Hva’ ska’ man gøre ved det?

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 15. november 2020

Den 23. søndag efter Trinitatis over dagens tekster

Sidste søndag, den 8. november, døde en af vores store stemmer, forsanger for orkestret Shu-bi-dua Michael Bundesen. Og jeg må indrømme at jeg ikke havde hørt Shu-bi-dua i mange år, indtil i søndags. Men nu flød radioen over. Og jeg måtte også indrømme at jeg kunne mange af sangene. Jeg kunne pludselig huske sangtekster og melodier som jeg slet ikke vidste var lagret i mit hukommelseskammer.

Og jeg kom til at tænke på folkesangerens Benny Holst ord, som siger: det er nemmest at holde et folk i skak som slet ingen sange har.

Og jeg kom til at tænke på hvordan alsangen – de store sangarrangementer under den tysk-nazistiske besættelse – gav det danske folk selvtillid, identitet og modstandsduelighed – i kampen mod overmagten.

Og jeg kom til at tænke på hvordan de slavegjorte folk både før og efter den amerikanske borgerkrig i 1860’erne – samledes og sang religiøse spirituals der gav håb og styrke og samlingskraft i kampen mode undertrykkerne. For et folk med sange kan ikke holdes i skak som Benny Holst siger det.

Og så kunne man spørge hvad Shu-bi-dua og Michael Bundesen har med besættelseskamp og slaveopstand at gøre. Nej, ikke meget. Man skal ikke trække en kunstig sammenhæng. Men Shu-bi-dua gav tværtimod almindelige mennesker noget at synge med på. For også de mennesker, som der ikke er skrevet om i historiebøgerne, findes rent faktisk.

Som fx ’Knuden’ som man finder på 78’eren. En plade de udkom i 1978. En lille undseelig sang, om en undseelig mand, hvor lidt af teksten lyder: Jeg er en kedelig mand, Selvom man gør, hva' man kan, Og når jeg holder fester, Så kommer der ingen gæster, hva' ska' man gøre ved det? Jeg er en kedelig Knud, Når jeg kommer ind, går blomsterne ud, hva' ska' man gøre ved det?

Og man ved ikke om man skal grine eller græde, og det er måske også meningen, og så kommer Shu-bi-duas omkvæd sunget af Michael Bundesens uforlignelige stemme, hvor vores kedelige Knud synger:  Man sku' se ud-som, Ham der Rock Hudson; Men jeg hedder Knud, er lavet af Gud; Så jeg ser almindelig ud.

Den sætning er en vidunderlig sætning. En sætning med en ordstilling der er så simpel at selv et barn kan synge med; men samtidig en sætning der, måske både bag om ryggen på orkestret og på os der synger med, med få ord bringer et menneskesyn med som har noget med vores kristne kulturarv at gøre.

’Men jeg hedder Knud, er lavet af Gud; Så jeg ser almindelig ud’. På biblens allerførste sider står det:  Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.

Jeg kan ikke høre at der står som, konger og dronninger skabte han dem. Eller som filmstjerner og modeller skabte han dem. Eller som frihedskæmpere og modstandsfolk skabte han dem. Som vegetarer og feminister. Som præster og ateister. Der står bare de var lavet af gud – så mon ikke de har set helt almindelige ud.

For det er i grunden det vidunderlige. At når man er skabt af Gud, så er man fri for selv at skabe sig.

Og er det i grunden det prisme, vi kan lægge ned over den skønne bibelske fortælling vi i dag har hørt, som kaldes Enkens Skærv? Hvor vi hører om enken der med sine få mønter i tempelblokken på sin vis giver meget mere end alle de rige, hvor Jesus siger: ’For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde’.

Den rige giver for at få anderkendelse for sin handling – og forstås derfor som en hykler. Kvinden søger ikke anerkendelse for sin handling – og forstås derfor som eksemplarisk.

Billedet af de to er tydeligt, er slående og printer sig ind og bliver stående.  Ja, så meget har det printet sig ind i vores bevidsthed i vores kulturelle arv, at når vi ser de store landsindsamlinger i tv, så bliver vi klamme og finder det hyklerisk når vi ser de store milliardomsættende firmaer få deres navn på skærmen fordi de har doneret 100.000 kr. Og vi finder det tilsvarende eksemplarisk, når journalisterne finder frem til en 8årig dreng der har tømt sin eneste sparebøsse og givet sine 75,25. Thi det er bedre at give alt hvad man ejer og har, end at give af sit overskud.

Men finder vi den 8 årige dreng eksemplarisk og finder koncerndonationen hyklerisk, da har vi netop misforstået hele pointen med Biblens fortælling og Jesu tale. Ja, og nuvel for en kapitallogiker er sagen klar – drengen gav mest – han gav 100% - og koncernen gav vel ikke engang en promille.

Men gør vi det til vores målestok, da har vi blot fundet en ny beregningsmåde at gøre vores hoser grønne på – anerkendelsen kan nu gøres op i procenter frem for i tørre tal – men skulle det nu være mindre hyklerisk; og er vel næppe sigtet med Jesu tale?

Og når det fremstilles på denne måde, så tænker vi, at det ikke handler om ydre beregningsmetoder, men handler om at give med det rette sindelag, give med hjertet. At give for at give og ikke for at få anerkendelse; således gives rigtigt, når hjertet sidder på det rette sted. Og det var vel netop det Jesus udpegede som eksemplarisk, at enken gav af et rent hjerte. Men hvordan ved vi i grunden det?

Og det rejser, for mig at se, en ny barriere. Hvis vi skal se kvindens sindelag som et eksempel til efterfølgelse, for at undgå hykleriet. For prøver jeg nu at opøve det rette sindelag for at undgå hykleriet, da har jeg jo præcis indskudt et beregnende element i min adfærd for at fremstå uhyklerisk, og gør denne beregning mig så ikke netop til en hykler? Ja, og så står vi der, som Shu-bi-dua synger: Hva’ ska’ man gøre ved det?

Men hvad vil så denne tale? Hvad er det vi skal få øje på? For jeg tror ikke det handler om at se den ene som eksemplarisk og den anden som ueksemplarisk. Jeg tror det handler om at får øje på at vi altid til hver en tid bruger forskellige parametre til at herske over hinanden.

På Jesu tid, var det fint, godt og sandt, at skilte med sin succes og rigdom. Det var et tegn på at man var begunstiget af Gud. Derfor lod Jesus os se til den fattige enke. Men siden dengang har der været i et overbud i at herske ved sin ydmyghed. ”Se mig, jeg spiser ikke kød. Se, mig jeg rejser ikke med fly. Se mig, jeg har ikke nogen bil. Se mig, jeg har en hjemløs på sofaen og kun en 1½værelseslejlighed.” – Jamen tillykke med det! Engang herskede man over de ydmyge ved at klæde sig fint. I dag hersker man fint, ved at klæde sig ydmygt.

Kan I huske hvordan almindelige mennesker efter at have kæmpet en brav kamp for at slippe ud af de fugtige korridor-lejlighederne på Nørrebro; og igennem arbejdskamp og flid havde fået råd til parcelhus med carport og have; og så skulle høre på såkaldt progressive veluddannede samfundsdebattører kalde dem for ligusterhækfascister med dårlig musiksmag. Der må man så spørge: Hvem var den egentlige fascist i den ligning?

Men måske skulle man melde sig ud af konkurrencen om at være mindst hyklerisk og mest autentisk. For det er i grunden det vidunderlige. At når man er skabt af Gud, så er man fri for selv at skabe sig. Hvis man altså kan leve med at se helt almindelig ud.