Kærligheden overgår al normal moral

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 25. oktober 2020

Den 20. søndag efter Trinitatis over Matthæusevangeliet 21,28-44

Vi befinder med denne tekst, i bibelens vidunderlige billedsprog. Billedsprog hvor alt hvad der fortælles, altid er fyldt med mer-betydninger. Træer og grene – brød og sten – vand og vin -  fortabte sønner og fedekalve.

Peter Kemp, den nu afdøde, men store danske dannelsesfilosof, siger det således: ”Jesus er den store digter, der digter ophøjet om vores hverdagsliv.”  Og siger endvidere: ”Jesus taler ikke naturvidenskabeligt, heller ikke primitivt videnskabeligt, så moderne videnskab kunne gøre det bedre. Han løfter ikke en moralsk pegefinger, som vi kan tilrettevise hinanden med, hvis han (…) stiller meget høje fordringer, fx at vi skal elske vores fjender og være fuldkomne som vores himmelske fader er fuldkommen, som det lyder et sted i det bibelske univers, så er det ikke at pege fingre, men for at skildre et gudsrige, hvor kærlighed overgår al normal moral”.

Og her kunne vi gøre et første stop. Jeg bliver nemlig fra tid til anden spurgt om hvad kristendom i grunden er, og med disse få ord fra Peter Kemp kunne vi måske sige: Kristendom er italesættelsen af et Gudsrige, hvor kærligheden overgår al normal moral.

Betyder det, at kristendommen er umoralsk? – ja, der er jo et sted i skrifterne, hvor Jesus bliver anklaget for at være en frådser og en dranker, da han ikke ville faste som de andre gjorde; han lavede vand til vin, hvilket altid er faldet visse afholdsfolk for brystet; og så anerkendte han både kvinder og børn som ligeværdige mennesker midt i en strengt patriarkalsk kultur – så på den måde var han jo i grunden umoralsk …

Men det var jo ikke fordi, han bare ville erstatte den gamle moral med en ny moral – sådan som vi jo kender det fra vores eget samfund. Det har Christian Hjortkjær, højskolelærer og Kierkegaardforsker, givet nogle fremragende analyser af. Bare som et enkelt eksempel. Engang skulle man kende sin plads, i dag skal man helst tænke ud af boksen – dvs. skifte plads. Engang skulle man respektere autoriteterne – i dag skal man helst gøre op med autoriteterne.

Men. Og det er det som er det interessante i Hjortkjærs analyser, at det der lyder som den store frihed, egentlig bare er en ny morallov: Du skal tænke ud af boksen, du skal være antiautoritær. Og hvad hvis man ikke har lyst? Vi er gået fra et forbudssamfund, til et påbudssamfund; altså fra et, ’må ikke’, til et ’du skal’. Engang var der forbud mod frigjorthed – og det var datidens moral; men i dag er det blevet erstattet af et krav og et påbud om at man skal være frigjort! Men så har man jo bare erstattet, en moral med en anden.

Og Hjortkjær analyserer: engang følte man sig forkert – så gjorde man sig fri. I dag er kravet om frihed, frigjorthed og valgfrihed i alle ting så stor, at vi i dag ikke føler os forkerte – vi føler os utilstrækkelige. Påbudsmoralen har erstattet forbudsmoralen, men lige vidt synes vi at være … og lad mig tilføje at sådanne ting aldrig foregår synkront. Frigjortheden slår mange steder igen over i forbud. I lang tid har rygningen stået for skud, nu taler man om den løsslupne alkoholkultur der har ført til uønskede hænder på baller og lår… jo det moralske pendul svinger …

Jeg tror det gudsrige Jesus talte om var et gudsrige hinsides både forbudsmoral og påbudsmoral.

Et rige hvor kærlighed, nåde og tilgivelse, går forud for forbud, påbud og retfærdighed. For det er jo i grunden dybt amoralsk at ville tilgive i stedet for at straffe. At ville nåden frem for retfærdigheden.

Retfærdigheden søger et øje for øje og en tand for en tand – det er moral. Nåden søger tilgivelsen af det utilgivelige – så at kærligheden overgår al normal moral, er  vel amoralsk. Gudsriget er amoralsk – og jeg tror det provokerer os – ligesom det i sin tid provokerede …

I den lignelse vi i dag har hørt taler Jesus om en vingårdsejer med to sønner der sendes i arbejde, den ene siger nej, men går alligevel derud og arbejder; den anden siger ja, men går ikke derud.

Immanuel Kant, den tyske oplysningsfilosof hævdede med rette, at du ikke kan se forskel på om nogen handler godt, fordi han eller hun er overbevist om, at det er det rigtige, eller om nogen blot gør det gode, for at blive regnet af andre for at godt menneske. Kant var inspireret af kristendommen.

Hvad er moral? Det er at holde for rødt og køre for grønt! Hvad er kærlighed? Det er at køre overfor rødt når livet kræver det! Hvad er ny-moral? At kræve at køre overfor rødt altid – og således gøre rødt til grønt! Hvad er kærlighed? Det er at holde for grønt når livet kræver det!

Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. Hvem ser vi for os når vi hører det? En nørrebro-gut med en bajer og en smøg og Nanna med den røde mund og lange sorte negle. Det ville også give fin mening på Jesu tid. Dengang ville det være dybt provokerende. Men hvem er det i dag. En hvid amerikansk politibetjent. En mandelig partiformand. En dansk bankdirektør i Estland? Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. Hvem mener han? Hvem er det? Eller er det meningen at vi ikke skal kunne se det.

For hvis vi kan se det, ja, så begynder vi at pege fingre. Men kristendommen er ikke en moral skabt til at pege fingre ad andre; kristendommen er italesættelsen af et gudsrige hvor kærligheden overgår al normal moral. Og så kommer det smukke: At i det amoralske rige, er vi inviteret indenfor –

Det er vingården som der tales om i dagens tekst – vores verden – som vi har fået lov at tage vare på. Og hvad gør vi den. Smider vi også dem ud som ikke passer til vores moralske kompas. Et rige hvor de højreorienterede smider de venstreorienterede ud – og omvendt. Et rige hvor mændene smider kvinderne ud – og omvendt. Et rige hvor krænkerne smider de krænkede ud – eller omvendt. Ja, hvem smider vi ud af vingården; altid den der ikke passer med netop vores moralske kompas. Se pointen i kristendommen, er nu ikke den, at vi bare skal opdage hvem der er den rigtige at smide ud; og hvem der er de rigtige til at være i vingården. Pointen i kristendommen er at afsløre, at selve den mekanisme, hvor vi tror at vi kan udrydde alt det vi finder forkert, i sig selv er forkert.

For at sige det lidt stikordsagtigt: det er ikke din retfærdighed der er problemet. Moralsk set er du sikkert uangribelig. Nej, problemet er din selvretfærdighed.

Og det er det, der er selve grundafsløringen i kristendommen, at når vi tror, at vi med vores retfærdighed kan udrydde alt det vi finder umoralsk, forstyrrende og forkert i vores lille vingård, så ender vi til sidst med at korsfæste kærligheden.  

I det lys begynder teksten sidste lille ordspil at give mening, hvor Jesus siger: ”Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten.”

At alt det vi smider ud for at bygge vores fine rene politisk korrekte vingård – netop det affald (og afsløringen af selvsamme udstødelsesmekanisme) -  er blevet grundstenen i det gudsrige: Hvor kærligheden overgår al normal moral – og hvor du er inviteret med.

Således, ifølge kristendommens Jesus, den store poet, der digter ophøjet om vores hverdagsliv.