Pernille Østrem prædiker sidste søndag i kirkeåret 2020.
Læs dagens tekster her.

Vi er i fuld gang med at fejre gudstjeneste sammen. Nogle læser med derhjemme. Til slut i gudstjenesten skal vi også fejre den nys udgivne 19. udgave af Højskolesangbogen. Derfor afslutter vi højmessen med at synge en af de nytilkomne sange, Regnvejrsdag i november, hvor et af versene lyder:

Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi' mig selv et puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
jeg vil male dagen blå.

Dette håbefulde budskab skal gerne blande sig med alle dagens andre indtryk, ord og budskaber og tilsammen sende os ud i verden igen med nye perspektiver på det gode budskab, som Jesus bringer os.

Hver søndag siden påske har vi indledt gudstjenesten med de to liturgiske led, som vi kalder ”Kyrie” og ”Gloria”. De er med til at sætte rammen for det at holde gudstjeneste sammen. Kyrie betyder ”herre” på græsk, og den herre er Kristus: Og i kor synger menigheden som en bøn: ”Herre, Forbarm dig over os”. Det alle nødlidendes råb, alle der ligger forslåede i grøftekanten, væltet omkuld af livet, alle der ikke kan finde hjem, alle der ikke ved hvor de skal vende sig hen, alle der sidder i deres eget langfredags mørke, alle der er ramt af sygdom, dødangst, sorg.

Alle der er overvældet af depression, overanstrengelse, alle der har forsømt og forspildt deres chance, alle der har ladt andre i stikken.

Ja nu har jeg vist været nogenlunde hele vejen rundt, så de fleste af os nok ærlig talt kan synge med på: Herre, forbarm dig over os!

Derefter synger vi så Gloria, og nu er det ikke kun os, der synger, nej nu synger vi i kor med englene julenat: ”Ære være Gud i det højeste, fred på jorden i mennesker velbehag”. Vi synger på trods af verdens tilstand, om hvordan Gud bøjede sig ned til os og mødte os som menneske – om hvordan vi tror på fredens og tilgivelsens magt. Det er en protest sang og en hyldestsang til Gud, når vi derefter synger et vers af en salmen ”Aleneste Gud i himmerig”, som kristne har sunget helt tilbage fra det 2. århundrede, og hvor vi takker Gud for at have givet os den håbet om fred og tilgivelse.

I dag er det sidste søndag i kirkeåret. Det vil sige at på næste søndag, samme tid, samme sted, vil adventskransen være oppe og det første lys vil være tændt. Men det er ikke det eneste ved gudstjenesten, der vil være anderledes. For i adventstiden frem til jul (samt i fastetiden frem til påske) udgår gloria-delen nemlig af gudstjenesten, men kommer altså igen til jul og i helligtrekongers tiden og til påske og hele trinitatis-tiden, hvor vi altså nu befinder os på den sidste søndag.

Det er en meget fint ting at vente, holde inde, skrue lidt ned, og det er netop det, der er tanken med advents-tiden, forberedelses-tiden, så julen i kristen forstand først begynder juleaften, når vi IGEN synger med englene ”Ære være Gud i det højeste og fred på jorden”.

Har I for resten godt lagt mærke til, at der ikke siden begyndelsen af marts har været en ærlig barnedåb om søndagen i Stefanskirken? Nu for tiden ligger alle Stefanskirkens barnedåb i en lang perlerække om lørdagen, en ad gangen, for at overholde corona-restriktionerne. Jeg ved ikke med jer, men jeg begynder ærlig talt at savne en barnedåb om søndagen. Se familierne blande sig med resten af menigheden, sige tillykke og glæde sig på andre menneskers vegne, selvom man måske ikke kender dem personligt. Høre dåbsritualets omsorgsfulde ord om søndagen: Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!

