Vi kalder Juri Dmitriev ud af graven

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 27. september 2020

Den 16. søndag efter Trinitatis over Johannesevangeliet 11,19-45

Vi har just hørt den billedrige og berømte fortælling om Lazaruas der kaldes ud af sin grav. En nærmest uhyggelig fortælling. Lazarus der kommer ud af graven som en zombie. På fjerde dagen i graven kommer han vaklende ud med strimler af linned viklet om sig – nærmest mumielignende; på grænsen mellem liv og død, lugter han allerede af død. Selv der hvor han vakler ud ved vi det ikke: Tilhører han de dødes rige eller de levendes?

Men noget er på spil. Jesus siger i denne tekst: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.”  Vi befinder os i Johannesevangeliets fortællinger og sprogunivers. Ord og navne har altid merbetydninger. Jesus-figuren er altid også symbolet på kærlighed og sandhed.  Lad os prøve at oversætte; da siger Jesus: Kærligheden er opstandelsen og livet; den der tror på kærligheden skal leve om end han dør.

Det er Martha der her er i samtale med Jesus. Martha hvis søster er Maria. Vi er hos de to kvinder som vi hver søndag ser afbilledet på Stefanskirkens altertavle i samtale med Jesus. Her er scenen anderledes. Deres bror Lazarus er død. Et fælles sørgeoptog samler sig. Først Martha og siden Maria bebrejder Jesus at han ikke var hos dem da Lazarus døde og måske kunne have forhindret hans død.

Jesus går med i sørgeoptoget. Martha og Maria græder. De mennesker som har sluttet sig til optoget græder. Også Jesus græder. Og netop det billede er ikonisk. Forestil dig det. Jesus græd. Og så er det han kalder. ”Lazarus”, råber han; ”kom herud!”

Og vi skal forstå, at en ny tanke er sat ind i verden. At døden ikke længere betegner det gudsforladte. Derfor sørgede de. De bar den tanke at i døden var man forladt af Gud, forladt af kærligheden. Men vi skal tænke anderledes. Det lærer vi af fortællingen. At også i døden er Gud -  også i døden er kærligheden – og da har døden mistet sin brod. Og vi husker det ord Jesus sagde til Martha og Maria: Den der tror på kærligheden skal leve om end han dør; ja, den der tror på kærligheden skal leve om end hun dør.

Så vidt den bibelske tekst fra Johannes-evangeliet for jeg har i arbejdet med denne tekst og de motiver som denne tekst bærer på igen og igen stødt på en nutidig fortælling som på må mange måder spejler motiver i Lazarus-fortællingen – og det synes mig at de gensidigt kan belyse hinanden.

Jeg vil fortælle om den russiske historiker Jurij Dmitriev, som fyldte 64 år den 28. januar i år.

Hvert år i august lidt nord for Onegasøen i det nordvestlige Rusland samles mennesker fra hele Europa mellem fyrretræerne for at mindes de døde. Tusinder af mennesker fra Norge, Finland, Ukraine, Tjekkiet, Georgien, Rusland og en række andre nationer blev under Stalins udrensninger i 1937-38 henrettet her og kastet i det, der skulle have været en evig glemsel.

Men i slutningen af 1980’erne begyndte historikeren Jurij Dmitriev at gennemsøge de nyligt åbnede arkiver. Først studerede og sammenlignede han bunker af dokumenter, og siden brugte han sommer efter sommer på at gennemsøge de uendelige skove efter spor.

Han kom til fjerne landsbyer. Han spurgte kvinderne hvor de samlede svampe og hvor de dyrkede grøntsager. Og et mønster gentog sig. Der var god jord som aldrig blev brugt. Hvorfor det? Det havde forældre og bedsteforældre heller ikke gjort. Det var jord man gik udenom. Hvorfor det? Man gjorde det bare. Og manden gik ud, og han begyndte at grave, og her lå de.

Og en dag i 1997 stod Jurij Dmitriev og hans hjælpere mellem fyrretræerne i det, der nu er kendt som Sandormokh. Skovbunden var arret af ovale pletter, hvor jorden var sunket sammen over de med tiden opløste menneskekroppe. De myrdedes knogler og hullede kranier lå der stadig. De glemte mennesker, som aldrig havde fået en rigtig begravelse.

Og her blev de kaldt til live igen. I tre forstand. 1) For det første fik de deres navn tilbage og derved deres identitet. 2) og for det andet gentog de således deres politiske modstand ved at afsløre og bevise det politiske systems forbrydelser 3) og for det tredje kunne landsbyerne igen tale åbent om deres tabuiserede slægtninge.

Hvad var drivkraften bag Jurij Dmitriev? Havde han som Martha og Maria mistet en bror til glemslen. Og havde nu han viet sit liv til at kalde de døde ud af glemslen.  Eller drevet af indignationen over et regimes undertrykkelse, for en tanke engang var for længe siden sat ind i verden: At intet menneske skal være overladt til glemslen.

Jurij Dmitriev satte sig for at identificere og offentliggøre navnene på de døde, så de pårørende kunne få vished om, hvor livet var endt. Han arbejdede mest alene, men var en del af menneskerettighedsorganisationen Memorial, der afdækker totalitarismens forbrydelser i det tidligere Sovjet. Hans udgivne liste over ofre fra Sandormokh og andre henrettelsespladser i Karelen tæller over 12.000 navne. Men Jurij Dmitriev stoppede ikke der. Han kontaktede organisationer, ambassader og pårørende, og gennem årene blev skoven i Sandormokh overstrøet med gravsten, og den årlige mindehøjtidelighed i august er blevet et internationalt tilløbsstykke.

Men til mindehøjtideligheden i 2017 var Jurij Dmitriev selv ingen steder at se. Den 60-årige historiker var blevet fængslet. Anklaget for det værste man kan anklage en mand for. I løbet af det år, sagen har stået på, er historien om fængslingen gået verden rundt via Reuters, The Guardian og Los Angeles Times, hvor menneskeretsaktivister, historikere og familie har taget Jurij Dmitriev i forsvar og gået til angreb på de russiske myndigheder. Sagen har, lyder det, nemlig intet at gøre med anklagerne, men handler om noget andet og større: Om et justitsmord, der skal lukke munden på en besværlig figur.

Det russiske systems ønske om at lade Jurij Dmitriev synke ned i glemslen mislykkedes; og som en anden Lazarus kunne Jurij Dmitriev kaldes ud af sit fangenskab forlade fængslet den 28. januar 2018 – da alle anklager måtte frafaldes.

Og hvor ville jeg ønske at historien sluttede her. Men i juli i år blev Jurij Dmitriev fængslet. Anklagemyndigheden gik imod deres egen ekspertgruppe og fastholdt de oprindelige anklager. Nu har forfattere og kolleger og tusindvis af de familier som Juri Dmitriev har kaldt til live – henvendt sig til Europæiske organisationer for hjælp. Det er ikke altid at mennesker der er farlige for systemet kommer levende ud af russiske fængsler.

Og her står historien vipper. Den dobbelte Lazarus der først selv kaldte de glemte ofre ud af graven; for selv at blive kastet i graven. Og hvem kalder Juri Dmitriev?

Da må vi tro på opstandelsen. Det ord vi har fået foræret gennem den bibelske verden vidunderlige poesi: At også i graven er Gud. At også i graven er kærligheden - og den der tror på kærligheden skal leve om end han dør. ja, den der tror på kærligheden skal leve om end hun dør.