Denne prædiken holdt Anne Lise Marstrand-Jørgensen 26. december 2019 på Sankt Stefans dag i Stefanskirken. Gudstjenesten var radiotransmitteret.

(Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus) Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« AMEN

Indtil nu har kirke-julen handlet om glædelig forventning og om julens mirakel. Om fødsel og lys og begyndelse. Og det ER det, som julen handler om for mange – glæde og fællesskab i mørket. Og alligevel efterlader julen os ofte helt udmattede. Det passer på sin vis også godt til julens fortælling. For selvom det er svært at komme i tanke om en mere glædelig begivenhed end et barns fødsel, er det ikke en særlig forgyldt oplevelse. Det er så ekstremt smertefuldt for en kvinde at føde, og sikkert også for barnet at blive født. Det kræver, at en mor giver alt, hvad hun har i sig af fysisk og mental styrke, det er et øjeblik, hvor man føler alvoren og instinktivt véd, at liv og død holder hinanden i hånden. Det er den anden forælders følelse af dyb magtesløshed før forløsning. Og så er det så helt utroligt almindeligt og mirakuløst på samme tid. I Danmark er det sjældent farligt, men på verdensplan mister mange kvinder livet ved fødsler hvert år, langt de fleste i udviklingslande. Sådan er verden. Sådan er julen. Og uanset hvad vi tror eller ikke tror, kan de fleste af os forbinde os med den fortælling: Den veloverståede fødsel, det velskabte barn.

Og lige som vi tænker, at det hele handler om fred og kærlighed, hører vi dagens ord. Hører Jesus sige: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”

                      Jeg har af og til set de ord citeret af mennesker, der vil vise, at kristendommen ikke kun handler om næstekærlighed og om at vende den anden kind til. At kristendommen ikke lader andre religioner noget at høre, hvad angår stridbarhed. Og én ting er i hvert fald sandt og kender ingen grænser: Alt kan misbruges af mennesker, hvad enten de tror eller ikke tror, og selv det smukkeste kan forvrænges og blive grimt i sindets troldspejl.

Og som det gælder andre religioner, gælder det naturligvis også for kristne, at ord kan bruges og misbruges, at tolkningen betyder alt, og at den tolkning kun vanskeligt bliver rigtig eller meningsfuld, hvis man ikke både kan sætte ordene ind i deres rette kontekst og er i stand til at læse på et ikke helt så bogstaveligt plan. Det, der lyder krigerisk er det ikke nødvendigvis. Visdommen ligger også i, at ord går i dialog med andre ord.

Andre steder i Bibelen hører vi om Jesus som fredsfyrste. I Getsemane Have siger han, den nat han bliver fanget til sin discipel Peter at ”alle der bruger sværd, skal falde for sværd.” Så det er bestemt ikke virkeligheds-fornægtende at se sværdet i dagens tekst som et symbol snarere end oprustning. Sværdet ER et symbol. Dels for hvad det kan koste at følge Jesus, dels for hvor radikalt og revolutionært et budskab Jesus kommer med. Åndeligt, men også praktisk, fordi ånd og inderlig overbevisning nødvendigvis må udkrystalliseres i ord og gerninger.

Sværdet er jo fredens modsætning. Men hvad er det for en fred, Jesus IKKE kommer med? Og hvad er det for et sværd han tilbyder i stedet? Måske handler det om en fred, som vi har svært ved at forstå? Om en fred, der kan bryde alting op?

Og hvorfor skal vi overhovedet høre om splid? Splittede familier, brudte relationer – det kan vi sagtens selv finde ud af at skabe. Vi er faktisk eksperterne her.

Det skal vi fordi, det kan være både konfliktfyldt og alt andet end mageligt at følge sin tro. Dem, der hader Jesus vil hade hans følgere. Dem, der hader det gode, det medmenneskelige, det ømme og fine og sårbare vil også hade dem, der synes at repræsentere netop det. Dem der hader, vil hade andre. Men dem der virkelig elsker ved, at kærligheden altid bærer kimen til at blive endnu større. Til at gribe om sig. Og så er man for alvor på den, for så bærer man ikke kun kærligheden, men også smerten ved andre menneskers lidelse med sig. Det er en tyngde i sjælen, som er svær at bære alene.

At følge sin tro har konsekvenser. Gode og svære. I forhold til omverdenen er de her hjemme ofte milde – latterliggørelse, nedladende bemærkninger om at man er hellig eller primitiv, svag og naiv og har brug for en krykke. Andre steder i verden langt mere alvorlige: Tortur, fængsel, undertrykkelse, død. Udstødelse for den, der skifter tro. At følge sin tro må på det indre plan medføre en følelse af at være forpligtet. At det bliver svært altid at vælge sig selv og sin magelighed og lukke øjnene for verdens ulighed og andre menneskers ulykke.

Det er sådan, at menneskefred ikke altid medfører fred. Det ser vi i vores land – uberørt af krige er vi hurtige til at finde fjender at hetze og plage med vores ord og nogle gange vores lovgivning. Som regel går vi efter de svageste: De fattige, dem der ikke klarer sig så godt, flygtningene, de anderledes, de syge, de skøre, de fremmede, dem der ikke tror det samme, som vi gør. I frisindets land, i rigdom, i fred.

