Thomas Høg Nøragers prædiken pinsedag den 31. maj 2020:

Som vi har hørt i dag, så er Pinsen den fantastiske beretning om at der sætter sig tunger af ild på deres hoveder og de kan tale på alverdens tungemål så folk fra hele verden kan forstå dem. Eller rettere de kan forstå hinanden på tværs af sprog. Læg mærke til pluraliteten. Her er ikke kun plads til et, men til de mange sprog.

Der ligger en fantastisk vision i dette billede. At vi må lære at tale sammen. På tværs af sprog og på tværs af kulturer. Og at det kan lade sig gøre. Når Helligånden er på spil. Man kan sige at Ånd er det usynlige bånd der åbner os op og binder os sammen på tværs af grænser. Det behøver jo ikke bare at være landegrænser. Det kan også være kulturelle grænser. Kønsgrænser. Religiøse grænser. Aldersgrænser. Eller grænser i os selv. Der hvor vi kommer til en accept af os selv, og kommer til en accept af hinanden.

Men det er næsten for rosenrødt, er det ik’? Jeg nævnede det her regnestykke for en norsk teologiprofessor jeg havde mødt på Københavns Universitet. Jeg skrev på en opgave i sjælesorg – omsorg for sjælen med udgangspunkt i Pinsen – kunne opgaven have heddet. Men han rystede lidt overbærende på hovedet. Så sagde han. Det der kan du jo sige dig selv. Men Helligånd er det du ikke kan sige dig selv.

Helligånd er der hvor du forsoner dig med at der er områder i tilværelsen hvor der ikke findes enighed. At der er ting i tilværelsen der er uløselige. Der er lande der ikke bliver enige. Der folk internt i lande der ikke bliver enige. Så kan man jo gå i krig for sin ret. Men man kan også begge forsone sig med ikke at få ret. Fordi ikke alt på denne jord går op. Og når vi lærer den lektie, så har Pinsens ånd været forbi.

Husk det når du skal rådgive folk i venskaber og kærlighed sagde han så. Vi forveksler nemlig al for tit kærlighed med der hvor vi synes den anden minder om os selv. Men kærlighed er at – ikke nødvendigvis elske – men at forsone sig med det hos den anden, som ikke minder om os selv. Men heller ikke det lykkes altid. Og når vi forsones med det forhold i tilværelsen, så har Pinsens ånd været forbi.

Og husk det i den personlige samtale, sagde han så. For du vil møde folk der gang på gang bebrejder sig selv at de ikke er som de gerne vil være. De vil gerne være stålfaste men de tvivler. Eller de vil gerne være mere afslappede men spænder op. Vil have deres indre liv, til at gå op med deres ydre liv. Finde fred i sjælen.

Men måske er sand sjælesorg ikke at finde fred, men at lære at forsone sig med det forhold at vores sjæl altid er i uro. Fordi livet er bevægelse; ikke stilstand. Og når vi forsoner os med det forhold, så har Pinsens ånd været forbi.  

Jeg har længe haft Ivan Malonwskis digt: åbent digt til Vorherre liggende om rumstere på mit skrivebord og i mit lille hoved, Ivan Malinowski var en politisk engageret digter, der dannede fortrop for modernismens gennembrud i Danmark i 1960'erne. Digtsamlingen ”Galgenfrist” introducerede en ekspressionistisk poesi skrevet i et splittet billedsprog. Den var baseret på hans førstehåndsoplevelser fra efterkrigstidens sønderbombede Europa. Det er her fra digtet er hentet – en anlage; en pastiche over Fadervor; som det lyder:

