Sognepræst Thomas Høg Nøragers prædken juledag 2019 i Stefanskirken. Du kan læse dagens tekster her.

Du kan også høre hele gudstjeneste fra Danmarks Radios transmission.

For nogle uger siden læste jeg en dybt interessant avisartikel af Waleed Safi, Informations mellemøstkorrespondent. En reportage om det oprør og den revolution der foregår i Iraks hovedstad Bagdad lige nu.

Scenen er vild. Titusinder af mennesker står på befrielsespladsen og protesterer med sang og med dans og musik. Fredeligt. Uden sammenstød. Men blot nogle hundrede meter borte er der vilde gadekampe. Det er sikkerhedsstyrker og demonstranter der slås. Sagen er at sidegadekrigerne kæmper for at påtvinge sig sikkerhedsstyrkens opmærksomhed, således at de fredelige protester på befrielsespladsen kan fortsætte.

Unge helt ned til 14 år tager imod knippelsalg og besvimer i tåregastågerne, for at sangene på befrielsespladsen kan fortsætte. På befrielsespladsen venter læger med ilt. Tager imod de besvimede. Kørertøjerne der pendulerer med besvimede og kampklare spiller, ud af skrattende højtalere, det der er blevet protestbevægelsens hymne: ”vi kravler op til himlen og tæller stjernerne. Vi er dem der giver døden mascara på. Vi har ingen udløbsdato ligesom kardemomme. Uanset hvad der sker er vi de store vindere– forsvinder vi fra gade vil mørket sænke sig, så vil mørket sænke sig” lyder omkvædet.

Over det hele lyder ønsket om at adskille religion og politik. Ikke at man er blevet mindre religiøse. Man vil bare have adskilt religion fra det politiske. Et af slagordene lyder: Civilstat, ikke shiitisk eller sunnitisk.

Det er primært de unge fra de lavere sociale klasser der tager sammenstødende med politiet, men befrielsespladsen er fyldt med sunni-muslimer og shia-muslimer, kristne, fattige, rige, unge, gamle. ”Vi vil retsforfølge korrupte politikere, vi vil skabe jobs, elektricitet, og muligheder, vi vil bare leve”.

Og stadig lyder omkvædet ud af de skrattende højtalere: ”vi kravler op til himlen. giver døden mascara på – forsvinder vi fra gaden vil mørket sænke sig, så vil mørket sænke sig”

For mig er det her hvad kristendom egentlig handler om. Hvad julen i sit væsen handler om. Alt det vi taler så smukt om. At der er tændt lys i mørket. Det er oprørets flamme og det er håbets flamme.  Oprøret mod magtfuldkommenheden. Håbet om en værdig tilværelse. Oprøret mod kynismen. Håbet om menneskelighed.  Jeg vil godt begynde denne prædiken med at hilse og ønske oprørernes på befrielsespladsen i Bagdad glædelig jul – som vi hilser dem i Chile, Haiti, Frankrig, Algeriet og Hongkong.

Glædelig jul. I har mindet os om hvad julen handler om. For det lille jesusbarn Kristus fødes som symbolet på oprør og håb. I en bemærkelsesværdig tekst fra Lukasevangeliet som blev læst op i kirkerne landet over 1. søndag i advent lød det fra Jesus-figurens mund: Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed. Bare hvis vi skulle have glemt det her midt i julehyggen.

I begyndelsen af gudstjenesten læste vi fra skabelsesberetningen og her lyder det så fint. I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, Gud sagde: »Der skal være lys!«

Og jeg kunne godt tænke mig et lille tankeeksperiment her: Prøv at lægge mærke til sætningen: »Der skal være lys!«.

Er det et ønske? Er det en bøn? Eller er det en befaling? Men hvem taler Gud egentlig til. Taler han med sig selv eller til sig selv? Og hvordan siger han ordene?

Er det sådan nærmest på knæ: Lad der ”please” blive lys!  Eller mere desperat: Lad der nu bare ”for alle himles skyld” blive lys! Eller er det mere som oprør. Oprør mod mørkets undertrykkende kræfter. Et spontant udråb. En suveræn livsytring. Som en slave der uden tanke for følgerne pludselig rejser sig mod sin undertrykker. En stemme der trænger igennem, taler over sig. Der skal være lys sagde den; der skal være lys.

