Juleprædiken 2020

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken juleaften den 24. december 2020.

Link til evangelieteksten: https://www.bibelselskabet.dk/juleaften-fra-foerste-raekke  

Så blev det endelig jul – jul igen, synger vi med Gasolin og Kim Larsen. Men når vi igen i år fejrer jul, og vi gør det med det kristendommens juleevangelium som fortegn, så er det altid med et både-og.

For nok fejrer vi at Jesus-barnets fødselsdag. Men hermed er alt så langtfra sagt. For det er også budskabet om ethvert barns fødsel.

Jesusbarnet der fødes midt i kreaturenes stank, er ikke kun et barn men også et symbol. Symbolet på at håbet kan finde vej selv der hvor håbsløseheden er dybest. At kærligheden kan. At få øje på det smukke i det grimme.

For med kristendommens juleevangelium som fortegn skal denne fødsel forstås i al sin poetiske vælde, i al sit flamboyante billedsprog.

Så blev det endelig jul, igen. Og bliver dermed også en påmindelse. Om at livet er et mirakel. At ethvert liv er et mirakel. Uanset hvordan vi kommer til verden.

I den sang man kalder kulturradikalismens salme, I dit korte liv, lyder en af de smukkeste sætninger: Mennesket blev menneske i kærlighed - gjort i elskov - ja det blev vi dog.

En sætning som jo ikke altid holder i vores tid, hvor jo også børn undfanges pr. doner; ja, da finder det lille barn en forhistorie at spejle sig i, i fortællingen jesusbarnet – der jo også blev til pr. vikar. som Trille så frejdigt sang det i 70’erne.

Ja, selv uden kropkontaktens lyksaligheder finder kærligheden vej.  Så lad det være budskabet ikke mindst til alle dem der i dag sidder alene og uden kropskontakt. Hey. Kærligheden finder vej.

Således er jesusbarnet også et spejl. Og nogen at spejle sig i, har vi alle brug for. Ja, har man levet et liv uden at have nogen at spejle sig, ved man det kan være den største gave at få, hvis det endelig sker. Og her er det måske værd at huske på det særlige ved gaver. At den bedste gave ikke er at få det man ønsker sig – men at få det man har brug for.

Vi ønsker at blive fri for smerte – men det vi har brug for er at håndtere smerten; for smerten hører livet til. Vi ønsker at blive fri for sorg – men det vi har brug for er at håndtere sorg; for sorgen hører livet til. Vi ønsker at være helt normale – men det er vi ikke. Ja, sådan er det.

Det har været en fornøjelse at følge Bjørn i årets tv-julekalender – Julefeber. En dreng der kæmper med sin identitet. Er han nisse eller dreng. Hov, eller en han begge dele. Som de tusinde af andre børn der vokser med et samme spørgsmål på læberne: Hvis min far er fra Amerika og min mor er fra Europa – hvad er jeg så. Hvis min mor er sort og min far er hvid. Hvis mine forældre er palæstinensere og jeg er født i Danmark, hvilken kultur er så min.

Så blev det endelig jul. Men hvad nu hvis gaven ikke er normalitet – hvad nu hvis gaven er selvaccept. Accepten af og forsoningen med at man aldrig bare er én ting. At vi aldrig er enten eller - men altid er både og.

For hvad er egentlig på spil i kristendommen juleevangelium med al sit flamboyante billedsprog. Er det ikke også en sprængning af ethvert normalitetsbegreb og en udfoldelse af en identitetsforståelse som på ingen måde passer ind i en fastlagt skabelon.

Det lille barn der fødes, fødes under tvetydighedens fortegn – på en gang Gud, på en gang menneske. For menneskelig til himlen - for guddommelig til jorden. Tvetydig – ikke kun det ene – ikke kun det andet.

Og det er måske julens gave – ikke normalitet – men accepten af og forsoningen med – din altid tvetydige identitet. Spejlet. Ikke den gave du ønskede dig – men den gave du havde brug for.

Så blev det endelig jul. Og her kan man godt være både dansk–palæstinensisk og sågar kalde sig dansk-europæer og jysk–verdensborger.

Og i dette år 2020, som både har indeholdt 75års jubilæet for befrielsen fra den nazistiske besættelse og en ærgerlig aflysning af Roskildefestivalens 50 års ditto – har vi også fejret 100 året for Genforeningen hvor de dansksindede stemte stor dele af Sønderjylland hjem til Danmark ved en af de fredeligste grænsedragninger verdenshistorien har set.

Siden har tyske mindretal levet på den danske side af grænsen i snart 100 år. Og her har danske mindretal ligeledes levet på den tyske side. Ikke alt er forløbet gnidningsfrit. Men man har fundet ud af det. Blevet tysk-danske og dansk-tyske. Har levet med bindestregen i identiteten. Og selvom ikke alle fik hvad de ønskede – så fik vi alle sammen måske det vi havde brug for. Et spejl. Et syn for sagen. At det at være menneske ikke er at være en ting. Men er at være mange ting. Ikke er et enten eller, men et både og.

Og lige netop der får vi måske foræret det sprog som vi har manglet for igen som samfund – globalt som lokalt – at kunne tale sammen på tværs af alle de grænser vi drager.

Og måske er det, det julen også vil med os: føje en ny bindestreg til vores identitet. Eller huske os på den vi altid havde

På biblens første sider står der skrevet, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde. Var det dem hver især; eller er det fordi der er lidt mand og kvinde i os alle sammen.

Og er det ikke den samme bindestregs-identitet vi leger med, når vi i dåben markerer at vi ikke bare er vores forældres børn men også er Guds børn.

Julen er fortællingen om at livets fortegn ikke længere behøver at være gjort op i begrænsningens enten eller; men åbner muligheden for i stedet at være gjort af kærlighedens både-og.

Ned med himlen – op med drømmen, sagde 80’er digteren Michael Strunge – og kom måske nærmere julens poetiske vælde og flamboyante billedsprog, end han selv vidste af

Julen hvor himmel og jord og Gud og mennesker smelter sammen og tør vedkende sig hinanden… at vi er forskellige nok til at være helt særlige; men alligevel ens nok til at kunne forstå hinanden.

Hvorfor det giver mening igen at begynde forfra – hvilket i øvrigt er det enhver fødsel betyder! Og det er det vi fejrer. Sådan. Så blev det endelig jul – jul igen. Amen.