I Faderens, Sønnens og Helligåndens Navn. Amen

Prædiken af Maria Fihl, præstepraktikant
Holdt i Stefanskirken den 28. februar 2021

Matthæus Kapitel 15 vers 21-28:  

Det er befriende når vi i vores bobler kan opnå enighed om, at vi sammen har knækket koden til det rige liv. Det kunne være sig, at det multi-kulturelle liv er et rigt liv. Eller at vores danske statsborgere i ISIS fangelejre, har samme ret som borgeren i Nyborg. At det er fattigt ikke at kunne omfavne hele Guds skaberværk.

At være åben, forstående og overskudsagtig fordrer også at kunne omfavne dem, der er bange for det multikulturelle. Dem der mener, at hvis du har valgt ISIS, ja så må du sidde i den her fangelejr, og ikke be-byrde det danske samfund. Omfavne Trumpister, der er bekymrede for effekten af immigration. Hvis jeg ser mig som omfavnende hele Guds skaberværk, ja så beriger alle mennesker mit liv – alle er en del af Guds mangfoldighed. Det er også blevet populært at kunne rumme alle dem fra Jylland. Ikke bare tolerere dem, men føle sig beriget af dem.

Det er der vi er i dag, med den kana’anæiske kvinde. Jesus går ind i nyt jødisk land, hvor kvinden tilhører den traditionelle jødiske fjende. Hun er en super hedning. Hun hører slet ikke med til Jesus’ målgruppe af kommende frelste, den målgruppe er umiddelbart mere begrænset. Kvinden må da gerne være der, hvis hun vil lade dem være i fred.

Men kvinden vil mere. 

Hun tror på Jesus’ frelse, hun forstår at et liv med Jesus vil berige hendes og datterens liv. De vil kunne undslippe de dæmoniske kræfter med hans hjælp. Kvinden vil Jesus - og hans mission -, selvom han egentlig ikke vil hende.

Og her er vi ved et af dagens svære punkter. For hvordan kan Jesus tøve med at ville hende? Vores altomfavnende kærlige Jesus, som vi altid ser som inviterende hele Guds skabelse til sig. Og hvordan kan kvinden, super hedningen, som egentlig ikke er en del af Jesus’ målgruppe, ændre ham? 

I vores verden vil vi gerne at det er migranten, der overbeviser statslederen om det horrible i at adskille spædbørn fra sine forældre. At sammenligne Jesus med en stemmeoptimerende statsleder, vil dog være at trække den lidt for langt - i mit ivrige tiltag for at kunne forstå dagens tekst. Og den er svær. For i vores trosbekendelse bekender vi os til Gud Fader, den Almægtige. Men er det almægtigt først at afvise, og så give ind til insisterende plagen, bøn? Nogle vil mene det er en almindelig småbørns forældres hverdag. Ikke en Gud værdig.

Jesus går, som altid, foran os.

Han bryder hvad han troede var hans egentlige plan. Hans frelse og kærlighed rækker længere end de fortabte får i Israel. I mødet med den hedenske kvinde ser han, at han kan række langt videre. Han lærer os at møde dem, der umiddelbart er dybt irriterende og med en anden dagsorden end vores egen, at også de kan berige os.

Kvinden ændrede ikke Jesus’ plan om frelsen, men hun ændrer hans begrænsning. En berigelse Paulos senere effektivt byggede videre på.

Så hvis Jesus kan beriges, så kan vi også beriges fra kanter vi mindst venter det. Og der kommer vi tilbage til bønnen, for hvad sker der i kvindens bøn. Hvad sker der i bønnen i salme 42 som vi netop har bedt sammen? Kvindens bøn ændrer ikke Jesus’ mission, men den ændrer hendes liv – og Jesus’ erfarer at han ingen begrænsninger har -  begge bliver beriget.

Når det ser mest sort ud, er bønnen vejen til at kunne se mulighederne. Gud ændrer sig ikke. Gud hopper ikke ind og ændrer vores viklkår. Men i bønnen deler Gud sin styrke med os, til at se mere klart, give os styrke.

Vi behøver ikke at miste vores fodfæste, og blive en lalleglad følger af alt, i misforstået overåbenhed. Men vi kan vælge at være åbne og ikke på forhånd afvise. Bevidst eller ubevidst afvise.

Vi har en forpligtigelse til at ville hinanden, det lærer Jesus os – og det uden at give op på at frelse de fortabte lam. Til trods for, at hele hans ekkokammer var ham imod. Det selv om han ikke helt selv var overbevist. Tit lader Jesus os se ham gå afsides og be, tale med sin far – Gud Fader den Almægtige.

Vi kan også prøve, ikke bare på overfladen, ikke bare tåle hinanden, men sådan reelt be om, hvordan mennesker vi er dybt uenige med, skatte unddrageren, funktionæren fra Skat, den organiserede kriminelle, minkavleren, sundhedsmyndighederne – vi kan selv sætte ind, hvem vi finder blot tålelige. Alle kan vi berige hinandens liv. Selv Jesus fandt det svært, og havde behov for betænkning. Måske bad han en stille bøn. Så selvfølgelig vil vi også finde det svært. Hvis vi altså reelt vil lade os berige af hinanden, og ikke alene tåle hinanden.