Resonansparat

Prædiken af Thomas Høg Nørager, holdt i Stefanskirken den 16. august 2020

Den 10. søndag efter Trinitatis over Matthæusevangeliet 11,16-24

Jeg tror ikke kristendom handler om, at vi skal overbevises om ting og sager der hører en overnaturlig verden til. Jeg tror kristendom handler om, at få øje på det elementært menneskelige; eller måske bedre endnu: Det elementært naturlige. Som så måske igen kræver et lille ord. Hermed mener jeg, at måske det handler om at få øje på, at det at være menneske – det er man altid i samspil med andre mennesker – og med alt det der omgiver os – fra bygninger til rå natur.

Og således forstået er alt det der omgiver os, ikke bare omgivelser men ophav – med til at forme os; med til at skabe os. At ligesom vi biologisk set har vores forældre som ophav – så har vi eksistentielt set vores omgivelser og omverden som ophav. Dette er en kongstanke i filosoffen K.E. Løgstrups forfatterskab.

Jeg tror således at mange misforstår kristendommen. Man kunne nemlig godt få den opfattelse at kristendommen handler om, at vi alle skal få øje på kristendommens fortræffeligheder. Men hvad nu hvis kristendom handler om at få øje på livets fortræffeligheder.

Vi sang Brorsons vidunderlige salmehit her til en indledning, Op al den ting som Gud har gjort, hvor det lyder: Det mindste græs jeg undrer på, i skove og i dale, hvor skulle jeg den visdom få, om det kun ret at tale? Hvad skal jeg sige, når jeg ser, at alle skove, vrimle, Hvad skal jeg sige, når jeg ser

Kan vi høre den undren der her er på spil? Den tidligere forstander på Testrup Højskole Jørgens Carlsen gjorde det til et livsprojekt at gøre sine elever – ikke forandringsparate, som konkurrencesamfundet ellers kræver; men gøre dem forundringsparate, for det er måske det livet kræver: At være forundringsparat.

Hvorfor siger jeg alle der her ting; det gør jeg selvfølgelig fordi der et anslag i den bibelske tekst jeg har læst op for lidt siden, hvor det lyder: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.

Hvad teksten adresserer, er, at vi er blevet kolde; vi er blevet følelseskolde. Vi glædes ikke mere; vi sørger ikke mere. Og hvis nogen udtrykker for mange følelser, så ser vi det som svaghedstegn  

Den store stjerne på den moderne filosofis himmel hedder i disse år Hartmut Rosa, og han har om nogen beskæftiget sig med det her felt. At livet kalder på os, men at vi er blevet døve for dets kalden. Fordi vi har så travlt med at være forandringsparate, har vi glemt at være forundringsparate.

Hartmut Rosa analyserer i sin nyeste bog, det moderne storbymenneskes tilgang til verden; Det kendetegnende ved blaserthed; man kunne også kalde det coolnes. Det vil sige en holdning, hvor man ikke lader noget som helst gøre indtryk på sig; alt mødes med den samme coole mine.

Og siger i forlængelse af sine analyser, at mennesket i moderniteten står i fare for ikke mere at kunne høre verden og derfor heller ikke mere at kunne mærke sig selv. I den moderne verden – siger Rosa – er man ikke længere i stand til at lade sig kalde på og kan derfor heller ikke nås.

Jeg finder disse analyser vanvittigt interessante. På den ene side synes jeg de kaster lys over den visdom der måtte være gemt i den gamle bibeltekst. På den anden side er det vanvittig interessant at det der er på spil i bibelteksten ikke synes at være noget der kan reserveres til den kristne religion; men synes at være noget almenmenneskeligt – således også en tysk filosof i det 21. århundrede kan adressere det samme problem; Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.

Rosa kalder det fremmedgørelse, når vi er blevet døve for verden som vores livfulde ophav – og alt er reduceret til kolde omgivelser.

Her kunne man stille to spørgsmål; 1) hvordan er det kommet dertil at vi er blevet døve for verden? 2) hvordan kommer vi videre herfra; hvordan genvinder vi hørelsen?

Her er Rosa analyser benhård: Når vi senmoderne på alle niveauer stræber efter at have kontrol på alle niveauer over verden, møder verden os som aggressionspunkt; det som i vores moderne verdens begyndelse anviste vejen mod frihed og velstand – vækst, effektivitet, og nytænkning – er blevet til en trussel; hvis vi ikke bliver bedre hurtigere og mere kreative, så mister vi alt det vi har.

Og så siger Rosa noget interessant, at i dag stræber vi ikke fordi vi begærer mere; i dag stræber vi fordi vi er bange for at ende med mindre. Moderniteten er som at stå på en rulletrappe der kører nedad – man må være i konstant bevægelse for at bevare status quo – og på denne rulletrappe, hvor det mindste fejltrin bringer dig nedad, må alting for så vidt kontrolleres. Kommende farer må ses før de kommer, der er ikke plads til fejldispositioner – da er alt der møder dig, ikke potentielt set en gave – men potentielt set en trussel – indkøb, opringningen fra din snakkende tante, lægebesøget, arbejdet, fødselsdagsfejringen, yogakurset; det handler om at overstå, sørge for, rydde, mestre, klare, afslutte; verden er blevet til et aggressionspunkt og enhver tone mistænkes for at være en sirenesang der lokker dig længere ned ad rulletrappen.

Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.

Modsvaret til denne fremmedgørelse er i Hartmut Rosa filosofi begrebet resonans. Jørgen Carlsen talte om at være forundringsparat -  Hartmut Rosa taler om resonans; og jeg tror det er et ord og et begreb vi kommer til at høre mere om.

Resonans, siger Rosa, er når vi træder i relation med noget. Der hvor verden ikke lader sig kold. Kan I huske Brorsons herlige vers fra ’Op la den ting’, hvor han digter: Hvad skal jeg sige, når jeg ser, hvor stjerneflokken blinker, hvor mildt enhver imod mig ler og op til himlen vinker?

Dette er meget mere end et banalt digt, dette er udtryk for resonans når vi mærker at verden har noget for med os; som om verden kalder på os.

Rosa skriver: at komme i resonans med et menneske eller måske et landskab, en melodi eller en ide betyder at det rammer inderligt, at man bliver rørt eller bevæget,. Og så siger Rosa: Man kan også oversætte punktet hvor man bliver berørt med kaldelse, pludselig er der noget, der kalder på en, noget som udefra bevæger en.

Den form for berøring kan kendes på at et menneskes sløve blik pludselig lyser op eller vi med et får tårer i øjnene. Det viser, at det panser af tingsliggørelse, som vi normalt arbejder med i en verden hvor det drejer sig om vækst og optimering - om beregning og beherskelse, et øjeblik er brudt  

Hvor resonans indfinder sig, der er det ukontrollerbare. Ligesom man ikke kan kontrollere hvornår kærlighed indfinder sig - men man kan øve sig; ja, måske gøre sig forundringsparat,

Og en dag så sker det måske, at verden ikke længere er et aggressionspunkt, men er forvandlet til et resonanspunkt - den dag hvor vi igen tør danse når fløjtens toner lyder, den dag vi igen tør sørge med klagesangenes skrøbelige stemmer –

Der hvor vi igen tør vedgå vort slægtskab med alt levende – det tror jeg er kristendommens egentlige projekt: Igen at give os øre for klang.