Sognepræst Thomas Høg Nøragers prædiken Skærtorsdag.

Min farfar var i koncentrationslejr under 2. verdenskrig. I år er det 75 år siden krigen sluttede og min farfar kom hjem. På mange måde knytter en oplevelse i koncentrationslejren sig til betydningen af Skærtorsdag.

Ja, i dag er det Skærtorsdag. Helligdagen, dagen hvor vi mindes den sidste nadver Jesus holdt med sine disciple aftenen inden sin brutale henrettelse. Den aften hvor Jesus bad sine disciple om at kalde brødet for Jesu legeme og vinen for Jesu blod, når de fremover delte måltidet. Det måltid som vi stadig kan finde i kirken, når der holdes nadver hvor et lille sip vin og en lille rund kiks deles ud ved kirkens alter.

Et fantastisk lille måltid som er bestået gennem alle disse århundreder; værsgo her kærlighed, værsgo her er hengivelse, her menneskeværd, her er tilgivelse, her velsignelse… til høj som lav vantro, rettro og utro. Værsgo.  Eksistentiel frihed for den enkelte, kunne vi kalde den dimension – i kraft af kærligheden og tilgivelsen – symboliseret i brød og vin – som rækkes til dig, kvit og frit.

Det sjove er, at Jesus og hans disciple denne aften, selv er samlet til en gammel helligdag, nemlig jødernes påske, som er en mindefest for dengang Moses stampede sin stav i jorden og delte det røde hav i to, så folket kunne gå ud af Egypten, befriede fra slaveriet under den store stygge Farao. Politisk frihed for folket kunne man kalde den dimension.

Jeg tror at hvis man skal forstå dybdedimensionen af helligdagen Skærtorsdag så skal man have begge dimensioner med. For jeg tror der fortælles os noget. At vi som mennesker er skabt til at leve frie og lige; men også at det ikke er nok. Vi må også være frie og lige indeni.

Hvad hjælper det at være fri udenpå, hvis du er bundet indeni. Og hvad hjælper det at være fri indeni, hvis ikke det udmønter sig i omsorg. Til gengæld: Er du fri indeni, kan du udholde at stå i kampen mod den ydre ufrihed. Men, hvis kun den ene dimension er med, så bliver det tomt og meningsløst. De dimensioner som Skærtorsdag bærer med sig er evigt aktuelle for ethvert mennesker til enhver tid.

Den 19. september 1944, blev det uhyggeligt aktuelt for min farfar. Han blev som en del af den danske politistyrke indfanget af den tyske besættelsesmagt. Dette var den endelige afslutning på samarbejds-politikken og den nazistiske besættelsesmagt turde ikke længere regne med det danske politi.

Uden varsel blev interneringen sat i gang. Politifolkene fra København blev fragtet til frihavnen. Herpå med skib igennem den minerede Østersø, til Lübeck. Herfra i kreaturvogne til Kz-lejren Neuengamme. Og derpå til den store Kz-lejr Buchenwald. Primitive klæder, timelange appeller, Ydmygelser. Hundeæde. Uvished. Usikkerhed. Frygt. Venten. Visnen.

Det gjorde noget ved min farfar. Havde altid været en fri fugl. Og resten af livet var der ingen der skulle bestemme over ham. Alt var der hed formynderi og småborgerlig påpasselighed var ham inderligt imod. Ofte så man ham spille tennis med en tændt cigar i munden.

Nogle Kz-fanger havde det hårdere end andre. Danske politibetjente måtte modtage små pakker fra Danmark igennem Røde Kors. Lidt kiks. Lidt tandpasta. En hilsen. Men min farfar fik ingenting. Min oldefar var en streng mand, og regnede alligevel ikke med at pakkerne ville nå frem. Min farfar vendte som alle andre mærket hjem. Og på mange måder dobbelt mærket.

Han talte aldrig selv om tiden i Kz-lejr. Men hvis man spurgte så fortalte han. Han viste mig breve han havde skrevet; og tegninger som en kammerat havde tegnet så man kunne se for sig hvor ydmygende forhold de havde levet under. Og så fortalte han mig en historie om dengang en kammarat havde lagt en pakke kiks i hans hånd. Igen var der kommet pakker. Igen var min farfar blevet forbigået. Og da havde en kammerat – uden synlige grunde - lagt lidt brød i min farfars hånd.

Det var først da jeg blev ældre at jeg begyndte at forstå at de kiks repræsenterede så meget mere end det brød de var. At de var overlevelse. Ikke bare fysisk overlevelse, men også en indre overlevelse. At blive regnet som eksisterende. At få sin menneskelighed igen. Alt det i en lille kiks.

Min farfar troede ikke på Gud og forstod ikke jeg ville være præst, men han forstod at politisk frihed kun er noget værd når det hænger sammen med eksistentiel frihed. Og han forstod at eksistentiel frihed kommer af det vi bliver skænket kvit og frit, uden at vi har bedt om det – om så det bare er en lille kiks. Og således tror jeg han forstod Skærtorsdags dybdedimension bedre end de fleste, da han for 75 år siden kunne fejre Danmarks befrielse sammen med alle de andre frigivne fanger. Glædelig Skærtorsdag.