Åbent digt til Vorherre

Fader vor
Du som er i himlen
Her har du anrettet mer end nok
Jeg bebrejder dig ikke
Korstogene inkvisitionen
Koncentrationslejrene
Eller de helliges terror i Brande
Du har mig bekendt ikke direkte
Gjort dig til talsmand for
Impotens frigiditet
Eller offentlig anbefalet
"True Horrors" eller "Det Bedste"
Jeg tror ikke du ville kendes ved
Dine motoriserede feltkirker
Eller de rullende gaskamre
Men jeg anklager dig
Som den egentlige årsag
Til al denne elendighed
Jeg anklager dig for
Stupid som en guillotine
Som en kæmpemæssig slagtekniv
At have flækket en samdrægtig verden
Sat godt op mod ondt og ondt mod godt
Skilt hovedet fra kroppen
Uddraget lyset fra mørket
Som en gnier der vasker guld
Forvist natten af skræk
Og umuliggjort en fredelig sameksistens
Jeg anklager dig for således
Som af skræk
At have knæsat kampens princip
I staten og sengen
I krig og fred
Du har brudt alle broer
Du har sat fjendeskab i verden
Du har ikke skabt jorden
Du har ødelagt den
Jeg anklager dig for denne
Den frygteligste af dine antagelser
Denne ubarmhjertige skilsmisse
Dette dybe blødende snitsår i universet
Ja fader vor
Du som er i himlen
Bliv deroppe
Så bliver vi her
Og prøver at begynde forfra

Og først lægger jeg mærke til de brutale anklager mod Gud. Jeg lægger mærke til vreden. Men så lægger jeg mærke til at det er bevægelsens livsvilkår over for stilstanden. Ved at uddrage lyset fra mørket. Er det en psudoanklage? Men meget menneskeligt, ikke sandt? Meget genkendeligt.

Og så lægger jeg mærke til den tillid, der også er heri.  For når vi siger noget, så er det båret af tillid. En tillid til at nogen lytter. En tillid til at nogen tagger imod det vi siger. Og nu lægger jeg mærke til den skrøbelighed og udleveret hed digterens står i. Er der mon nogen der lytter, er der mon nogen der tager imod hans ord.

Og i digterens skrøbelige udleverethed kommer det Løgstrup ville kalde, en spontan livsytring tilstede. Noget der træder frem og viser os en godhed ved tilværelsen bag om ryggen på den anklagende digter, så at sige.  Selv i den hårdeste anklage mod Gud ligger en fremstrakt hånd, en bøn om at blive hørt; et fænomen som ligger en religiøs tydning nær ville Løgstrup sige.

Og så har jeg altid forstået kristendommen som viljen til at tage imod selv de hårdeste anklager…

Og så lægger jeg mærke til de sidse to linjer i Malinowskis digt som, jeg holder så utrolig meget af… Så bliver vi her og prøver at begynde forfra. Jeg hører så meget Pinse i de linjer. For er det ikke Pinsens fortælling.  At vi igen må begynde på ny; på trods af alle kampe. At vi igen og igen må begynde på.

I linjerne synes jeg også at høre et ekko af den jødiske-ateist og fritænker Hannah Arendt når hun citerer den kristne filosof Augustin: for at der kan komme noget nyt blev mennesket skabt. Skabt til igen at begynde, kunne man kalde Hannah Arendts tænkning, om hvad det vil sige at være menneske. At selve vores bestemmelse som mennesker, det er ikke at træde ind i en harmonisk tilstand, men det er evnen til at handle, der bestemmer. 

Og måske er det, det Pinsens billedsprog igennem årtusinder har bragt videre til os som en tanke.

Måske kan man sige at hele det kristne billedsprog er en lang udlægning og afspejling af menneskets kamp for at finde orden i en tilværelse der ikke går op;

Men samtidig er det kristne billedsprog en lang kamp for at lade mennesket forstå at det ikke er en fejl ved hverken mennesket eller Gud at tilværelsen ikke går op…

Men at mødet mellem menneske og Gud finder sted i den tillid til livet, digteren udtrykker i sin bøn/anklage, med ordene: Så bliver vi her. Og prøver at begynde forfra.  Så kunne man sige:

• Tro er tillid til at der findes rum og et øre for vores kamp og klage.
• Tro er tillid til at det på trods af alt giver mening at begynde på ny.
• En tillid der synes at komme bag på os.

Netop det tror jeg er Pinsens ånd; glædelig Pinse. Amen.

Salmer: 290 I al sin glans  - 285 Hør himmelsus - 291 Du som går ud - 287 Kraften fra det høje - 723 Naturen holder pinsefest

Læsninger: Jeremias' Bog 31,31-34, Apostlenes Gerninger 2,1-11, Johannesevangeliet 14,15-21