i bredest mulige betydning befriet for partipolitik og magtfnidder – det kan være lektiehjælp eller journalistik der faciliteter en offentlig samtale. Den livlige samtale i bankohallens foyer. Fællessangen der bærer på både erindring og drømme

Så kan man sige at politik, at handling, fælleskabets møde skal være den aktivitet, der fører mennesket tilbage til en verden der er fælles vores verden af ting. Det er at vi i al vores forskellighed mødes taler og tænker sammen er Arendt aktive alternativ til den moderne fremmedgørelse, der så let bliver væk i moralisme på den ene side eller hedonisme og materialisme på den anden side.

En tænkning der anerkender vores krops behov, og den verden af ting vi kan føle os hjemme i.  For begge dele er nødvendige for at vi kan være til i det tænkende og handlende fællesskab. Og det betyder i sidste instans for at vi kan udfolde det sandt menneskelige.

Nu kan man jo spørge hvad det sandt menneskelige er, og her viser Arends sig som en klar oplysnings og modernitetstænker: det sandt menneskelige er forestillingen om individuel og kollektiv frihed og selvbestemmelse. At vi selv kan bestemme over vores frihed uden tvang af religion og ideologi; men at denne frihed nødvendigvis kun kan blive til i kraft af fællesskab og samfund – alene er vi intet.

Men. Netop fordi det sandt menneskelige er en dynamisk vekselvirkning mellem den enkelte og fællesskabet; og mellem traditioner og visioner – da er der meget der kan gå galt for det menneskelige fællesskab – og meget er sandelig også gået galt i det menneskelige fællesskab.

Vi lever med pt. med en selvskabt klimakatastrofe og erkendelse af de vestlige samfunds strukturelle racisme, som vores baggrund. Hannah Arendt skrev på baggrund af Holocaust.

Men det handler også om vores ægteskaber som bliver til skilsmisser og om vores venskaber der ender i splid og om vores naboskaber der bliver til fjendskab; det handler også om det helt nære. Brødre der slås om arven. Fordi vi er til i levende vekselvirkning – kan det gå galt – det kan eksplodere; det kan forstene; positioner kan fastlåse.

Her anfører Hannah Arendt to sammenhørende begreber som hun tager fra den jødisk-kristne tænkning, nemlig: løftet og tilgivelsen.

Og disse to måske er det egentligt menneskelige; fordi løftet og tilgivelsen er muligheden for at at uvenskab kan blive til venskab – at for længst skilte kan finde forsoning – at genopbygning kan finde sted efter borgerkrig; eller måske løsninger inden det går så galt

Hannah Arendt skriver smukt: Den mulige udfrielse fra uigenkaldelighedens forbistringer, fra det ikke at være i stand til at gøre det gjorte ugjort, ligger i evnen til at tilgive.  Og som tilgivelsen forholder sig til fortiden; således forholder løftet sig til fremtiden.

Fremtiden er kendetegnet ved dens uforudsigelighed; vi kan ikke forudsige hvad der kommer til at ske og konsekvenserne af de handlinger, vi gør. Det kan gøre os handlingslammede. Men netop på den baggrund afgiver vi løfter.

Hanna Arendt skriver smukt: den der binder sig selv gennem løftet tjener til at skabe sikre øer i det hav af usikkerhed, som fremtiden tegner. Bare så simpelt et løfte om i det mindste at prøve på ny. Disse to, tilgivelsen og løftet -  som vi arvet fra den jødisk-kristne tænkning - gør det muligt for at komme ud af vores åndløshed og fremmedgjorthed for på ny at kunne tænke og handle i fællesskab.

Salmer og sange: 745 Vågn op - 417 Herre Jesus - 369 Du som - 427 Tak for - Nu lyser løv i lunde

Læsninger: Prædikerens Bog 5,9-19 og Første Timotheusbrev 6,6-12 og Lukasevangeliet 12,13-21