Men når Jesus i denne passage også kræver, at vi skal elske ham mere end vi elsker nogen andre, er det så ikke bare en variation af den brutale Gud, der i Det Gamle Testamente beder Abraham om at ofre sin egen søn, for at bevise sin kærlighed til Gud?

Nej, det er det ikke. For den kærlighed Jesus fordrer, kærligheden til og i Gud er en kærlighed, som aldrig kan stå i modsætning til kærlighed til andre. Det er en kærlighed så stor, at den ligefrem tænder kærligheden til mennesker. En bestandig kærlighed, en påmindelse om hvordan og hvor dybt vi kan og skal elske, men også en projektør, der viser os, når vi igen og igen kommer til kort med vores vrede og smålighed og optagethed af, hvem der sagde hvad og hvorfor, af hvem der er FOR os og hvem der er imod os, hvem der truer os med deres eksistens og deres holdninger. Hvor vi ofte ikke engang formår, at vise kærlighed til dem, der står os nærmest.

Og det er her, at Jesus fordring for alvor er radikal. For skulle vi virkelig finde på at følge Jesus, ville vi risikere at blive ledt til en kærlighed, der omfatter alt levende. At blive ledt til fordringen om at elske Gud af hele sit hjerte og elske sin næste, som sig selv. Det er en revolution nu, og det var en revolution for 2000 år siden.

Den er ikke et krav om, at vi skal bryde os lige meget om alle menneskers selskab, nej det er en fordring, der hæver sig langt op over det og ser alt i et andet perspektiv. Ser det et sted fra, hvor kravet er, at vi elsker alle lige højt. Ikke med den smålige, private kærlighed, der er mere optaget af, hvad vi får igen, end af hvad vi kan give. Men med fordringen om, at alle skal behandles lige og alle er lige meget værd. Lever vi op til  det i vores liv: Nej. Som samfund: På ingen måde.

Hvis vi bærer en flig af den kærlighed i vores hjerter, må vi nødvendigvis stå op for, at alt levende skal omfattes med respekt. For vores næste er ikke kun vores elskede. Det er den ensomme alkoholiker i lejligheden over os, det er de fattige og de ramte, det er hver eneste frihedsberøvede asylansøger i Ellebæk, det er de nedbrudte familier i Sjælsmark, de udstødte, de uønskede, de forfulgte og de undertrykte her og alle steder i verden. Og vores næste er også dem, der gør os ondt. Dem, det er umuligt at have medfølelse med. Dem, der vil skade os med fuldt overlæg. De er vel også vores næste i Jesus radikale fordring, og hvad skal vi stille op med det? Det går jo over enhver forstand og mulighed. I hvert fald, hvis vi skal gøre det alene. Hvis kilden til det, vi skal elske kun findes i os selv. Men tænk nu, hvis der findes et større bål, at varme sig ved. Som vi har adgang til, hvis vi kan se væk fra os selv et øjeblik. Kan vi? Det ved jeg ikke. Vil vi fejle? Hver eneste dag.

At bekendte sig til dette radikale kærlighedsbudskab er ikke, at vende verden ryggen. Det er at se andre og os selv med mildere øjne, fordi vi et splitsekund ser alt med en kærlighed så stor, at vi aldrig begriber det. At vende den anden kind til er ikke at acceptere uretfærdighed. Det er at nægte at bruge verdens metoder og i stedet gøre, hvad vi kan for at sprede lys. For man må møde mørket med det eneste effektive våben, der findes: Lys. Aldrig med mere mørke.

Og så forstår vi måske sværdet lidt bedre. Og freden. At det ikke er den menneskefred, som vi alligevel ofte er så ubegribelig dårlige til at finde ud af. At det handler om en større fred: At have fred med Gud. At vide, der findes tilgivelse og trøst. Mulighed for forbedring og forsoning i sidste øjeblik.

For mange er der en skygge over juleglæden, for nogle findes den slet ikke og så bliver december en port til mørket. Sådan kan det være for os, der i perioder lever med psykiske udfordringer, de depressive, de angste, de sindslidende, de som er i sorg, de ensomme og de udstødte. De skilte der savner deres børn, de anbragte børn og unge, dem der har mistet, de syge og lidende og dem der måske nok synes, de burde være taknemmelige, men ikke ser andet end en dyne af sorg og meningsløshed. Dem der martres af konflikter med deres nærmeste. Dem der længes efter fred i sindet, efter den juleglæde, som man når livet er tungt, let kan føle kommer alle andre end én selv til del.

Vi længes efter fred, men vi ved ikke altid, hvordan det kan lade sig gøre. Nogle gange lykkes det slet, slet ikke. Og så kommer Jesus her, på anden juledag og taler om, at han ikke kommer med fred. Han siger også, man må bære sit kors, men hvordan skal man kunne det, når man er ved at segne?

Til alle, der lider vil jeg sige én ting: Mist ikke modet, for kærligheden findes. Til alle andre: Giv lyset, modet og kærligheden videre. Så enkelt er det. Og så svært.

AMEN