Sporer vi en kamp og et oprør? Et kamp mod mørket. En oprør mod undertrykkelsen. Et drama. En dyst. En manege vi alle kender. I det nære når vi kæmper mod sygdom og indre dæmoner og når vi kæmper for at finde vej og for at få hverdagen til at hænge sammen. Og på den store scene, når folkene kæmper for frihed og fred som på befrielsespladsen i Bagdad og lige nu råber: lad der være lys.

Og måske er sådan, at Guds ord: ”lad der være lys”, ikke skal forstås som en stemme der lød engang ved tidernes morgen; men skal forstås således, at hver gang, en stemme – høj eller dyb -  insisterer på lys i mørket, da er det Guds stemme vi hører, da er det Guds ord der taler

Guds stemme, er den stemme der bringer håb ind i verden. Og at bringe håb ind i verden er at bringe kærlighed ind i verden.  Og at bringe kærlighed ind i verden er at bringe menneskelighed ind i verden.

Tanken som her bringes frem kan lokalt forbindes til en fantastisk skulptur som står her på det pulserende Nørrebro og som er kreeret af Bjørn Nørgaard. Nørrebros Hjerte hedder skulpturen.

Værket blev til på en dyster baggrund. Nørrebro havde en overgang været præget af bandekriminalitet og visitationszoner.  Derfor tog beboergruppen ”Vi vil bo her sammen – alle sammen” initiativ til at skabe Nørrebros Hjerte, der skal minde om, at der skal være plads til at leve et godt liv på Nørrebro for alle. Dette kommer bl.a. til udtryk på skulpturens betonsokkel, hvor man kan læse sætningen ”Vi vil leve sammen” på de 11 sprog, der er mest udbredt på Nørrebro - dansk, arabisk, engelsk, farsi, kurdisk, persisk serbokroatisk, somali, thai, tyrkisk og urdu.

Oven på betonsoklen står Nørrebros Hjerte som er et kæmpemæssigt og rødt spraymalet metalhjerte lavet af sammenkrøllede destruerede våben indsamlet ved en aktion hvor man under urolighederne ved frit lejde kunne aflevere sine ulovlige våben. Om dette spektakulære valg af ’materiale’ uddyber Bjørn Nørgaard: ”Vi har knust våbnene og skabt Nørrebros hjerte, lad os alle få våbnene ud af den smukke bydel, Nørrebros byrum skal være et hjerterum.”

Og hvad er det Nørrebros Hjerte kan som det står der på Nørrebrogade hvor vi cykler forbi på vej til arbejde, badminton og indkøb. Det kan minde os om at vi er historisk-poetiske væsener. At vi har en historie og en bagage med os, som er vores og som vi må forholde os til. Men også at vi har en fremtid. At vi er poetiske. At vi kan digte nye fortællinger, der kan bringe: godt budskab til fattige, udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, og sætte undertrykte i frihed.

At vi kan begynde på ny. Starte forfra. Og er det ikke netop det en barnefødsel er det ypperste symbol på. Julens smukke symbolmættede fortælling om Jesusbarnet i krybben, der fortæller os det helt enkle: at nye begyndelser er mulige.

Og ”Nørrebros hjerte” står der endnu ikke langt her fra Stefanskirken, som et ord udefra, som har fået krop, som et slags lys i mørket, der med sit budskab på de mange sprog forbinder sig med alle steder og alle folk der verden over også i dag råber: lad der være lys.

Og vi kan næsten høre omkvædet ud af de skrattende højtalere omkring befrielsespladsen i Bagdad: ”vi kravler op til himlen og tæller stjernerne. Vi er dem der giver døden mascara på. Vi har ingen udløbsdato ligesom kardemomme. Uanset hvad der sker er vi de store vindere – forsvinder vi fra gaden vil mørket sænke sig, så vil mørket sænke sig”

Og det lyder som et ekko at det juleevangelium vi i dag har hørt; og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Glædelig jul. Amen.