Og dåbsgaver! I går da vi havde barnedåb dannede der sig et helt lille bord med dåbsgaver ude i våbenhuset efter hver dåb, for familierne kan i disse tider nok samles med mundbind og god afstand 60 personer i kirken, men bagefter skal de gerne gå hver til sit uden at holde fest og fare for at smitte hinanden, så de fleste af gæsterne gik hjem til sig selv efter kirken. Det så spændende ud, små og store pakker, noget der bestemt havde form som en halvanden meter høj giraf, poser fra Babysam og Magasin. Og en børnebibel fra kirken selvfølgelig.

En anden dåbsgave som dåbsbørnene får, det er syndernes forladelse, som dåbsritualet siger det. Syndernes forladelse betyder så meget som tilgivelse for al synd, som det menneskelivet kommer til at indeholde.

Det vil altså sige, at Gud lover, at uanset hvad livet kommer til at indeholde af sorger og smerte, både den vi påfører andre og den som bliver os påført og den som rammer i flæng, altså også det der er synd for os, alt det lover Gud at rumme og se på med kærlighedens øjne. Syndernes forladelse er altså ikke en dom, men en omsorg og en trøst. Selv det som vi ikke magter at tale om eller at tilgive, det ser Gud direkte i øjnene og tager hånd om.

For mange forældre er det en trøst at vide, at også når de ikke magter at gøre alt så godt som de gerne ville, at også når barnet selv går ud på livets toppede brostene uden dem, så er Gud med hele vejen: Så meget betyder syndernes forladelse.

Det er en helt fundamental kristen pointe ved siden af alle kærligheds-pointerne – eller skulle man måske hellere sige, at det er endnu en fundamental kærlighedspointe, at mennesket ikke skal være sine synder og bære sine byrder alene.

Men det moderne menneske føler sig ikke som et syndigt menneske, det moderne menneske føler sig over-anstrengt, har en klog kvinde sagt.

Måske handler det om, at det som vores forfædre så som synder, der trykkede, for os i dag langt mere mærkes som utilstrækkelighed, stress og magtesløshed. Overanstrengelse. Og nu taler jeg altså ikke bare om det pulserende karriere- og familieliv, selvom det kan være tungt nok at magte, men også de etiske overanstrengelser: At vi som mennesker smadrer jordens økosystem, at nogle æder og drikker sig ihjel, mens andre dør af underernæring og tørst. At vi enten gør for lidt eller for meget, når det kommer til corona, at vi nemt kan rammes af selvbebrejdelse og coronaskam. Bare for at nævne noget.

Når Jesus siger: Kom til mig alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, så har hvert eneste menneske potentialet i sig til at erkende sin overanstrengelse eller sin synd, og dermed kunne høre det Jesus siger, høre det talt ind i det enkelte hjerte. Og dermed også potentialet til at erkende behovet for at blive lettet og behovet for hvile. Det kalder vi i den kristne livstydning for syndserkendelse.

Fra syndserkendelsen springer bevidstheden om vores ansvar i verden – men det er ikke et individuelt ansvar – det er kollektivt ansvar, som ikke bæres alene, men bæres i fællesskab. Hver enkelt må løfte byrderne, gøre sit bedste, bære i flokken.

Det der skal bæres er det, Jesus kalder sit “åg”. Et åg er jo sådan et, man bar vand med i gamle dage, et langt stykke træ hen over skulderen og en spand i kæde i hver ende.

Jesus lover at hans åg er godt og hans byrde er let. Han står med åbne arme og inviterer os til at bære større åg end vort eget, et åg som intet menneske kan bære alene. Man kan også se at han hænger der på korset, med udbredte arme. Han beder os altså også tage sit kors op, det der bærer alt hvad menneskeheden trænger til, lyset frem for skyggen, et kærligt puf i ryggen, kantareller, løvetand og brændenælder, anemoner for de sidste tyve kroner, tilgivelse og opmærksomhed, fred. 

Når man tager det åg og det kors på sig, så mærker man straks at man vakler, der må flere skuldre, flere lårmuskler, andres hænder og kræfter til – Ja Gud selv breder armene ud, til velsignelse, til omfavnelse, i smerte på korset, og Gud bærer med, når vi skal bære hele jorden og alle hans børn i vores arme. Amen.