17 søndag efter trinitatis 2020. Prædiken ved sognepræst Pernille Østrem

Denne søndags prædiken tager for alvor fart om et øjeblik når vi sammen synger en nyskrevet salme, som kan åbne evangeliet op for os. Det er Naja Møllmann-Ibsen, der har skrevet den. Hun sidder dér. Mens vi synger den sammen, må I gerne forestille jer, at vi synger henvendt til en af disciplene, måske Levi, som jeg lige har læst om, og forestille jer, at vi befinder os om natten mellem langfredag og lørdag, i timerne efter Jesus død. Men I må også samtidig huske på, at i den kristne livstydning er der ikke kun et lineært tidsbegreb på spil. Evigheden har brudt ind i tiden, da Jesus blev menneske, og hele hans liv, død og opstandelse udfordrer vores forestillinger og banker hul mellem himmel og jord, mellem tid og evighed. Og derfor kan vi en søndag morgen i oktober også midt i langfredags mørke også synge til Levi og til os selv om opstandelsen.

Først spiller organisten melodien igennem en gang for os, og så synger vi.

TABETS VEJ

Melodi: Peter Møller (DDS nr. 87, Det første lys er Ordet, talt af Gud)

1.                   Dit sind var åbent, tillidsfuldt og ungt.

Du ville alt, men vidste intet.

Nu tynges livet af et lod så tungt;

et lys forsvandt, en sol blev splintret.

2.                   Din frelser bor i nadvers brød og vin.

Han lærte dig om verdens løgne,

og verdens tak var frelserens ruin.

Hans død har åbnet dine øjne.

3.                   Du drømte om hans paradis på jord,

hans død fik drømmen til at briste.

Dit hjerte hænger i en spinkel snor,

nu har du lært, at du kan miste.

4.                   Og derfor kan du finde ham igen.

Han led som du og ser dig lide.

Hans livstråd væves ind i kjortelen

og gør den stærk og svær at slide.

5.                   Han var dit liv, din sandhed, er din vej.

Mod ham skal dine hænder række,

begærligt gribe det, han bringer dig:

sin unge vin til nye sække.

6.                   For du er ny som spiren, der brød frem

af asken dér, hvor alt lå øde.

På tabets vej kan hjertet finde hjem

til ordet, til et glædesmøde.

7.                   Det tabte ejes i al evighed,

for han stod op af gravens mørke.

Hans lys vil vende alting op og ned

som forårsregnen efter tørke.

Tak for sangen. Og tak for salmen. Vi synger den igen en gang til efter resten af prædikenen og før nadver.  I dagens evangelium har Jesus altså kaldet en tolder, Levi, til at være en af hans disciple, og snart derefter går Jesus til bords med selv samme tolder, som der står, en hel samling andre syndere. Og farisæerne siger, jamen hvorfor spiser du med dem? ”Jo for de syge har brug for en læge, ikke de raske.” ”Syndere har brug for tilgivelse”, svarer Jesus. Og jeg tror de sidder og spiser sammen på en dag, hvor det var meningen, at de ifølge jødisk skik skal faste, måske er det fredag, måske er det en sørgedag. Og det bliver de så bebrejdet.

Fasten spillede en stor rolle i det jødiske samfund, og fasten havde status som et middel til at komme på god fod med Gud, men havde også fået status som en måde at vise at man VAR på god fod med Gud, sådan lidt grundigt praleri. Så når Jesu disciple ikke faster, er det fordi de har sådan set ikke noget at prale af; de har brug for en læge, de har brug for tilgivelse, og de modtager den dér ved bordfællesskabet.

Så man kan sige, at den gamle vin og de gamle sække, som Jesus taler om, repræsenterer tanken om menneskets faste og handling og forbedring som vejen til Gud. Og de nye sække, han taler om, repræsenterer tanken om en bevægelse, der begynder den anden vej fra: At Gud bøjer sig ned til mennesket. Til mennesket, som overgiver sig, giver sig hen og rækker sine hænder ud og kommer til at kende og tager imod lægedom, tilgivelse og ny vin.

Og vi må tro, at tolderen Levi fandt sig til rette ved bordet. Overgav sig, gav sig hen til Jesus, som var midtpunkt for et nyt fællesskab, hvor folk ikke vendte ansigtet bort, endelig et sted, hvor der er nogen, der rækker brødkurven videre og skænker vin i ens glas. Helt imod forventning for en, der til daglig bliver kaldt værnemager, tyv, røver og bedrager af alle på sin vej, hvis de da ikke netop helt kigger den anden vej.

Og da de alle sammen rejser sig fra bordet, begynder for Levi og de andre disciple altså en flere år lang vandring sammen med Jesus. De oplever alle de begivenheder, som vi kender mere eller mindre godt fra evangelierne. Håbefulde oplevelser, gådefulde øjeblikke, helbredelser, bespisninger, vandringer. Men altid dette nærvær og insisteren på det enkelte menneskes livs værdi – selv når alle andre har givet op, ja selv når den enkelte selv har givet op: Så siger han ”rejs dig”, ”kom med”, ”følg mig”, ”gør det”, det er den nye vin på nye sække.

Jeg tror på en eller anden måde, at man godt vil kunne sige, at det Levi synes at opleve, da han blev kaldet som discipel og første gang sad til bords med Jesus var en blussende forelskelse, som varede ved i flere år. Han blev set på med nye øjne, og kom dermed til at se sig selv med nye øjne. I forelskelsen spejler man sig i det blik, den anden ser en med. På en måde er man måske forelsket i den følelse, den anden vækker i én af tillid og håb. Man forestiller sig det hele, hvordan det skal blive, lykken og drømmene får frit løb. Det er meget smukt, og helt utrolig sårbart.

Og da det hele så eksploderer i vold og tortur og hån skærtorsdag nat og ender med korsfæstelsen og døden langfredag, sker der det for Levi, at han taber alt og vinder alt i samme øjeblik.

Og det her er umuligt at sige, men nu gør jeg det alligevel. Mit hjerte begriber det, men ord kan ikke fastholde det.

I det øjeblik Jesus dør, holder Levis liv op med at give mening, forelskelsen og drømmene og håbet går tabt. Han går selv til grunde. Og i det præcist samme øjeblik forstår Levi, at han elsker. Og i præcis samme øjeblik sprænges tiden, som vi kender den lineært. Evigheden bryder ind som en velsignelse.

Vi elsker det, vi ikke kan bære at miste. Og det vi elsker, skal vi miste. Det vil døden i sidste ende sørge for. Kærlighedens øjeblik og tabets øjeblik er ét. Den sande kærlighed får hjertet til at forstå tabet i sin fulde udstrækning. Tiden holder op med at eksistere i den form, vi ellers går rundt og antager. For vi erfarer som oftest tabets fulde dybde i lyset af kærligheden, endnu før tabet i lineær tid har fundet sted. Der er afgrundsdyb forskel på den dybe smertelige uendelige kærlighed og så forelskelsens lethed.

Og når vi overgiver os til at elske – så går vejen gennem det langfredags mørke, som Levi sad i. Kun derigennem – der på tabets vej kan hjertet finde hjem. Det er opstandelsens uendelige logik. Kun det vi har mistet, kan vi vinde tilbage i evighed. Amen.