Thomas Høg Nøragers prædiken 24. maj, 6. søndag efter påske

Kære venner. Jeg har glædet mig til at kunne stå her igen sammen med jer. Og glæden er stor. Men der er stadig et stykke vej til at vi holde fest, synes jeg. For der er stadig folk der må blive hjemme. Fordi der er forhøjet risiko. Og her tager vi jo også nogle forbehold. Så fest må vi holde, når kan lægge forbeholdene så meget væk, at også de sidste igen kan være med. Den dag skal de sidste være de første. Og indtil da sender vi dem vores gode tanker og bønner og lægger også denne prædiken på hjemmesiden.

For nogen kan festen ikke vente. Jeg hørte at årets studenter nu øver den traditionsrige lancier-dans med en meters afstand til sin partner. Det gad jeg sandt for dyden godt se hvordan spænder af.

Og hold da op hvor er man blevet interviewet. Journalister finder måske præster særligt interessante i krisesituationer. Hvad gør vi? Hvad tænker vi? Og jeg har for det meste sagt, det jeg for det meste plejer at sige, at det er svært at sige eller tænke noget entydigt og enkelt fordi hele hverken er entydigt eller enkelt.

Så var der min præstekollega Karsten ude fra Tårnby, der i Berlingske Tidende fik sagt, at nu var han ved at være træt af al den snak om fordybelse, nu trængte han bare til at komme på Brøndby Stadion og råbe noget åndsvagt. Sådan kan man godt have det. Netop fordi vi mennesker hverken er entydige eller enkle har vi brug for både fordybelsen og det frigjorte. Det skal ikke være et ’enten eller’; det skal være et ’både og’.

Og på den led har kirken også sin uundværlighed. Jeg fik en mail af en fra menigheden som skriver: om der bare var eet sted i verden, hvor jeg kunne sætte mig trygt ned og hvile i musikken, og lytte til evangeliernes smukke, forunderlige ord.

I dag har vi hørt dem fra Johannesevangeliet og vi har hørt dem Det gamle Testamente og vi har hørt dem fra Paulus breve, kun afbrudt af salmernes stræbsomme poesi og bønnernes inderlige alvor.

Nogle gange er det bare godt at høre tekster fra gammel tid. Det kan noget. Fortælle os at der har levet folk før os. Som har gennemlevet kriser, epidemier og krige før os. Og lader os opdage at det ikke er et nyt fænomen, at verden hverken er entydig eller enkel. Nogen gang er der frelse i at opdage at det vi står i, ikke er unikt for os – men et livsvilkår for det at være menneske.

Den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich siger et sted at både troende og tvivlere dybest set er drevet af den samme lidenskab – nemlig troen på et yderste anliggende. Begge har de et håb til livet. Begge spørger efter mening. Ved at læse de gamle tekster opdager vi, at sådan var det også før os.

Sådan var det også for 75 år siden, da Danmarks befrielse fra den nazistiske besættelse blev en realitet. Her spurgte mange hvad meningen dog kunne være med galskaben. Og imens De Hvide Busser fragtede KZ-fanger hjem til Skandinavien, var andre europæiske mennesker på vej hjem til deres hjemlande. Også de jøder som havde overlevet, som havde stået over for et uhyrligt folkemord.

En af dem var den senere forfatter ungarske Imre Kertesz, Nobelprisvinder i 2002. I sin roman De Skæbneløse låner også han os ord til at forstå at vi ikke er de eneste der har stået i en krise. Det er den selvbiografiske historie om en 15årig jødisk dreng der føres til Auschwitz’ og senere til Buchenwalds koncentrationslejre, og som nedbrudt befriet, må rejse 1000 km gennem et opløst Europa for at komme hjem til en verden som aldrig vil kunne forstå.

Men Kertesz vil have os til at forstå: Hvad vil det sige at være menneske? Et menneske udsat for en umulig skæbne? Dette er Kertesz yderste anliggende. På bogens sidste sider står vores fortæller igen hjemme blandt gamle familiemedlemmer, dem som havde undgået koncentrationslejrene.

De fortæller ham, at han nu må glemme rædslerne for at kunne begynde et nyt liv. Forbløffet spørger han, ’hvorfor’. For hvorfor ønsker de noget af ham som er umuligt, da han jo ikke kunne befale over sin hukommelse.

Og siger så: - ”… jeg har gennemlevet en given skæbne. Det var ikke min skæbne, men det var mig der gennemlevede den”, og, siger vores fortæller, - ”jeg kunne slet ikke begribe, at de slet ikke kunne få det ind i hovedet: at jeg følgelig nu måtte se at gøre noget med den, måtte tilpasse den til et eller andet, nu kunne jeg da ikke slå mig til tåls med at det blot var en misforståelse, en tilfældighed, en slags vildfarelse eller at det måske slet ikke var sket.”

Det er spørgsmålet om mening i yderste potens vi her får opregnet. Er der en mening med tingene; eller er der ikke en mening med tingene? Familiemedlemmerne siger det første. Det gør dem apatiske.  Vores fortæller siger det andet. Men netop fordi der ikke er en mening med tingene, bliver det hans yderste anliggende at finde mening i tingene – også i koncentrationslejren, i sekunderne mellem lidelserne fandtes der et håb -  og derfor må hver en detalje huskes klart.

Glemmer vi vender tingene tilbage. Det er ikke skæbnebestemt at alting går mod det bedre. Vi må holde tanken klar.

Den tyske stjernefilosof Hartmut Rosa skriver et sted: ”Så sent som i 1990 var både almindelige mennesker og forskere og politikere tilsyneladende enige om den kendsgerning at sørøveri og tortur var noget der hørte fortiden til, hvorimod demokrati og velfærdsstaten var elementer af nutiden og fremtiden. I dag 30 år senere er vi blevet meget usikre på om sørøveri og tortur nu også er så fortidige størrelser, … vi er blevet usikre på hvordan historien vil udvikle sig.”

Da er det godt at høre tekster fra gammel tid, som kan fortælle os, at der har levet folk før os. Som også har gennemlevet kriser, epidemier og krige. Som også var usikre på hvordan historien vil udvikle sig, men som også fandt sprækker af håb i det håbløse.

Måske kunne jeg egentlig have nøjedes med at citere Imre Kertesz fra det interview han gav til Kristeligt Dagblad i forbindelse med sin modtagelse af Nobelprisen hvor han siger:

”For mig er det vigtigste spørgsmål ikke, om Gud er til eller ej, men om vi lever, som om Han var til. Jeg kan ikke acceptere et gudsbillede, der får os til at spørge, hvorfor Gud tillod Auschwitz. Min gud åbenbarer sig i mit håb til livet. I dét at jeg overhovedet ønsker at leve videre efter »overlevelsen«. Resten er op til mig selv. Det er den enkeltes personlige ansvar at sørge for, at godhed ikke bare er noget, man diskuterer på det abstrakte plan med højtuddannede venner, men udmønter sig i handling”

For mig er det vigtigste spørgsmål ikke, om Gud er til eller ej, men om vi lever, som om Han var til. Min gud åbenbarer sig i mit håb til livet.

Glædelig 75år for befrielsen, glædelig genåbning af Danmark og hvor bliver det også godt når vi kan komme på stadion og råbe noget åndsvagt.

Amen

Salmer: 281 Nu nærmer sig vor pinsefest - 261 Halleluja for lysets drot - 321 O kristelighed - 300 Kom, sandheds Ånd, og vidne giv - 562 Som markens blomst henvisner fage

Bibelske læsninger: Joels Bog 3,1-5; Romerbrevet 8,31b-39; Johannesevangeliet 17,20-26